Teaterstykket ¤¤Kunsten at græde i kor¤¤ kradser et nyt lag af fernissen på den sønderjyske kaffebords-idyl. Men rigtig skarpt og vedkommende bliver det ikke

af John Bruun
Sønderjylland er noget lort. Et åndeligt uland på niveau med en mullah-præstegård i Afghanistan eller en småborgerlig kristen-fundamentalistisk by i USA`s sydstater.
Dramatikeren Erling Jepsen stammer selv fra Gram, en lille by i dette sydlige hjørne af Danmark, og en stor del af hans forfatterskab har været et opgør med landsdelens moral.
'Her klarer vi det hele selv', 'der er ingen, som skal blande sig' i familierne forstås. Det fører både til både incest og magtmisbrug, ifølge Jepsen.
I skuespillet 'Med venlig deltagelse' vender Erling Jepsens alter ego, forfatteren Allan, Jens Albinus, hjem til sin fødeegn, som han ellers er flygtet fra efter faderens, Ole Ernst, død.
Ligesom søsteren Sanne, Tammi Øst, har han holdt sig fra hjemmet i ni år. Faderen har misbrugt Allan og især Sanne, som er blevet psykisk syg.
Moren, Ghita Nørby, har ladet det ske. Nu vil Allan konfrontere hende med hendes ansvar, og samtidig er han på jagt efter tegn på, at faderen trods alt holdt af ham.
En selvterapeutisk rejse. Lidt for navlebeskuende.
Og her mister dramaet meget af den kraft, som den umiddelbare forhistorie, der blev til filmen 'Kunsten at græde i kor', har.
Forholdet mellem forældrene bliver alt for jovialt, som de sidder småblundende, frosset fast foran fjerneren og sludrer og driller hinanden. Der burde vist være en undertone af magtkamp og diabolsk hævngerrighed fra moderens side, men den stemning bliver ikke rigtig formidlet ud til publikum.
Dramaet formår ikke at svinge mellem tragedie og komedie. Det bliver mest bare sjovt og Allan lidt for naragtig i sin selvoptagede søgen efter kærlighed og anerkendelse.
Muligvis i et forsøg på at være nøgtern og distancere sig fra sit alter ego, gør Jepsen alt for meget ud af at latterliggøre Allans forfængelighed, så man får svært ved at solidarisere sig med hans opgør.
Men selvfølgelig er der også både guldkorn og underholdning at hente. Tre gamle mænd fra miljøet, personificerer som de hellige tre konger den sønderjyske inerti. Forandring og muligheder kommer med død, så 'godt, der er noget, der hedder død', som det bliver sagt med alt for skræmmende oprigtighed i stemmen.

Med venlig deltagelse. Det Kongelige Teater. Scenografi: Rikke Juellund. Instruktion: Emmet Feigenberg. Spiller indtil 24. Januar.