Stik mod de borgerlige historikeres påstande, var det socialistiske kulturliv efter Oktoberrevolutionen i Rusland rigt, tilgænge-ligt, økonomisk overkom-meligt og flittigt benyttet af befolkningen. Man læste, gik til koncerter, citerede digte og diskuterede på livet løs

af Klaus Haase
Med oktoberrevolutionen fik imperialismen og kapitalismen verden over et stød i sin grundvold, som den aldrig er kommet over.
Den gjorde op med en hidtil eneherskende økonomisk verdensorden. Hermed også med en enerådende kulturel bevidsthed om, at kultur er en vare, der skal sælges på et marked i stedet for at være fælles ejendom.
Samtidig var kulturel nydelse noget, der var forbeholdt mennesker, som havde råd il at gå til koncerter, købe bøger, gå på kunstudstillinger, eller i teater. Eller til ballet, koncert eller opera. At få en uddannelse.
Den brede befolkning havde hårdt legemligt arbejde. Verden over. De havde desuden ingen økonomiske midler til kulturoplevelser. Samtidig var mange analfabeter.
Oktoberrevolutionen var også en kulturrevolution.

Den sociale revolution!
Opgøret med kapitalismen skete ved et sammenfald af mange faktorer. En krig med Tyskland, godkendt af det borgerlige parlament dumaens regering. Soldater agerede kanonføde for imperialismen. Bønder og arbejdere havde ikke fået indfriet de reformer og rettigheder, som var blevet lovet dem efter zarens fald.
Der var opstået en dobbeltmagtsituation: parlamentet på den ene side og sovjetterne (arbejderrådene) på den anden side. Men uden et stærkt organiseret kommunistparti med stærk indflydelse i sovjetterne var revolutionen aldrig gennemført - først i Petrograd - siden i resten af Rusland.

Kulturrevolutionen
Det økonomiske og sociale opgør måtte nødvendigvis også afføde et kulturelt opgør. En ny verden havde åbnet sig ved opgøret med den private ejendomsret og markedsøkonomien. Men menneskers bevidsthed halter som bekendt bagefter samfundsomvæltninger.
Dét mente politisk og kulturelt aktive kommunister og andre venstreintellektuelle, at der måtte gøres noget ved.
Opgøret startede løst struktureret og græsrodsagtigt i Sovjetunionen. Men det voksede.

Proletkult
Proletkult. Ordet er en sammentrækning af 'Proletarisk kulturel uddannelsesorganisation'. Organisationen blev grundlagt få dage før oktoberrevolutionen og virkede til 1920. Dens formål var at skabe arbejderteater og sprede kulturel oplysning blandt arbejderne. Proletkult holdt sin første organisatoriske konference i 1918. Det var både Lenins og organisationens grundholdning, at Proletkult skulle fungere uafhængigt af kommunistpartiet.
En række personligheder var engageret i kulturorganisationen. Dens mest fremtrædende teoretiker og inspirator var Aleksander Bogdanov (1873-1928). Bogdanov mente, at Proletkults formål var at opløse sig selv automatisk, når man gik over til det klasseløse samfund.
Han mente desuden, at proletariatet kunne nå til socialismen ad tre veje: En politisk. En økonomisk. Og endelig en kulturel. Det handlede om at overtage den tidligere herskende klasses (borgerskabets) kulturapparat, rense det for 'reaktionært gift' og hermed bane vejen for en fremtidig kulturel udvikling.
Desuden var kulturbevægelsen inspireret af futurismen - en retning, der stammede fra Italien. Den havde til formål at fremhæve dynamikken og maskinerne. Det faldt naturligvis i hak med, at Sovjetunionen havde brug for at udvikle sværindustrien i et hurtigt tempo.
I den forbindelse opstod også de til tider bombastiske billeder af og digte om flittige arbejdere og deres maskiner.

En kulturel massebevægelse
En halv million mennesker spredt over tre hundrede lokalgrupper over hele landet virkede i Proletkult under de mest vanskelige vilkår med borgerkrig og intervention.
Mange med middelklasse og overklassebaggrund medvirkede. Fra 1917 og langt ind i 1920`erne var der frit slag for alskens kunstneriske, litterære, filmiske og musikalske stilarter. Det var eksperimenternes tid.
Dette modsiger også den gamle fordom om, at kultur nødvendigvis 'kun' er noget for en udsøgt overklasse der har råd til kulturen.
Det store kulturengagement skete under ganske beskedne økonomiske og sociale vilkår.
Gennem 1920`erne fortsatte Proletkult med at operere i mere beskedent omfang i Moskva, Leningrad og få provinsbyer. Efterhånden blev den overskygget af professionelle organisationer, som for eksempel Proletariske Skribenters Forening.
I stedet for brugte Proletkult nu mange ressourcer på at arbejde i fagforeningsklubber. Senere kom kulturen i stadig højere grad under kommunistpartiets kontrol. 'Socialistisk realisme' blev den officielle ramme for kulturelle budskaber. Denne retning gik ud på at beskrive hverdagens virkelighed. En metode, som den revolutionære arbejderklasse benyttede. Den vægtede i højere grad det sociale samspil mellem mennesker, end individets isolerede problemer.

Hvad kan vi bruge det til?
Hvad kommer Proletkult dog os vesteuropæere og danskere ved i dag?
Borgerlige historikere vil gerne gøre bevægelser som Proletkult, socialistisk realisme og andre kulturelle strømninger fra det tidligere Sovjet, DDR og andre tidligere socialistiske nationer til en 'fremmed fugl' skabt af 'regimer' og 'mod folkets vilje'.
Sagen var bare den, at kulturlivet i for eksempel Sovjet var rigt, tilgængeligt, økonomisk overkommeligt og benyttet flittigt af den brede befolkning.
Man læste, gik til koncerter, citerede digte og diskuterede løs. Det er dog en kendsgerning, at kommunistpartiets dominans over og centralisering af kulturlivet efter oktoberrevolutionen i perioder tog til, og kunne være et problem for ytringsfriheden.

Danmark
Strømninger fra Proletkult og social realisme nåede også til Danmark.
I 1920`erne var der faktisk en alliance mellem progressive borgerlige (radikale) og socialdemokrater - senere kommunister, der lavede klubber for arbejderoplysning.
Direkte inspireret af Proletkult opstod der i Vesteuropa arbejderteatre og oplysningsbevægelser udi kultur.
Den tyske digter Bertolt Brecht, der en tid under Anden Verdenskrig levede som flygtning i Danmark, medbragte budskabet fra Proletkult. Mange danske kunstnere blev også inspireret af den under besøg i Sovjetunionen.
Herhjemme kan fra 1920`erne og 1930`erne nævnes en række borgerlige progressive og kommunister - i mindre omfang socialdemokrater - der via revyer, kabaret`er, sange, malerkunst og tidsskrifter og oplysningskampagner blev inspireret af den pionerånd og begejstring, som var båret frem fra den sovjetiske kulturbevægelse.
Indenfor litteraturen opstod kollektivromanen, hvori der lægges mere vægt på sociale processer end på det enkelte individ. I dag kendt som socialrealisme.
Socialrealismen havde i 1970`erne en stor opblomstring indenfor film, musik, teater og billedkunst. Efter den et par årtier har været lagt på is af nyliberale strømninger og reklamefikseret massekultur, synes den at vende tilbage igen her i det nye årtusinde.