Carl Scharnberg valgte at lade sig trække i retning af sine politiske idealer og skrivende skabertrang. Han blev både politisk aktivist og kunstner

af Klaus Haase
I år er det 25 år siden det kommunistiske forlag Tiden udgav en skelsættende bog med betegnelsen 'Samlede digte' af en aktivist og forfatter, som gennem en menneskealder havde virket på den politiske og litterære venstrefløj.
Carl Scharnberg var både aktivist, social entertainer, digter, partikammerat. Foruden debattør, omvandrende pressebureau, fredstilhænger og forfatter.
Han var en drøm af en venstrefløjsaktivist. Som lærerstuderende lige efter Anden Verdenskrig opgiver han en karriere for at begive sig ud i Europa og opleve krigens ofre og tab.
Efter at have set følgerne af krigens gru, hvad er så mere naturligt end at kaste sig ud i fredsarbejde? Og hvorfor så ikke tage konsekvensen af den kolde krigs oprustningsvanvid ved at deltage i en engelsk anti-atommarch?
Den naturlige følge for dette aktive menneske er at tage hjem til lille Danmark igen og starte de første atom-marcher op.
Når så denne røde aktivist oplever, at protestaktioner mod oprustning bliver ignoreret af hele den borgerlige presse, starter han naturligvis sit eget pressebureau, hvor 'anderledes tænkende' kan komme til orde.
Siden hen finder den alsidige kulturaktivist ud af, at noget så 'smalt' som digtformen kan være et instrument for politiske budskaber og social indignation.
Dét resulterer i en strøm af digte og kortfattede tekster i alliance med andre kunstformer: billedkunst, afrivningskalendere med mere.
Samtidig rejser aktivisten, digteren og foredragsholderen landet tyndt. Han deltager i demonstrationer, og bliver en naturlig del af fagbevægelsen. Siden hen tager han også partipolitisk stilling, og melder sig under fanerne hos Danmarks Kommunistiske Parti.

Alsidig og hudløs
Hvem er han da så, denne person der formår at have så mange bolde i luften?
Carl Scharnberg (1930-1995) voksede op i et arbejderhjem i Åbenrå. Via sit barndomsmiljø oplevede han arbejdsløshedens svøbe.
Faren var skrædder, moren gjorde rent. Han så meget op til sin bedstemor, der var med til at stifte Kvindelig Arbejderforbund i Haderslev.
Skønt han gennemførte en uddannelse som frisør, brændte han siden ungdommen for at skrive, og virkede som skribent for aviserne Sydslesvigeren og Sønderjyden.
Social indignation og følsomhed indtil det hudløse foruden en kompromisløshed var brændstoffet i en dynamisk aktivist-raket. Klar til at blive fyret af.

En aktivist træder i karakter
Efter endt lærlingetid og påbegyndelse af en læreruddannelse så samme seminarium som sin kone, står Carl Scharnberg ved en skillevej. Som mange andre med aktivisme som livsstil, oplever han dilemmaet: skal man gennemføre en pæn mellemuddannelse i det borgerlige samfund? Eller skal man lade sig trække i retning af sine politiske idealer og skrivende skabertrang?
Efter få måneder forlader han seminariet. Ligesom helten i eventyret drager han ud i verden for at lære frygten at kende. Det er i 1949, han rejser ud i Europa for at opleve følgerne af krigens gru. Carl Scharnberg var lang tid før globalisering blev en målsætning, meget global. Både i tankegang og handling.

Fængslet for mytteri
Da Scharnberg kom hjem fra sin Europafærd var det ikke for at blære sig med sit 'fjumreår'. Nej, oplevelserne i det ruinfyldte Europa blev en erfaringsbank for den unge mand.
Her trådte han for alvor i karakter som kompromisløs fredsagitator. Militærtjenesten i Danmark kaldte. Men Carl Scharnberg nægtede at blive soldat i Nato-hæren, og røg tre måneder i fængsel.
Inspireret af sin indespærring skrev han romanen 'Dømt' (1953).
I 1960erne var han initiativtager til Kampagnen mod Atomvåben som arrangør af de første atom-marcher. Han deltog også aktivt i protesterne mod USAs medvirken i Vietnamkrigen.
I 1980erne, hvor atomoprustningen tog til, var Carl Scharnberg at finde blandt de mest aktive i fredsbevægelsen.

Uofficielle synspunkter
Carl Scharnberg var meget netværksorienteret lang tid før dét begreb eksisterede i aktivistkredse.
Som konsekvens af at de borgerlige nyhedsmedier ignorerede røde synspunkter, benyttede han et netværk af omkring 500 kontakter til at lade sine såkaldte 'Uofficielle synspunkter' komme frem.
Siden trådte billedkunstnere, illustratorer og grafikere til mediet.
Carl Scharnberg skulle have været særdeles underholdende og respektindgydende som foredragsholder.
Han stillede sig beredvilligt til rådighed til foredrag i fagforeninger, på LO-skoler, højskoler, til strejker og aktioner og andre steder, hvor han fandt det nødvendigt at få sine budskaber ud. Desuden engagerede han sig i Folkebevægelsen mod EU.

...Og sysnspunkterne blev til digte
I 1970erne begyndte Carl Scharnberg for alvor at benytte lyrikken som politisk og kunstnerisk udtryksform, og et væld af digtsamlinger fandt dagens lys - altid med opfordring til kopiering: Carl mente ikke, at man kunne eje kunst. det var folkets. Desuden kom digtene også ud på afrivningskalendere, tændstikæsker, løbesedler med mere.
I 1979 røg DKP ud af Folketinget. Det fik Carl til at melde sig ind i partiet. Midt i koldkrig og antikommunisme fandt han et partimæssigt ståsted. Det gjorde, at han i en periode blev udelukket fra nogle faglige kredse.
Men i sidste ende tog man ham til sig igen. Carl Scharnberg var ikke til at komme uden om.

Døde med støvlerne på
Sin 65-års fødselsdag fejrede han under Ri-bus-konflikten i Esbjerg, hvor han tilegnede sig denne faglige aktion sin fødselsdag.
Carl døde med støvlerne på. Under et foredrag for Specialarbejderforbundet SiD.
Men hans digtekunst og aktivismekultur lever videre. En tilskuer under atommarchdemonstrationerne i 1960`erne sagde om de demonstrerende:
'Det er de rene idioter'. Dette skulle have fået Carl Scharnberg til prompte at svare: 'Ja, men der er mange af dem!'