Sidst i september sluttede Documenta 12, som er en af Europas største udstillinger af nutidskunst med fotos, malerier og videoinstallationer fra hele verden. Udstillingen finder sted hvert femte år i Kassel i Tyskland og blev denne gang besøgt af 754.301 betalende gæster

af Karen Thastum
Jeg befinder mig i et stort stort telt.
Midt på gulvet står en mærkelig plantekasse på sirlige ben af birkegrene.
Rundt om kassen står en masse mennesker og læser den sirlige tekst på de mange frøposer, der står på pinde rundt om i kassen.
Det er ikke anvisning på såning af radiser eller gulerødder men fortællinger om, hvem der har eller ansøger om patenter.
Og der er ikke grænser for hvad man kan patentere: genforandret såsæd, menneskelige kropsdele, et genforandret svin, you name it...
Man kan også læse om hvordan amerikanerne 'invaderer' Irak med genforandret såsæd og så at sige bruger landet som en kæmpe forsøgsmark.
Rundt om hjørnet pryder J.D. Okhai Ojeikeres otte kvadratiske fotos fra 1974 af afrikanske kvinder med imponerende frisure en væg.
Lige overfor har den russiske kunstner, Dimitri Gutov, skabt et elegant kunstværk over temaet indhegning: Et stort hegn af metal med forskellige skrotdele bliver en del af rummet og tilskueren danner fin silhuet imod solen, der står ind fra siden.
Ovre i den anden side af teltet står en gruppe ca. 100 år gamle kinesiske træstole, sjove og smukke firkantede former som flere af publikum sidder på... nærmest meditativt.
Ud gennem teltets 'vinduer' skimtes et klassisk bygningsværk med små hvide flødeskumsfigurer på gesimserne og græsplænen udenfor fyldes langsomt med siddende, legende, snakkende og diskuterende mennesker, der nyder sensommersolens stråler.
Nej jeg er ikke til Greenpeace konference, ej heller er jeg i Rosenborg Have eller hos en asiatisk antikvitetshandler. Jeg er i Kassel for at se den 12. Documenta-udstilling, en af verdens største gruppeudstillinger for nutidskunst, som kun finder sted hver femte år, og her er rigtig festivalstemning i luften.

At definere kunsthistorien på ny
Selve Kassel er ikke den store seværdighed. Det meste af byen blev bombet fuldstændig sammen under Anden Verdenskrig, så de fleste huse er mere eller mindre vellykket 50`er arkitektur. Men siden 1955 har Kassel været en vigtig adresse på kunstens verdenskort og på Documenta i år kommer man virkelig rundt i tid og rum.
Der udstiller 109 kunstnere fra 43 Lande på Documentas fem forskellige udstillingssteder.
Det særlige ved denne Documenta er, at de billeder, skulpturer, fotos og videoer, der er udstillet, er produceret mellem år 1950 og 2007. Altså ikke, som ellers mest har været tilfældet, helt ny kunst.
Der er sågar et par tæpper fra 1700 og 1800-tallet og nogle iranske kalligrafier, der kan dateres helt tilbage til 1400 tallet...
Denne tidsblanding har været til stor ærgrelse for den etablerede kunstscene - og også for den alternative, men jeg syns det er fedt. Efter den østrigske leder Roger M. Buergel og kurator Ruth Noack`s udsagn vil de give tilskueren mulighed for at definere kunsthistorien på ny. Jo, udstillingen er kaotisk, al ting mellem hinanden, som alle gruppeudstillinger, men det er virkelig et rigt univers at gå på opdagelse i, hvor alle kan være med.

Fairytale - 1001 kinesere på besøg
Jeg har brug for en pause og sætter mig på en af de kinesiske træstole her i Aue Pavillonen.
De kinesiske stole går som en rød tråd gennem alle udstillingsstederne. De er en del af den kinesiske kunstner Ai Weiweis projekt 'fairytale'.
Projektet gik ud på at inviterer 1001 kinesiske borgere til Kassel i en måned, hvor de oplevede udstillingen og mødte byen - og byens borgere mødte kineserne.
De kommenterede deres oplevelser i en film, der senere blev vist i Kassel.
Sammen med de 1001 kinesere kom også 1001 træstole fra Qing-Dynastiet (1644-1911), som blev fordelt ud på alle udstillingsstederne.
Med døre fra kinesiske huse, der er blevet revet ned, lavede Aie Weiwei en kæmpe port - en kommentar til den ekstremt hurtige forvandling, der finder sted i Kina, hvor meget gammelt betænkningsløst rives ned til fordel for de nye kinesiske skylines.
Alt i alt et spektakulært og sjovt projekt. Det ku` være sjovt at blive inviteret til Kina... Som kunstværk så at sige og samtidig kunne se på en kunstudstilling...

Fotokunst - en rejse til andre kontinenter
Jeg vandrer videre i den store pavillon, hvor der er rigtig mange fotos udstillet.
På en stor væg vises en fotoserie af Goy Tillim om valget i Congo. Store fotos afslører både korruption og congolesisk overlevelseskunst.
Mere beskeden men ikke mindre indtrængende er en fotoserie af Ahlam Shibli fra flygtningelejrene i Irbid Baqaa og Amman i Jordan, hvor palæstinensiske flygtninge har levet siden 1948 . I afbildninger af steder, boliger og tekster på mure og butiksruder formidles en på samme tid trykkende og varm stemning.
Gribende er også David Goldblatt sort/hvide fotoserie: The Transported of KwaNdebele fra Sydafrika i 80`erne, der viser arbejdere, der sover i bussen på den op til otte timer lange vej til og fra arbejde. Det er et resultat af apartheid-regeringens politik, hvor de sorte bor i homelands langt fra byerne, hvor de arbejder.
Ved et bord udstiller den nigerianske arkitekturprofessor David Aradeon en masse små fotos, der beskriver den afrikanske og afro-brasilianske rituelle dans, arkitektur m.m. Værket, der hedder Movement of Forms, reflekterer vekselvirkning mellem to slags kunst og kultur fra kontinenter, der er forbundet på grund af slaveriet. Langs med bordet hænger høretelefoner, hvor man kan høre musik fra Afrika, Brasilien og Haiti. Det er lige til at danse til og man kan lave sig sin egen lille film med musik og billeder.
Da jeg lægger høretelefonerne hører jeg mystiske lyde, der trænger ud fra et mørkt rum lidt længere henne. Jeg vover mig ind i kunstneren Saadane Afifs landskab bestående af 20 guitarer, der med hver sin forstærker og en drejeskive spiller forskellige akkorder og skaber en tilfældets melodi.
Det er sjovt at se abstrakt kunst side om side med mere eller mindre politiske reportagefotos og dokumentarfotos. Midt på gulvet er en kasse med puder, hvor min halvandet år gamle datter, Anna, lykkeligt kravler rundt.
Her er fyldt med mennesker og en rar fornemmelse af, at her er plads til alle. Anna springer op og bevæger sig i lyntempo gennem udstillingen og jeg efter. Hun standser ved en video med nogle kinesiske børn, der efter tur får smidt et glas mælk i hovedet - og griner.
En kæmpe fotostat, der i 1:1 fra den spanske billedhugger Jorge Oteiza`s atelier (1908-2003) viser gipsafstøbninger af former og størrelser, der minder om runer og urtegn, afslutter min første dag på Documenta.

Fra kalender til billedkunst
I Neue Galleri går det mere æstetisk for sig end i den spraglede Aue Pavilion. I stueetagen med de mange små rum er der hovedsageligt udstillet tegninger af forskellig slags.
En af de mest spændende er pakistaneren Nasreen Mohamedi. Hendes kunst fascinerer mig, den er både smuk samtidig med at den er gruopvækkende. Hendes tegninger består af sirlige streger der danner mønstre. Nogen gange former stregerne sig som huse, men mest er det enkle lige streger, der krydser hinanden mere og mere i måske to eller tre farver. Som en leg og samtidig en besættelse, en helt egen stil.
Nasreen blev født i 1937 men blev kun 53 år gammel. Efter hendes død fandt man hendes dagbøger og kalendere, der er en slags forudvikling til hendes tegninger og som sådan viser hendes vej fra det konkrete til abstraktion.
En helt anden konkret oplevelse er den canadiske inuit Annie Pootoogooks tegninger af en arktisk dagligdag mellem isbjørnejagt og vestlig levevis. I en naiv stil og meget indtrængende fortæller hun fra hendes egen verden om de sociale problemer i det høje nord.
Ovenpå folder Harvey Keitel (skuespilleren fra for eksempel filmene 'Bad lutenand' og 'The piano') sig ud i en - tror jeg - Shakespeare-monolog. Videoen 'Retake with Evidence' af James Colemann vises i et kæmpestort rum med et blødt gulvtæppe og intet andet lys end det fra den kæmpe videoprojektion.
Min lille Anna folder sig også ud og står som barnesilhuet foran en dramatisk scene, hvor Keitel vandrer på slagmarken til stor moro for publikum.....
På vej ud står solnedgangen smukt over det kuperede terræn. Vi spiser middag og samler energi til en sidste dag med megakunstudstilling.

Ny kunst på slottet
I dag skinner solen og vi tager ud til det noget brovtende men flot beliggende slot, Wilhelmhöhe, der hævet sig over byen ca. syv kilometer fra centrum.
Her troner til daglig gamle romerske krukker og Rembrandt side om side, men til Documenta får de ikke lov at hvile på laurbærrene. Op og ned af de historiske billeder har et par nyere værker sneget sig ind.
Blandt andet videoen 'El Dorado' af Danica Dakic (født i Sarajevo men har siden krigen haft asyl i Tyskland) der er optaget i byens Tapetmuseum med tapetet 'Eldorado' som baggrund. Her fortæller en ung asylansøger om sine oplevelser men unge skuespillere fra en multietnisk teatergruppe legemliggøre oplevelserne.
Og videre springer polske Zofia Kuliks billede i øjnene mellem Rembrandts mesterværker.
En fin ide at bryde ind i den klassiske kunst, der går godt i spænd med udstillingens tilstræbte omdefinering af tid og rum. Den er dog ikke helt så gennemført som den kunne have været - de har nok ikke fået lov at lave mere.

Opiumsvalmuer i en krigshærget verden
Friderichanum er den ældste udstillingsbygning, hvor Documenta udstillingerne startede i 1955. Dengang stod huset med rå vægge netop genopbygget efter krigen.
I dag er alt tip top og der er endda blevet konstrueret en speciel trappe i forbindelse med 12. Documenta. Over pladsen foran bygningen slanger sig en lang kø, i foråret blomstrede her iøvrigt en opiumsmark. Det var et kunstværk skabt af russiske Sanja Ivekovic.
Opiumsvalmuerne, de smukke blomster der for længst har mistet deres uskyld, her på denne plads hvor tropper har marcheret, maner til eftertanke i en krigshærget verden. Bare tænk på Afghanistan. I øjeblikket har pladsen mere karakter af en ukrudtsmark hvilket efter min mening klæder stedet, men i flor må her have været rigtig flot!
I Friderichanum er der mindst lige så meget at se på, min mine sanser er ved at være mætte. Anna har poseret sig foran en videoinstallation med en mor og et barn og jeg er optaget af to indiske kunstnerinder: Scheela Gowda, der har støbt hundrede af indiske tråde med synål på ind til en slags slanger i en abstrakt ruminstallation. Installationen kan handle om hinduismens traditioner eller om tekstilindustrien i Indien, eller er det trådene fra et evigt og uendeligt broderi, der aldrig bliver færdigt?
Atul Dodiya også fra Indien har med en fantastisk spændende vandfarveteknik malet 15 digte fra i dag på det gamle indiske sprog gujarati. Billederne fylder et stort rum, et af digtene lyder:
En Slange, faret vild i mørket:Jeg pegede med en fingerOg viste hamMånens ring.Da jeg kom tilbage, havde han snoet sig selv rundt om månens ring.(Gulammohammed Sheikh)

At skabe frit
Jeg vil nu også rulle mig sammen og fordøje al den kunst.
Jeg tror jeg har det ligesom slanger, når de har spist. Der er nok kunst til at fordøje på i mange uger.
Det har været en både politisk og kunstnerisk dannelsesrejse i et univers, der repræsenterer noget af det, der for mig er allermest vigtigt ved kunst: at skabe frit. At hver menneske kan fortælle på sin egen vis og kan formidle den mangfoldighed, som verden har brug for.
Og i den retning er 12. Documenta lykkedes, måske ikke som æstetisk men som mangesidig udstilling, der uden snobberi kan vise et tyrkisk brudetæppe side om side med kontroversielle nye malerier, dokumentarfotos fra Palæstina og poetiske indiske digte.