Enestående mulighed for at opleve det meste af maleren Folmer Bendtsens livsværk på udstilling frem til 11. november

af Tove Marie Petersen
Da Folmer Bendtsen i 1950 vandt en konkurrence om udsmykning af det nybyggede Radiohus` kantine blev der straks og i lange tider diskussion om dette værk.
Meningerne var delte, nogle følte sig trykkede af den alvorlige stemning der udtryktes i billedet af værftsarbejderne, der trætte og alvorlige forlader deres arbejdsplads, skibsværftet B&W, mens konerne med barnevognene venter udenfor i håbet om at rede noget af hyren, inden manden gik på værtshus og drak det meste op.
Andre mente så, at det måske var en god ide at foreholde de mere eller mindre intellektuelle og lærde medarbejdere ved radioen deres forpligtelse til ikke at overse eller glemme den store del af befolkningen, der bar de tungeste byrder og det daglige slid.
Faktum er at værket eksisterer i bedste velgående, selvom Radioen nu flyttet fra det fredede hus og overlader det til Det kongelige danske Musikkonservatorium.
Så får vi se, hvad de siger. Værket er i al fald fredet ligesom huset.

Enestående mulighed
Nu er det så 100 år siden Folmer Bendtsen blev født, og vi får på en udstilling i Rundetårn i København frem til 11. november, en enestående mulighed for at opleve det meste af hans livsværk takket være hans datter Kristine Bendtsens samarbejde.
Folmer Bendtsens liv formede sig ellers ikke med de bedste udsigter til lige præcis denne livsbane.
Han blev født af en enlig ugift mor, sat i pleje, kom senere hjem igen, men slutter sin skolegang som 14 årig for at tage ud at sejle.
Men efter fem-seks år vender han hjem til arbejdsløshed og krisetid. Det er i 1930 Ôerne. Her ernærer han sig dels som klunser og gadesælger - med bananer - hvilket han har en vis succes med på grund af sin sin charme og gode humør.
Hans miljø var Nørrebro, som var et udpræget arbejderkvarter med usle boliger og skumle baggårde. Ikke desto mindre blev det disse mørke områder, der inspirerede ham til dét, der allerede da var blevet hans lidenskab; at male.
Og det gjorde han så - ligesom børn gør uden at tænke på, at de ikke kan - de gør det bare.

Frimodig begejstring
Folmer Bendtsens første billeder, som kan ses på udstillingen i Rundetårn i København, bærer tydeligt præg af både den manglende kunnen og den frimodige begejstring for materialet.
Men måske er det også de de stærkeste billeder på udstillingen.
Her ligge oliefarven som trykket ud direkte fra tuben i tykke lag og nærmest tværet ud med penslen eller med fingrene? Alt sammen med til at forstærke lidenskaben i oplevelsen. Der er poesi - og måske romantik- i hans fascination af himlene og tusmørket med de skiftende belysninger og farver.
Både farven og kompositionen må være det, der har fanget de kræfter, der på mirakuløs vis opdagede ham og gav ham en enestående chance for at udstille sine billeder. Først hos kunsthandler Henning Larsen, hvor han købte sine farver og materialer. Herefter på de forskellige sammenslutninger som Kammeraterne og Grønningen.

Anerkendelse
Herefter går det slag i slag. Anmelderne er begejstrede over dette nye, unge. Han var lige knap 30.
Han opnår i disse tider enorm anerkendelse og hermed økonomisk støtte fra forskellige personer og organisationer, som sætter ham i stand til næsten at leve af sin kunst. Og det er noget, der i dag er fuldkommen uopnåeligt, hvis man ikke er fuldstændig accepteret i dé kredse.
Dét muliggør også for Folmer Bendtsen en rejse til Paris, som jo på den tid var kunstens Mekka.
Han følte selv behovet for videre uddannelse, og i 1938 drog han til Paris, hvor han opdagede de stor mestre.
Dette kunne spores i en lidt lysere farveholdning i visse kompositioner, men det rokkede ikke ved hans fascination af de samme motiver, som han havde bevaret uændret.
Men hans menneskeskildring forblev uforløst. Han lærte aldrig at tegne mennesker, måske med undtagelse af nærbilledet 'Søfolk', hvor han er gået tæt på, og måske med inspiration fra Lundstrøm, som han beundrede.
Folmer Bendtsen dyrkede det monumentale, men hans mennesker forblev hele livet igennem en slags 'statuer', altid set frontalt og uden egentligt udtryk - som symboler.
Men han gjorde denne mangel til en fordel, og udnyttede netop denne statuariske fremtoning til en vigtig del af udtrykket. Derfor rokkede det ikke ved hans popularitet, og han fik løbende opgaver med udsmykninger, f.eks. i Korsør Rådhus, hvor han leverede fire store malerier med årstiderne: 'Sommer', 'Efterår', 'Vinter' og 'Forår', som disse viser sig på de forskellige arbejdspladser: havnen, værfterne, teglværkerne og fiskeriet.
Igen var det selve bygningerne, havet og alt det, der findes på disse arbejdspladser. Menneskene bliver vigtige statister og komponenter i kompositionen.

Grafikken
På et tidspunkt bliver han optaget af grafikken, specielt litografiet med dets særlige muligheder for netop hans udtryk. Også af dette medies mulighed for mangfoldiggørelse og udbredelse af sin kunst - uden at skulle erhverve et større maleri. Folmer Bendtsen holdt sig jo ikke til de små formater.
Hos I. Chr. Sørensen fik han fremstillet en række både sort-hvide og farve-litografier, som kan købes på udstillingen i Rundetårn.
De sene billeder som blev til, efter han havde fået bedre vilkår, blev flyttet til mere bekvemme omgivelser. Og det bærer også præg af denne distance til de tidligere miljøer.
Folmer Bendtsen blev ved med at male de samme motiver, men fremstillingen blev mere og mere rutinepræget.
Det bliver nok i vore dage svært at hente den samme overmægtige begejstring, som blev udtrykt af samtlige kunstanmeldere på den tid.
For i dag har kunsten jo fået 'en anden lyd.'

Folmer Bendtsen. Udstilling i anledning af 100 året for hans fødsel. Rundetårn, København. 6. oktober-11. november.

Kommunist
Folmer Bendtsen, som via sin opvækst og sit miljø nærmest var selvskreven som medlem af det kommunistiske parti - og hér blev fejret som en af kammeraterne - blev jo med tiden og den voksende fremgang, til selvejende landmand. Dog med bestyrer. Og han blev så også mere og mere borgerlig i sine holdninger.
Han forlod DKP sammen med Aksel Larsen i 1956 og var siden partiløs.
Han malede ikke de sidste 10 år af sit liv og døde i 1993, 86 år gammel.