Brad Mehldaus har en fint facetteret opfattelse af jazzen, der svarer til andre samfundsmæssige fænomener i samtiden

af Peter Jørgensen
Dér stod et flygel. Her sad vi. De fleste af os var unge. Baren var lukket og airconditionen var slukket for ikke at skabe unødig larm undervejs. Flygelet var uden forstærkning. Ørene var slået ud - så meget, som vi kunne i det tætpakkede Copenhagen JazzHouse tirsdag aften.
Det er altid en stor udfordring at give en solokoncert som pianisten Brad Mehldau gjorde tirsdag aften. Alt kan høres. Musikken og kunstneren er tæt på fysisk og mentalt. Det blev en fin aften.
Godt gået af Copenhagen JazzHouse, at få et så stort navn til det lille sted, der ligger på den ikke særlig jazzede adresse, Niels Hemmingsens Gade. Dejligt når den store kunst er på de små scener.
Brad Mehldau er en fænomenal tekniker, der kan spille helt frit med begge hænder i komplekse forløb. Han har baggrund i klassisk musik - det hører man i måden, han spiller på og indimellem dukker der nogle Bach-agtige passager op.
Men Brad Mehldau er en moderne improviserende musiker. Mens de gode gamle jazz-musikere normalt havde én stemning og én gennemgående nerve i et nummer, så blander Brad Mehldau flere stemninger. De filtrer sig ind i hinanden, går i knude og udskiller sig eller skifter abrupt. Han har ikke en vinkel på temaet men flere.
Det er en mere facetteret opfattelse af jazzen, der svarer til andre samfundsmæssige fænomener i samtiden. Men her er måske netop Brad Mehldaus største problem. Vi mærker ikke denne ydre verden i musikken. Der er næsten for meget musik. Når det er sagt, er det som om, der er kommet mere drama i hans spil. Flere kanter.
I flere passager var det suverænt smukt. Det er virtuost, søgende, innovativt!.
Brad Mehldau har et bredt repertoire. Han spiller egne numre, Sonny Rollins, Radioheads, Beatles, Monk m.fl.
Som første ekstranummer i den næsten to og en halv time koncert - i ét stræk - fik vi Nick Drakes enkle og stærke komposition 'River Man'. Det er et nummer, der har en særlig placering i Brad Mehldaus repertoire. Det forstår man godt. Et markant træk i hans version er den måde, han holder igen i tempoet med et forsinket slag. Der er noget tilbagelænet over hans spil, der kan minde om den måde, Billy Holiday sang på.
Efter København tog Brad Mehldou videre på sin skandinavienstur til Göteborg, Stockholm og Oslo.
Fin aften. I den kommende tid i JazzHouse kan der peges på Michael Schiefel & Carsten Dahl d. 16. november, Chris Potter`s Underground d. 21. november.

Brad Mehldau. Tirsdag. JazzHouse. www.jazzhouse.dk