Ny reaktionær bog om kommunisterne under besættelsen. Kendsgerningerne kan være nogle ubehagelige krabater. Det har altid været kommunistjægernes problem

af Anton Nielsen
For nogen tid siden udkom endnu en bog af historikeren Jørgen Grønvald Laustsen under titlen: 'Medløbere og modløbere - DKP, besættelsen og illegaliteten.'
Bogen er en redigeret vision af forfatterens ph.d.-afhandling, forsvaret på Syddansk Universitet i 2006.
I en tidligere bog, 'Den illoyale gesandt,' hvori man tilsviner Frihedsrådets gesandt i Moskva under besættelse, Thomas Døssing, skrev professor Bent Jensen forordet til Laustsens udgydelser.
I en af hans andre skriverier, 'Mellem hammer og sejl og hagekors - DKP og myten om den lånte tid' - retter han 'en varm tak til professor Bent Jensen[..] Jeg har siden haft fornøjelse af Bent Jensens omfattende viden i forbindelse med mine studier i samtidshistorie!'
Så det er ikke var nogen tilfældighed, at forfatteren aflagde og forsvarede sin afhandling på Syddansk Universitet. Derfor takker han også endnu engang sin herre og mester, professor Bent Jensen, reaktionens førende pennefører ud i antikommunismen, 'for en række inspirerende samtaler undervejs.'
Ja, det tror jeg! Fornemmer man en slags faderbinding?
I sit sidste skrift har Laustsen endnu engang kastet sig over DKP. Bogen er fra enden til anden et forsøg på at tilsværte kommunisterne og Danmarks kommunistiske Partis indsats i kampen mod fascismen op til og under Danmarks besættelse. Det er som skriver han med professor Jensen hede ånde i nakken. Hvad han måske også gør.

De fjerstyrede kommunister
Det er endnu engang vigtigt for ham, at fastslå - stik imod de historiske kendsgerninger - at kommunisterne først bekæmpede nazismen og besættelsesmagten fra den 22. juni 1941, da nazi-Tyskland angreb Sovjetunionen og dansk politi på besættelsesmagten befaling - og med statsminister Staunings og de øvrige samarbejdspartiet fulde støtte indledte klapjagten på de danske kommunister.
For, som han indledningsvis skriver:
'Danmarks kommunistiske Parti var et produkt af bolsjevikkernes statskup i Rusland i 1917.'
Et andet sted skriver han:
'Det er i øvrigt et interessant aspekt, at Aksel Larsen skriver, at hans partifælle (Martin Nielsen) havde været arresteret siden krigsudbruddet. Dermed hentyder han ikke til den lange række af krigeriske begivenheder, der var resultatet af Stalins pagt med Hitler, men alene til Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Alt hvad der gik forud for denne begivenhed var, ifølge parolerne fra Moskva, 'en udemokratisk og imperialistisk røverkrig.'
Undskyld mig hr. Lausten: Det var ikke alene en parole udstukket fra Moskva, men den historisk kendsgerning om den sag. Men kendsgerningerne kan være nogle ubehagelige krabater, det kan jeg godt forstå. Det har altid været kommunistjægernes problem. De - kendsgerningerne - demonstrerer de reelle årsager til krigen, og kaster et skarpt og afslørende lys på de egentlige krigsbrandstiftere.
Det er helt tydeligt ikke forfatterens kop te. Man bliver distraheret og ført på afveje - og det tjener jo ikke hans sag.
Så det er derfor fuldt berettiget, set gennem hans briller - at de politiske partier fra Socialdemokratiet over de borgerlige partier til Nazi-partiet - som alle samarbejdede med den tyske besættelsesmagt fra første time den 9. april 1940 - forbød DKP. På anden måde kan man ikke forstå forfatteren.

En myte
Lad mig citere vedrørende vedtagelsen af Kommunistloven:
'Rigsdagen bragte det formelle grundlag for interneringen af kommunisterne på plads to måneder senere, da loven om forbud mod DKP og kommunistisk virksomhed blev vedtaget. DKP har siden med stor iver forfægtet det synspunkt, at den såkaldte Kommunistlov var grundlovsstridig. Det er imidlertid en myte, idet Rigsdagen når som helst kunne have forbudt DKP under henvisning til, at partiet havde til hensigt med vold at tage magten i Danmark.
Så sent som i 1939, havde Stauning afvist den konservative Carsten Rafts ønske om at forbyde DKP, idet statsministeren ikke ønskede at give denne 'dødssejlerbevægelse' et 'martyrium'.
Staunings indvending mod at skride ind over for DKP var med andre ord politisk funderet, ikke juridisk,' konkluderer forfatteren.
Men 'efter det tyske angreb på Sovjetunionen kom den danske regering imidlertid under tysk pres for at skride ind over for kommunisterne, hvilket er den reelle forklaring bag Kommunist loven'.
En lov - som til hr. Laustsens orientering - for mange kort efter fik en dødsdoms virkning.
Om behandlingen DKPs tre rigsdagsmedlemmer refererer Laustsen henkastet med henvisning til det såkaldte Nimandsudvalg:
'Den 24. juni 1941 orienterede justitsminister Thune Jacobsen Nimandsudvalget om, at tyskerne havde forlangt internering af de tre kommunistiske rigsdagsmænd. Alfred Jensen var imidlertid rendt sin vej, mens Aksel Larsen var på ferie, fortsatte ministeren, der tre dage efter orienterede udvalget om, at Martin Nielsen (min far. A.N.) havde klaget til Folketingets formand. Det gav dog ikke anledning til bekymring i Justitsministeriet, der simpelt hen ville besvare klagen med et spørgsmål om, hvorvidt Martin Nielsen ville foretrække tyskerne. Godt et par uger senere måtte ministeren dog erkende, at truslen ikke havde gjort noget indtryk på den kommunistiske redaktør. Thune Jacobsen berettede således, at Martin Nielsen var 'stejl og hellere ville i tysk end i dansk vold', hvilket da også blev udgangen på sagen.'
'[...] senere blev han overført til Stutthof, hvorfra han i marts 1945 blev befriet af Den Røde Hær, der bragte ham til Moskva.'
Forløbet er ukorrekt: Den 25. januar gik 1198 kz-fanger - der i blandt flertallet af de danske Stutthof fanger - for sidste gang ud af 'Dødens Port'. Dødsmarchen gik ad Polens bundfrosne veje indtil de befriet af Den Røde Hær i landsbyen Schweslin den 10. marts 1945, da var der 346 tilbage. Efter en lang march i krigens bagland og en endeløs togrejse i tilfældige godstoge, nåede nogle af kammeraterne til Moskva. Derfra kom de hjem fra den rejse, som de gode danske mænd i samarbejdsregeringen havde sendt dem ud på med vedtagelsen af kommunistloven og udleveringen til udryddelseslejren Stutthof - men 22 blev der nede.
'Jeg ville også godt have set Martin Nielsens personsag (i Kominterns kartotek), men hans søn Anton Nielsen, opfatter et par af mine tidligere bøger som en personlig fornærmelse, og ville derfor ikke give den nødvendige tilladelse,' skriver Laustsen afslutningsvis.
Den beslutning har jeg ikke fortrudt

Medløbere og modløbere. DKP, besættelsen og illegaliteten. Jørgen Grønvald Laustsen.
Lindhardt og Ringhof. 2007
Anton Nielsen er formand for Horserød-Stutthof Foreningen.