Hvad en jord- og betoner forstår ved et flaskehalsproblem er den forsnævring, der sidder øverst på en ølflaske, som bevirker, at øllet løber uhensigtsmæssigt langsomt ud, når man vender flasken på hovedet, for eksempel ved nedhældning af øllet i en tørstende hals

af Kjeld Stenum
Når økonomer, erhvervsfolk, politikere og andre, som lever af at se seriøse ud, taler om flaskehalse, mener de noget helt andet. De mener, at hvis du har pådraget dig tre diskusprolapser, ti hvide fingre, to stenlunger og et sæt dårlige nerver af dit arbejde, så skal du ikke have mulighed for at trække dig tilbage og leve i nogenlunde fred med dine sygdomme, nej, du skal plages af alskens jobprøvninger og trusler om økonomisk ruin til at rende hvileløst rundt og lede efter en niche i vores hæsblæsende erhvervsliv, hvor det endnu er muligt at klemme et par dråber nytteværdi ud af din krop.
Hvis ikke du er parat til det, så er arbejdsmarkedet underforsynet med arbejdskraft, og så begynder lønnen at stige, og så går alting i hele Danmark helt ad helvede til!
Eller sådan var det i gamle dage, hvor økonomier i det store og hele var nationale. Men økonomier er ikke ret nationale mere, de er det, man med et moderne ord kalder globaliserede.
Det betyder for eksempel, at et land som Danmark er medlem af en forening som EU, og det er lande som Polen, Lithauen og lignende steder også. At vi er medlemmer af den forening betyder, at kapitalister er beskyttede med toldmure mod konkurrence fra for eksempel billige varer fra udviklingslande, mens de har fri ret til at anbringe deres penge hvor de vil og rekruttere deres arbejdere hvor de vil indenfor EU. Og når et rigt land med et forholdsvist højt lønniveau som Danmark får flaskehalsproblem, kan kapitalisterne i princippet løse det ved at importere polakker, lithauere med flere og på den måde undgå de lønstigninger, der får hele vores land til at gå ad helvede til. Derfor er EU en god ting.
Men når de forholdsvis rige vesteuropæiske lande har drænet de østeuropæiske lande for al kvalificeret arbejdskraft, får de lande selv et flaskehalsproblem, og de har ingen endnu fattigere EU-lande at importere nok arbejdere fra på lovlig måde. Det gør dog ikke noget, for illegale arbejdere har ingen rettigheder, så illegal arbejdskraft er sådan set endnu bedre for kapitalisterne.
Så efterhånden opstår sådan en mere eller mindre illegal arbejdskraftreserve fra endnu fattigere lande som Hviderusland, Ukraine og så videre. Og disse lande kan så igen importere fra endnu fattigere lande og så videre, lige til vi ender i de områder af det fjerne østen, hvor en arbejder ikke koster mere end en kop the. Man kalder det eksport af velstand, men reelt er det import af fattigdom.
Når flaskehalsproblemet ikke er der, for eksempel hvis lønningerne generelt har været så lave i et stykke tid, at kapitalisterne ingen kan finde at sælge deres varer til, så ligger vesteuropæiske lande som Danmark jo inde med alt for megen arbejdskraft, som skal holdes i live. Det koster penge.
Sådan har det været i Danmark med alle de billige tyrkere og jugoslaver, vi importerede i tresserne og halvfjerserne for at holde lønnen nede dengang.
Fordi de kostede penge, kunne kapitalisterne i firserne og halvfemserne bruge dem som argument for at skære overførselsindkomsterne ned, for hvis man gjorde det, så rejste de nok hjem igen i stedet for at nasse på vores sociale system. Og så blev der mere til os rigtige danskere, det vil sige bortset fra de rigtige danskere, som selv var på overførselsindkomster, for de fik jo mindre.
Men det gjorde ikke så meget, for så blev de mere ivrige efter at arbejde, og så behøvede kapitalisterne ikke at lade lønnen stige så meget. Så der blev altså alligevel ikke mere til os rigtige danskere, det vil sige os danskere på arbejdsmarkedet.
Men vi lærte da at hade de fremmede. Og kapitalisterne opfandt partier som Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, der kunne give os rigtige danskere, altså os på arbejdsmarkedet, mulighed for at få afløb for vores had. Så vi kunne skræmme indvandrerne hjem og de danske socialnassere ud på arbejdsmarkedet og konkurrere med os, så vores løn ikke steg mere, end hvad kapitalisterne havde råd til at betale.
Ak ja. Sådan var det dengang! Men efterhånden var der ikke flere at jage ud på arbejdsmarkedet. Så kom først snakken om ældrebyrden, en version af flaskehalsfilosofien, der går ud på, at alderdommen skal konkurrere med ungdommen, til den vælter, igen for at lønnen lettere holdes nede.
Så begyndte Dansk Industri at sige, at på et tidspunkt ville vi blive nødt til at importere arbejdere igen, især de højtkvalificerede, som netop vores industri efterspurgte. Den købte blandt andre de radikale humanister omgående, og flere og flere begyndte at tale om behov for selektiv indvandring.
Vi måtte altså begynde at indstille os på, at det ikke længere var alle fremmede, vi skulle hade, kun dem med ringe uddannelse. For vi, som er blevet flasket op med modvilje og had til de fremmede nassere, vi risikerer i vores alderdom at blive afhængige af, at nogle sortlødede muslimske mennesker gider rejse herop og passe os, når vi ikke længere kan klare os selv.
I dag er kravet om selektiv indvandring nået helt ud til fremmedhadets spydspids i det danske Folketing nummer et, Dansk Folkepartis såkaldt kristne præst Jesper Langballe. Det kan godt være, at nogle tror, at det betyder, at fremmedhadets sorte mester er ved at blive radikal på sine gamle dage.
Men den er de helt fejl på. Jesper Langballe og Dansk Folkeparti er ikke ved at blive noget, de ikke altid har været, det er de radikale humanister, der er blevet, hvad Jesper Langballe altid har været. Dengang man kørte på socialnasser-demagogien, var det fordi det passede de danske arbejdsgivere bedst, hvis vi gik rundt og troede, at alle med sort hår og mellemøstlige efternavne var socialnassere. Nu passer det arbejdsgiverne bedre at dræne de fattige lande for deres bedst uddannede folk. Så passer det også Jesper Langballe. Hvad han går ind for, kan muligvis ikke kaldes racisme, når han godt vil have velkvalificerede udlændinge.
Men så kan det kaldes kynisk afstumpet småborgeregoisme af værste skuffe, den slags, som arbejdsgivere altid har spekuleret i, når arbejdere skulle splittes, og som er det ekstreme højres modermælk. Og den har de radikale humanister købt. Føj!