Efter utallige turnéer og rejser på det latin-amerikanske kontinent har den spanske musiker Manu Chao fået de sociale kampe helt ind under huden

Manu Chao og musikerne i bandet Radio Bemba Soundsystem træder nogle skridt tilbage på scenen.
Lyset dæmpes, og gennem de enorme højtalere lyder subcommandante Marcos stemme.
Marcos er en af lederne i den mexicanske guerillagruppe EZLN, som siden 1994 har kæmpet for de indianske folks rettigheder.
Flere af bandets medlemmer rækker en strakt arm i vejret og med lukkede øjne og bøjet hovede, knytter de næven.
Vi er på Grøn Scene på Roskilde Festival tilbage i 2001. Endnu en gang har Manu Chao brugt sin musik til at gøre flere tusinde mennesker opmærksomme på de svages kamp for basale rettigheder. Endnu en gang er det en konflikt i Latinamerika, der er udgangspunkt for hans kritik.
Den 13. oktober i år gav Manu Chao og Radio Bemba koncert i KB-Hallen i København.
Under Arbejderens interview med verdensstjernen kommer han ind på venstrebølgen i det sydamerikanske land Venezuela.
- Det er meget spændende, det der sker i Latinamerika nu, og jeg har har en god fornemmelse, siger han til Arbejderen backstage.
- Jeg har både været i Venezuela før og efter Chávez, og det er helt sikkert: et eller andet er der sket - og det er sket hurtigt, siger han med et smil.
- Jeg er ikke chávist. Jeg er Manu, og jeg kommer ingen steder fra. Men noget, som virkelig har hidset mig op er informationerne, man får omkring Venezuela. Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark. Min far er journalist, og der følger en vis etik med jobbet, og generelt når medierne i Europa taler om Venezuela, så er det ikke journalistik. Det er propaganda, siger Manu Chao, og forklarer så, hvordan vi i Europa får fortalt, at Hugo Chávez er en udemokratisk diktator, selvom han er demokratisk valgt.

Blandt de fattige
Manu Chao fortæller videre om noget af det, som begejstrede ham mest ved sit sidste besøg i landet.
- De stoler på de unge. Ingen andre steder stoler de så meget på de unge. Der er håb blandt dem i de fattige kvarterer, og de siger til mig, 'Manu, vi vil gøre dét og dét', forklarer den energiske musiker.
Et andet eksempel var da Chao for nyligt spillede i Washington - 'i ulvens gab' - som han med glimt i øjet kalder USA`s hovedstad.
- Backstage drak vi et par øl med en ret ung fyr, som arbejdede på den venezuelanske ambassade. 'Du er da ung for en ambassadeansat', sagde vi. 'Ung? Min chef er 35', svarede han.
Manu Chao smiler med øjnene.
Manu Chao gør opmærksom på, at der er masser ting, der ikke fungerer i Venezuela. Men han er imponeret.
- Det er ét stort laboratorium. De ved ikke, hvor de er på vej hen, men fra den ene dag til den anden opfinder de deres egen fremtid. Der er ikke nogen bog om revolutionen, ingen teori.
-Det er hårdt hverdagsarbejde, slutter Manu Chao, og smiler så eftertænksomt.

Læs også: Med Manu Chao til oprørsfest i en mørk tid