Den 22. oktober udkom bogen ´Taget af tyskerne - Danskere i 2.verdenskrig´. Selvmord, alkoholmisbrug og svære mareridt, det er nogle af de konsekvenser, der ofte følger med den tortur, som bliver belyst i bogen. Arbejderen bringer her et interview med forfatteren

af Lars Hostrup Hansen
Sven Arvid Birkeland fortæller i bogen Taget af tyskerne - Danskere i 2.verdenskrig en del af Danmarkshistorien, som ingen andre har villet røre ved.
Bogen beretter om den grusomme tortur, som danske modstandsfolk blev udsat for under krigen. Bogen fortæller også om de enorme konsekvenser torturen har på pårørende til ofrene flere generationer efter, at torturen har fundet sted.
Sven Arvid Birkeland bidrager med bogen til forståelsen af hvad tortur gør ved mennesker, både på offersiden og bøddelsiden. Derfor er den et vigtigt indspark i debatten om tortur samt et vigtigt redskab i kampen mod tortur.
Jeg møder Sven Arvid Birkeland en kold efterårs formiddag i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i den indre del af København.
Læser man Taget af tyskerne sidder man med et behov for at snakke med andre om bogens alvorlige og dystre tema. De barske historier har da også gjort stærkt indtryk på Sven Arvid Birkeland.
- Jeg har grædt undervejs, fordi nogle af historierne har været meget voldsomme. Nogle oplevelser, som jeg fik beskrevet, var så forfærdelige, at de end ikke er med i bogen. Jeg har haft behov for at snakke med nogle om mine oplevelser.
- Her har jeg heldigvis haft min kone. Vi fik den arbejdsrytme, at hun tog med rundt til interviewene. Det har lettet en del også på interviewsituationen, hvor det mere blev en lyttende samtale end en udspørgning.

Del oplevelserne
Et tilbagevende problem for mange af modstandsbevægelsens torturofre har været omgivelsernes manglende tro på rigtigheden af de voldsomme oplevelser under besættelsen.
- Det var et af de store problemer for ofrene. De, der fortalte om de barske oplevelser, blev jo ikke troet. Mange har fortalt, at de bagefter klappede i - det er jo noget af det værste at have været igennem tortur og så ikke få anerkendt sine lidelser.
- Det er i øvrigt det samme, vi møder hos mange af de nutidige ofre for tortur, der kommer herinde. Ingen vil rigtig tro, at man kan gå igennem sådanne ting, forklarer Sven Arvid Birkeland.
Han har interviewet en lang række personer fra modstandskampen og deres pårørende, nogle historier skiller sig ud fra mængden, selvom det er svært for Sven Arvid Birkeland at fremhæve en enkelt historie.
- Det er svært at sige præcist, hvad der har gjort størst indtryk. Jeg har jo interviewet 278 mennesker, men det er da klart, at der er nogle historier, der har berørt en dybere end andre. Jeg er nødt til at fremhæve et par forskellige episoder, som har gjort stort men forskelligt indtryk. Historien om modstandsmanden hvis gruppe fik til opgave at likvidere hans far! De trak lod om opgaven, men den berørte modstandsmand bad om at stå udenfor, da det jo var hans far. Det er klart, at sådanne historier gør indtryk.
- Også historien om den i dag gamle dame, der tog afsked med sin mand i Vestre Fængsel. Han vinkede ud af vinduet, og hun så ham aldrig mere. Derudover er der historien om modstandsmanden, som i 62 år har sovet med høretelefoner, fordi han ikke kan være alene med sine tanker om natten.
- De umenneskelige gerninger, som Gestapo og SS udførte i kz-lejrene, det gør også dybt indtryk. De dybe spor som torturen sætter, gør i det hele taget et virkeligt stort indtryk, pointerer Sven Arvid Birkeland med alvor i stemmen.

Forskning mangler
Besættelsen i Danmark er nok den enkeltstående begivenhed i Danmarkshistorien, der er forsket mest i. Det betyder dog langt fra, at der ikke er mere interessant viden at finde frem fra arkiverne. Torturen af modstandsfolkene er et af disse emner, som først nu kommer frem i lyset.
- Jeg var rundt hos historikerne, og de siger alle sammen, at jeg har fundet et hul i besættelsestiden, de aldrig har forsket i, lyder det Sven Arvid Birkeland og han uddyber:
- Man har altid fokuseret på effekten af modstandskampen og heltehistorierne, men der er ikke rigtigt nogen, som har beskrevet, hvad der efterfølgende skete med modstandsfolkene. Der er skrevet mange beretninger fra modstandsfolk. De bærer præg af faktuelle oplysninger, prisen, som var enorm, bliver ikke fortalt, selvom det kan virke mærkeligt.
Sven Arvid Birkeland har flere forklaringer på, hvorfor han kastede sig over at studere de danske torturofres historier.
- Der var flere årsager, men først og fremmest at jeg var ansat hos RCT som læge for torturofre. Efter to år herinde slog det mig, at vi jo også har danske torturofre, og dem er der ingen, der har taget sig af. RCT bakkede op om tanken, og det har jeg så brugt tre år på.
- Det har været utroligt lærerigt, jeg er kommet tæt på mennesker i eksistentielle situationer og mødt tre generationer, der alle beretter om hvilke konsekvenser, torturen har haft efterfølgende.
Sven Arvid Birkeland har altid har interesseret sig for besættelsestiden. Han blev født i 1939 og voksede op på en præstegård i Vesthimmerland, hvor der var både marker og skove. Tyskerne brugte skoven til skarpskydningsøvelser. Han husker, hvordan tyskerne ofte kom og fyldte gårdspladsen med soldater og lastbiler.
- Og da jeg var student boede jeg på Hassager Kollegium, som er en del af Fjerde Maj-kollegiet (kollegier, der blev oprettet som støtte til frihedskæmpere, der ønskede uddannelse) og der mødte jeg mange af frihedskæmperne, fortæller Sven Arvid Birkeland.
- Vores efor (lederen af kollegiet), Carsten Høgh, var leder af Frihedsrådets arrestationsudvalg. De førte kartotek over alle landssvigere, der skulle anholdes og dømmes. Vores viceefor var kontorchef i Frihedsbanken, og der kom alle mulige modstandsmennesker, der skulle have hjælp, enker, børn med mere. Så det kan roligt siges, at jeg var i centrum for eftervirkningerne allerede som student, hvilket gjorde et stort indtryk.

Lyttende interviews
I bogen interviewer Sven Arvid Birkeland også en del torturbødlers pårørende. Det gør han for at vise, at bødlernes familier også lider af traumer og afsavn. Sven Arvid Birkeland vil gerne vise, at tortur ikke kun sætter spor hos ofrene. Det sætter også spor i bødlerne og deres familier og samfundet som helhed, hvis tortur bliver set som noget gavnligt.
- Det var selvfølgelig sværest at få kontakt med landssvigerne og deres pårørende. Det var en lang proces at komme ind på livet af dem, men da de opdagede, at jeg var seriøs og lyttede til dem uden at dømme, så åbnede de op. Begge parter i interviewet var indstillede på ikke at diskutere politik, og hvad deres pårørende lavede under besættelsen. Det ved jeg jo, det har jeg læst i arkiverne. Jeg ville registrere, hvordan de har haft det efterfølgende. Kun en enkelt gang gjorde jeg direkte opmærksom på, at jeg bestemt ikke delte den interviewedes synspunkter, de var for meget, lyder det fra Sven Arvid Birkeland.

Uddannet læge
Sven Arvid Birkeland er uddannet læge og tidligere ansat som overlæge ved Odense Universitetssygehus på nefrologisk afdeling med særligt ansvar for nyretransplantationer.
Efter mere end 30 år i lægefaget sagde han op og blev tilknyttet RCT som seniorprojektforsker. Det er i den sammenhæng, han nu har færdiggjort Taget af tyskerne.
Baggrunden som læge har haft en markant indflydelse på Sven Arvid Birkelands indgangsvinkel til interviewene med de ofte traumatiserede torturofre.
- Det, at jeg er læge, gør, at jeg har snakket med massere af mennesker i krise. Det har hjulpet, at jeg er vant til at lytte og føle mig ind hos mennesker i krise. Det har da betydet meget i forbindelse med interviewene til bogen, siger Sven Arvid Birkeland og tilføjer:
- Som læge er man læge for alle, uanset om man så kan lide de mennesker, man har med at gøre eller ej. Den baggrund har også hjulpet mig. Derudover har jeg mødt mange nutidige torturofre, og deres traumer minder utroligt meget om modstandsfolkenes. Det har givet mig en baggrund for at forstå, hvad modstandsfolkene bærer rundt på.

Kollektivt traume
I forbindelse med tortur er det typisk, at offer og bøddel ofte ikke fortæller andre om de barske oplevelser. Dels fordi de ofte ikke bliver troet, men også fordi det rykker op i noget, der får ubehagelige minder til at vælte frem.
Taget af tyskerne fortæller også om de konsekvenser, det kan have ikke at dele sine oplevelser med andre. Her kan nævnes alkoholmisbrug, selvmord, mareridt og grimme minder ved bestemte lyde. Om den manglende lyst til at dele oplevelserne, siger Sven Arvid Birkeland:
- Det har slået mig kolossal, at der er en kollektiv hukommelse, der fortrænger ting. Først senere bliver der behov for, at snakke om de traumer som opstår, i forbindelse med at folk bliver ældre. Dette kan også ses i Frankrig, hvor der i forbindelse med krigen i Algier, sidder 200.000-300.000 franskmænd og grubler over, hvad de var med til, og hvad de fik ud det. De mistede jo Algier og var bagefter ildeset, pointerer Sven Arvid Birkeland og tilføjer:
- Her 60 år efter har mange danske modstandsfolk og deres pårørende simpelthen haft et behov for at snakke om torturen, ligesom bødlerne i Frankrig 40 år efter har fået brug for at fortælle deres historie. Det er altså noget, der tager tid, at åbne op for den slags voldsomme traumer.

Kampen mod terror
Snakken kommer ind på den nutidige debat om tortur, og hvordan den danske regering bør forholde sig til anvendelsen af oplysninger opnået ved tortur.
- Min holdning er krystalklar, ingen tortur kan tolereres af nogen som helst art, der har jeg ingen vaklen! Det kan anskues ud fra mange synsvinkler. Dels er det noget modbydeligt noget, som ingen mennesker skal byde andre mennesker, fastslår Sven Arvid Birkeland.
- Noget andet er, hvis man forestiller sig, at der kommer noget ud af torturen - og det gør der, det skal ikke benægtes. Forestiller man sig, at der i Danmark er en tikkende bombe i Tivoli og vi får fat i manden, der ved noget om bomben, men ikke vil sige noget om den. Så er der jo mange, der mener, at tortur er o.k.
- Hvad folk ikke tænker over, er hvem, der skal lave torturen. Det skal eksempelvis en betjent, og han skal have en afløser. Hvis de så er tilstrækkeligt 'dygtige', går det jo videre til tanken om, at vi hellere må få et beredskab, som skal stå for tortur. Torturen kommer så ud af kontrol, og der vokser en kultur op omkring det. Det bliver alment accepteret som noget nyttigt.
- Hvor er vi så på vej hen - så er vi på vej mod Gestapostaten, for det var sådan det foregik, og så skal vi spørge os selv, om vi vil have det på den måde.
- Vi bliver hele tiden nødt til at holde vores sti ren, og vi skal ikke medvirke til noget, der ikke er rigtigt. På den måde opnår vi også mere respekt på lang sigt, lyder det bestemt fra Sven Arvid Birkeland, der afslutningsvis siger:
- Det kan godt være, at torturen redder nogle få, men prisen bliver langt større for samfundet i det lange løb, vi mister vores menneskelighed. Det må man så stille op overfor hinanden og mit standpunkt er klart - tortur må ikke anvendes!

Læs anmeldelsen af bogen 'Taget af tyskerne - Danskere i 2. Verdenskrig