Meget symbolsk bliver det tyendet i form af kok og tjenestepiger, der tvinger oprøret igennem da ¤¤Festen¤¤ går amok i Gasværket

af John Bruun
Et voldsomt bevægende stykke om personligt mod, kollektiv fejhed og ulyst til oprør.
De fleste kender godt den store grumme familie-hemmelighed, som filmen 'Festen' rummer. Sønnen, der til faderens runde fødselsdags-fest, lader en bombe springe. Hiver to taler frem. Lader faren vælge den grønne, som afslører, at fødselaren er en sexmisbrugende patriark, der har drevet sin egen datter i døden.
Nu inviterer Østre Gasværk os til Festen endnu engang. Tag imod den invitation. Du bliver ikke skuffet - men helt sikkert berørt.

Almen værdi
Ikke bare fordi en perlerad af skuespillere med Ulf Pilgaard (som faderen), Nils P. Munk (som den ældste søn), Stine Stengade (som datteren), Thomas Bo Larsen (som den yngste søn) i spidsen spiller, så det går dybt ind og bevæger.
Ikke bare fordi scenograferne Marie ’ Dali og Steffen Aarfing har formået at indtage hele den store drejescene, så spillet fylder, fryder øjet og rækker langt ud i salen. Og forløst den sceniske opgave at lade familiens ankomst igangsætte spillet allerede, mens publikum befinder sig i foyeren.
Men fordi historien har nogle almene kvaliteter, der bliver fremhævet i Vibeke Bjelkes instruktion.
Det mest forfærdelige og dramatiske ved historien er jo ikke, at patriarken så spektakulært bliver afsløret i sit magtmisbrug overfor sine egne børn - slet ikke når det er en offentlig hemmelighed i Danmark, at det er det, historien handler om.

Festen fortsætter
Historien henter sin meget almengyldige værdi i, at alle de feststemte gæster foretrækker at lade som om, at de ikke har hørt, hvad der bliver sagt. Her kommer alle de andre karakterer til deres ret, og den opgave løser de til fulde i Gasværkets opsætning.
De kan i den grad undgå at høre, at sønnen rent faktisk siger, at faderen voldtog hans lille søn og datter på skift, at man næsten selv kan sidde og blive i tvivl om, hvad man lige har hørt på teatrets stolerækker. Den glade fest kan blot fortsætte, hvad den også gør. Der skal meget mere til at gøre oprør mod etablerede magtforhold og strukturer.
Uden sammenligning i øvrigt er det vel nogen af de samme psykologiske mekanismer, der gør sig gældende, når forsamlingen af Danmarks lovgivere i stort tal foretrækker ikke at deltage i afstemningen om at gå i krig i Irak.
Eller når partisoldater bliver ydmyget og banket på plads i politiske bevægelser af magtfuldkomne ledere.
Det rareste er ikke at være til stede. Det næstbedste er at forsøge at gemme sig i mængden og kollektivt lade som om, man ikke har hørt noget og ikke ved noget.
Meget symbolsk bliver det også tyendet i form af kok og tjenestepiger, der tvinger oprøret igennem. De har vitterligt ikke så meget at miste, ved at tyrannen bliver afsløret.
Som personligheder måtte de derfor gerne have stået lidt stærkere på scenen. Så ville man tro mere på, at det er der, de misbrugte børn henter styrken til at føre oprøret gennem. Så kærligheden kan sejre til sidst og den døde datter svæve florlet på bare ben henover stolerækkerne.
Det er smukt.

Festen. Østre Gasværk. København. Scenografi: Marie ’ Dali, Steffen Aarfing. Instruktion: Vibeke Bjelke. Spiller indtil 14. december