06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udsigt til kulturløs valgkamp

Udsigt til kulturløs valgkamp

Onsdag, 31. oktober, 2007, 00:00:00

DR-nedskæringerne og andre væsentlige spørgsmål i kulturen indgår slet ikke i valgkampen

af Preben Sørensen
Så er den korte valgkamp i fuld gang, og traditionen tro er det de økonomiske emner, der dominerer både i partiernes udtalelser og i mediernes valgkampdækning.
Når man f.eks. husker, hvordan DR`s massefyringer af medarbejdere som følge af merudgifterne ved opførelsen af DR Byen, optog medierne og befolkningen for blot få måneder siden, kan det undre at en så væsentlig kulturpolitisk udvikling, sammen med andre kulturspørgsmål, slet ikke indgår i valgkampen.
Når repræsentanter for DR`s medarbejdere forleden kunne overrække Folketingets Kulturudvalg mere end 25.000 protest-underskrifter mod nedskæringerne, viser det en bred folkelig uvilje imod en sådan udvikling, som også bl.a. lytter-seerorganisationerne har protesteret kraftigt imod.
Der er fra de pågældende DR-medarbejdere foreslået en kommende folkehøring om om, hvilke forventninger befolkningen, politikerne og DR har til begrebet public service.
Både Det ny Public Serviceråd og lytter-seerforeningerne deltager gerne aktivt i en sådan høring. Det gælder DR`s fremtid, men på lidt længere sigt også fremtiden for TV 2, hvis denne kanal fortsat skal levere public service programmer ved en eventuel privatisering.
Der hersker således i brede kredse i befolkningen en stærk uvilje imod de besparelser, som DR har været nødsaget til at sætte i værk, og en manglende forståelse for, hvorfor et sådant byggeprojekt og udgifterne herved, skal påvirke DR`s public service tilbud til lytterne og seerne.
Licensbetalerne har ikke bedt om en ny DR-koncertsal, når det skal gå ud over programkvaliteten, så nu må det være politikernes klare pligt at sørge for en anden finansiering af byggeriet, så DR fortsat kan stå som garant for de bedste danske radio-tv-programmer uden at skulle tage kommercielle hensyn, som det er tilfældet for de øvrige landsdækkende kanaler.
Det må være en ny regerings pligt at sørge herfor, men det sker kun hvis DR-problemerne og andre kulturelle emner får en vigtig plads i valgkampen og kommer med blandt de emner, som de enkelte partier må forpligtige sig på, inden et nyt regeringsgrundlag, inklusive kulturpolitikken, skal søges realiseret i den kommende valgperiode.

Preben Sørensen er formand for de fire danske lytter-seerorganisationers samarbejdsforum, SLS

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur