Når man cykler et halvt hundrede kilometer dagligt, får man mærket noget vejr og vind, og selv i landets største by undgår man ikke at være tæt på årstidernes skiften

af Kjeld Stenum
Nu er det så efterår. Herovre klamrer løvet sig en kende længere til træerne, end det gør i det forblæste nordvestjyske, hvor jeg har min rod. Men selv når man tager højde for det, er det svært at gøre sig fri af fornemmelsen af, at det bliver længere og længere år for år.
Vi skriver november. Og selv om bøgene bliver gyldne, og poplerne gule, så har de dog ikke smidt nær alle blade endnu. De er, som jeg husker de var allerede i september for en tyve-tredive år siden. Nå, men det var ikke klimaforandringerne, jeg ville ind på. Derimod efterårsmelankoli.
For jeg hører til de mennesker, der synes, det er ustyrligt morsomt og poetisk, hvilke melankolske tanker et faldende blad kan sætte i gang i en Søren Bruns hoved i en gammel tegneserie, som stadigvæk godt kan tåle at blive læst. Og det synes jeg selvfølgelig, fordi jeg har det præcist ligesådan.
Man kan blive utrolig melankolsk af dette uafvendeligt fremadskridende mørke, disse bjerge af vissent løv allevegne, og blæst, der får alt dette løv til at hvirvle rundt, eller regn, der gør mørket dobbelt påtrængende. Er det så en dag blå himmel, stille vejr og solskin, så falder der trods dette stadig lige så stille blade af træerne, for inde i træerne skrider efterårs-processerne frem helt af sig selv, og uafvendeligheden i det hele bliver dobbelt påtrængende, netop fordi det fortsætter uden ydre påvirkning.
Så det er på den her årstid, jeg tænker mest over, hvor meget kroppen skal tvinges efterhånden for at udføre sine daglige funktioner og pligter, hvor gammel man er blevet, hvor meget man har mistet, hvor meget man har fejlet, hvor meget man skal kæmpe for at holde fast i det man har fået og i det rigtige, man også har gjort, hvor meget det rigtige og forkerte, det dårlige og gode fylder i mit eget hoved, og hvor uendelig lidt eens lille livs rigtige og forkerte ting fylder i den store sammenhæng.
Og jeg tænker over, hvor hurtigt det hele er gået, hvor hurtigt livets midlertidige valg blev til livsskæbne, hvor kort det er, siden man var et ungt menneske med alle muligheder og alle umulige valg foran sig, som man lidt oplever det igen gennem sin datter.
Jo, der er store forskelle på dengang og nu. Min ungdom lå i de såkaldt glade tressere og i de lidt strammere tidlige halvfjersere. Vi var den første generation, som samfundet spenderede uddannelse på i massemålestok, ikke af godgørenhed, naturligvis, men fordi kapitalisterne var begyndt at efterspørge uddannet arbejdskraft.
Og vi var den første generation, hvor man satsede på at uddanne både mænd og kvinder, ikke af hensyn til kvindefrigørelsen, men fordi man havde brug for, at også mor kom ud på arbejdsmarkedet og stillede sig mere direkte til rådighed for almindelig udbytning.
Men sådan oplevede vi det jo ikke. Vi følte og troede dengang, at det liv, der lå foran os, var et rum, hvor vi havde mulighed for at realisere os selv. Og det var den følelse og tro, der bar det såkaldte ungdomsoprør. Det, der lå i vejen for, at vi kunne realisere os selv, nemlig alle de forstokkede autoriteter, skulle og kunne sprænges bort.
Vi følte, at vi havde eller i hvert fald kunne tilkæmpe os magt over vore egne liv. Det er ikke min fornemmelse, at særlig mange unge mennesker tænker sådan i dag. Og det skyldes såmænd ikke, at der er mindre efterspørgsel efter dem på arbejdsmarkedet, end der var efter os i min ungdom. Nej, tværtimod, der er i den grad knaphed på unge, at man seriøst snakker om at importere nogle fra de lande, der producerer flere af dem, helst efter at disse som regel fattige lande selv har bekostet den dyre uddannelse på dem.
Men som jeg møder det, først og fremmest gennem min datter naturligvis, så føler unge sig i dag mere stillet overfor en mur af krav, som det er med at leve op til, hvis man vil hænge på og ikke blive en taber. De skal ikke realisere sig selv, de skal leve op til krav. Vi levede i en fattigere verden, dengang jeg var ung, men vi var rigere.
Men det er ikke bare forskelle. Følelsen af at være noget unikt er noget, alle unge, der har været lykkelige nok til at være elsket af vores forældre, har startet livet i samfundet med. Vi er noget særligt, og dog er vi tilstrækkeligt lig alle andre til, at vi ud fra os selv ved, hvad der er godt for dem og for hele samfundet. Sådan tror vi som unge.
Vi tror, vi kan og skal ud og frelse verden. Det, som kan være svært, når man er blevet ældre og har mødt efterhånden en del af vore samfunds livsskæbner på godt og ondt, det er at bevare troen på, at man evner dette.
Med alderen lærer man, at vi mennesker ofte er mindre, end vi troede, og afstandene mellem os derfor større. Vi ved ikke altid det bedste for andre. Denne følelse af utilstrækkelighed bliver bestemt ikke mindre af, at folk fra meget forskellige kulturer i vore dage er nødt til at finde ud af at leve sammen.
Det kan man så bruge på to måder. Man kan give op. Vi kan ikke tale sammen, kan man beslutte sig for. Det kan godt være, man i begyndelsen også ydmygt siger til sig selv: Jeg er for gammel, for lille, for intolerant, for dum og for selvtilstrækkelig til at forstå de andre. De unge må klare det for mig.
Men på et tidspunkt bliver man nødt til at gå videre: Har man opgivet at tale sammen, må man før eller siden også vende sig imod, at man lever sammen. Det gælder i et ægteskab såvel som i et samliv med fremmede kulturer. Men i stedet for at give op kan man også bestemme sig til at have kendt den anden part for dårligt. Hvordan skal noget fælles kunne lykkes, hvis man ikke har kendt hinanden?
Jeg håber, at ligegyldigt hvor gammel, bitter og plaget jeg måtte blive, så magter jeg i det mindste at bevare troen på, at det nytter. At selv om jeg måske må erkende, at det ikke er så let at vide, hvad der er bedst for andre, som jeg engang troede, så tjener det et formål at tale sammen. Og det vil jeg gerne kunne give videre til min datter: troen på, at det tjener et formål at tale sammen.