Solen er ved at gå ned, da vi aser os snublende videre ad glatte mudrede stier og balancerer på væltede træstammer over stride vandløb kun oplyst af vore lommelygters smalle lysstriber

af Garry Leech
Efter to dages rejse i uvejsomt terræn når Terry Gibbs og jeg det aftalte mødested, en simpel bondehytte dybt inde i Colombias jungle, hvor vi møder to kvindelige guider fra FARC, Colombias væbnede revolutionære styrker.
Mens vi drikker kaffe og sludrer med bondefamilien, går den ene af guiderne ned til floden og taler gennem en walkie-talkie med poster længere oppe ad floden. Da kysten er klar og ingen regeringspatruljer i sigte, sætter vi os i en kano og fortsætter rejsen mod FARC-lejren.
Efter godt en times sejlads dybere ind i den grønne, frodige regnskov lægger vi til og klatrer ad en smal sti op til en lille lysning, hvor vi venter, mens vores guider skjuler kanoen og påhængsmotoren. De kommer tilbage med hver to to-meter lange og 30 cm brede træplanker (vores fremtidige senge erfarer vi senere) og insisterer på at bære vores rygsække.
Solen er ved at gå ned, da vi aser os snublende videre ad glatte mudrede stier og balancerer på væltede træstammer over stride vandløb kun oplyst af vore lommelygters smalle lysstriber.
Omsider hører jeg vores guide i mørket foran os veksle et par ord med en mørk skygge, der glider frem bag et træ. Han er i uniform og bevæbnet med en AK-47. Jeg øjner et svagt lysskær forude mellem træerne, og lidt længere fremme ser jeg en gråskægget, uniformeret mand sidde ved at bord over en bærbar pc.
Det er Raul Reyes, medlem af FARC`s syv-mand store centralkommando og ifølge flere analytikere næstkommanderende i FARC.

Plankesenge uden madras
Reyes hilser os venligt og byder på middag med de andre FARC-medlemmer. Derefter vises vi hen til vores bivuak, der består af to plankesenge uden madrasser med moskitonet under en camouflage-presenning af grønt plastik til værn mod de hyppige tropiske regnskyl.
De følgende tre døgn lever vi under samme forhold som FARC-guerillaerne: Fællesbadning i et nærliggende vandløb, toiletbesøg i regnskovslatriner og deres enkle, men nærende måltider.
Terry og jeg har forskellige opgaver. Terry skal interviewe kvindelige guerillaer som led i sine undersøgelser af den colombianske kvindes deltagelse i den sociale kamp. Min primære opgave er at interviewe Reyes.
Vi kan bevæge os frit i hele lejren og tale med alle guerillaerne, hvoraf en tredjedel er kvinder. Vi må også fotografere men kun Reyes` ansigt, ikke guerillaernes.
FARC-soldaternes levevilkår er næsten umenneskeligt barske. De får tildelt en bivuak, to uniformer, et par gummistøvler, en AK-47 riffel med ekstra patroner, en machete og tre daglige måltider.
Trods den uvejsomme beliggenhed er lejrens infrastruktur imponerende: Bivuakkerne er forbundet i et netværk af træbelagte gangbroer hævet et godt stykke over den våde mudrede jordbund. De har fældet så få træer som muligt for at bevare det tætte løvhang og dermed mindske risikoen for at blive opdaget fra luften.

Fælleshus med tv og tavle
I midten af lejren ligger fælleshuset: Fire store trævægge overdækket med sort plastik. Indenfor står flere rækker bænke lavet af samme slags planker, som dem vores guider bar til lejren
I den ene ende står en tavle og et fjernsyn, og hver aften ser guerillaerne nyheder på Colombias to største kanaler Caracol og RCN for at følge den aktuelle situation og den generelt negative omtale af FARC.
Gangbroerne løber fra lejrens centrum ud i mange retninger og bliver til trappetrin ned af bjergsiden. En bro forsvinder ind i regnskoven og endte i kvindernes, en anden i mændenes latriner, der består af to gravede render - en til stort og en til småt. Efter endt besøg kaster man en skovfuld af den røde, lerede jord ned i renden.

Lejrkøkkenet
En tredje gangbro fører til lejrens køkken - en stor åben halvt overdækket trævæg med to åbne ildsteder og en masse potter og pander. Her tilbereder kokkene de tre daglige måltider af colombianske råvarer som oksekød, kylling, ris, kartofler, yucca og store mængde suppe.
En aften sludrer jeg med de to kokke, en mand og en kvinde, der har køkkentjeneste.
- I spiser øjensynlig godt her, sagde jeg halvt spørgende, halvt konstaterende.
- Du er kommet på et heldigt tidspunkt, forklarer guerilla-pigen.
- I øjeblikket har vi rigtig meget mad. Men somme tider er her smalhans. Forsyningerne afhænger af vejret og sikkerhedssituationen.
- Laver I mad hver dag?
- Nej, vi står alle sammen for tur. Vi to laver aftensmad i dag, morgenmad og frokost i morgen. Derefter tager to andre over efter samme skema, sagde Osvaldo.
- Vil det sige, at alle har køkkentjeneste - både kvinder og mænd?
- Selvfølgelig, svarer pigen.
- Alle skal gøre alt her i lejren uanset køn. Du laver mad, vasker dit tøj, står på vagt og tager ud på patrulje. Det er ens for alle.

Ligestilling
Jeg havde hørt, at kønnenes ligestilling er en del af FARC`s filosofi, men var ikke sikker på i hvilken grad den bliver praktiseret, og om det gælder alle FARC-enheder i landet.
Der er ingen tvivl om, at guerillaerne i denne lejr har en høj grad af lighed mellem kønnene både i ord og gerning. I øvrigt forbavser det mig, at den manifesterer sig tydeligere hos mændene end kvinderne.
Den viser sig i omgang med deres kvindelige kammerater ved deres totale mangel på macho-optræden og i deres indiskutable accept af kvindernes ligeberettigelse. Alligevel bevarer de kvindelige guerillaer midt i den barske og udfordrende tilværelse deres feminine sider.
Vi ser dem ofte i fritiden ordne hår og lægge make-up på hinanden. Ligeberettigelse hos FARC betyder ikke at kvinderne skal blive mænd, men mennesker.
Hver dag før aftensmaden bader vi med guerillaerne. Vi går ad gangbroer gennem junglen ned ad bjergsiden til et lille vandløb. Her har de bygget et bassin ved at nedsænke to dæmninger flettet af grene, så vandet frit kan strømme over dæmningernes overkanter.
I bunden er nedsænket træplader, så man får et solidt og mudder-frit fodfæste. Under badningen bliver der vasket tøj på et special konstrueret vaskebræt.

Dagen begynder 4.50
Guerillaerne har hver to feltuniformer. Den ene bliver vasket hver dag og hængt til tørre i de næste 24 timer. - Jeg forsøger også at vaske et par mudrede bukser, mens en af guerilla-pigerne drilsk betragter mine kluntede bevægelser.
Heldigvis forbarmer en af mændene sig over mig og indvier mig i deres særlige vasketeknik, som er forbavsende effektiv.
Dagen i FARC-lejren begynder kl. 4.50. Nogle guerilla-soldater drager på patrulje, andre afløser vagterne i lejrens udkanter. De øvrige får undervisning i at læse, skrive og regne, idet de fleste guerillaer er analfabetiske bønder, der undervises af skolekyndige kammerater.
Andre dage er der militær træning. Efter aftensmaden ser de nyheder, har gruppe-diskussioner om politik og kultur, ser film og tørner ind kl. 21.
FARC-enheder må af sikkerheds grunde ofte flytte lejrplads. Det betyder, at alt undtagen basisstrukturen (bivuakker og gangbroer) pakkes ned og transporteres til et nyt sted, hvor de opfører en ny basisstruktur ved hjælp af knofedt og macheter, som bønderne er mestre i at bruge. Men på det medicinske område står en del tilbage at ønske.
Jeg spørger en FARC-pige hvad de gør, hvis en soldat bliver syg eller såret. Hun svarer, at alle enheder som regel har guerillaere, der har en basal medicinsk viden.
Men hvad så, hvis sygdommen eller skaden er alvorlig og kræver professionel lægehjælp og måske operation?
- Så bliver vedkommende transporteret til et FARC-lazaret. Men af sikkerheds grunde er det den absolut sidste udvej, lyder det lakoniske svar.
Og hvor ligger disse lazaretter, i landsbyer eller i lejre som denne?
- I lejre som denne, er svaret.

Skønheds-konkurrence
Mange guerillaer omtaler de kulturelle søndagsmøder som et absolut højdepunkt i det strenge lejrliv. Her optræder de med sang, musik, dans og oplæsning af digte og historier oftest af revolutionær observans.
Sidste aften vi er i lejren, inviterer guerillaerne os til et festligt show. De synger skæmteviser og opfører satiriske sketch med politisk og socialt indhold. Det morsomste er en parodi på de i Colombia så populære skønhedskonkurrencer. En mandlig og en kvindelig speaker annoncerer gennem imiterede mikrofoner deltagerne i kappestriden om at blive kåret til årets 'Senorita Colombia'.
Først præsenterer de den afgående skønhedsdronning, en laber FARC-larve i bh og miniskørt med en papkrone på højt opsat hår. Så træder fire nye kombattanter frem bag bagtæppet og spankulerer rundt på scenen i stramtsiddende out-fit til tilskuernes larmende begejstring.
Det urkomiske ved denne seance er, at alle fire er mænd i dametøj og med læbestift og make-up. På spørgsmålet om, hvad han ønsker sig, hvis han vinder, svarer 'senorita' Cauca, en lille firskåren mestiz: - Virkeliggørelsen af den 'Nye Colombia'-plan ifølge hvilken alle colombianere er lige. Han refererer her til FARC`s vision af et socialistisk Colombia og demonstrerer FARC`s integrering af kultur og politik.
Men showets klimaks er da 'senorita' Choc, en høj, ranglet afro-soldat med snoet moustache, rød bh, miniskørt af en blå plasticpose og paryk affekteret tripper rundt på scenen. Han udløser en sand latter orkan.
Terry og jeg skal udpege vinderen, og vi vælger uden tøven 'senorita' Choc. Derefter byder de fire 'senoritas' mig og tre andre fyre op til en fejende svingom. Hele sketchen er en befriende morsom parodi på de sexistiske skønhedskonkurrencer og markeds- gørelsen af kvindekroppen.

Guerilla og gift
Der er kun få ældre guerillaer, der har været i lejren over 20 år. Blandt dem er Raœl Reyes, som har været FARC-medlem i 26 år, og en ældre kvinde, som har levet i junglen i 32 år. Men langt de fleste er i 20`erne.
Nogle er ægtepar, som har indrettet dobbelte planke-senge i deres bivuak. Alle guerilla-soldater, som vil indgå partnerskab skal have deres overordnedes tilladelse - i lighed med udstationerede USA-soldater, som også skal have deres militærleders tilladelse til giftermål. Guerillaerne skal desuden søge tilladelse til at ophæve et forhold, men det foregår i reglen uden problemer.
Da de roterer ind og ud af felt-enhederne, kan det være svært at opretholde en længerevarende forbindelse. Jeg diskuterer problemet med ægteparret Carmen og Osvaldo.
- Det kan være vanskeligt, fordi vi aldrig ved, hvornår en af os bliver forflyttet, medgiver Carmen, en smuk afro-colombiansk FARC-pige.
- Men ledelsen prøver så vidt muligt at holde parrene sammen, tilføjer Osvaldo.
- Er det muligt at holde forbindelsen ved lige, hvis man blive skilt ad?
- Nej, faktisk ikke, og det er en svær situation. Men sådan er vores vilkår altså, og revolutionen og Colombias fremtid har første prioritet for enhver guerilla-soldat, siger Osvaldo.
Jeg får et officielt interview med Raœl Reyes, men Terry og jeg har også mange uofficielle samtaler med ham, hvor vi diskuterer mange forskellige emner - både verdenspolitiske og interne colombianske.
Det foregår under middagen og i Reyes bivuak i udkanten af lejren. Den eneste forskel mellem Reyes` og de andre guerillaers bivuak er, at hans er udstyret med et træbord, to træbænke og en bærbar pc.

Fangeudveksling
En af vores diskussioner drejer sig om en mulig fangeudveksling mellem FARC og USA-regeringen. Mere konkret om udvekslingen af de to FARC-soldater Simn Trinidad og Sonja, der sidder fængslet i USA, mod de tre amerikanske lejesoldater, som FARC holder fanget.
- Vi kan ikke gå med til en udveksling af denne art, fordi vores konflikt er intern. Vi er i en colombiansk konflikt, så enhver udveksling må nødvendigvis foregå mellem os og Colombias regering. Vi er ikke i krig med USA og ønsker ikke at internationalisere krigen. Desuden må enhver humanitær udveksling indebære løsladelsen af alle guerillaer i Colombias fængsler.
Vi taler også om Colombias nye centrum-venstre parti Demokratisk Pol, og spørger Reyes, om der er mulighed for at FARC kan forhandle fred med Demokratisk Pol, hvis partiet vinder valget i 2010.
- Det vil afhænge af deres politik, kom det kort og præcist.
Bagefter spekulerer jeg over de mange anklager, om at FARC er en kriminel organisation, der har svigtet sin oprindelige ideologi til fordel for kriminalitet og profitjagt i handlen med narko. Colombias præsident Alvaro Uribe hævder gentagne gange, at der ikke er tale om en væbnet konflikt i Colombia, men at regeringen simpelthen bekæmper kriminelle terrorister. Disse udtalelser er et klart forsøg på at fratage FARC legitimitet som politisk realitet.
FARC`s indblanding i coca-handlen og organisationens krænkelser af menneskerettighederne, herunder kidnapning af civile og brugen af dårlige hjemmelavede landminer og morterer, har gjort det let for kritikere at stemple FARC-oprørene som kriminelle terrorister.

Kriminel eller oprører
Men sagen er ikke så sort/hvid, erfarer vi. En så primitiv karakteristik må afvises på baggrund af guerillaernes barske livsbetingelser og bitre afsavn. I modsætning til Colombias paramilitære styrker og regeringssoldater modtager FARC-soldater ingen løn. Det eneste de får, er tre daglige måltider, en AK-47 riffel med ekstra patroner, to feltuniformer, et par gummistøvler, en machete og en planke-seng.
Hvis en guerilla-leder som Reyes var blot en smule højere på strå end lederne af en kriminel organisation, vil han blive anset for en eklatant fiasko i 'forretningslivet'. Colombias mafiabosser vælter sig i luksus som det tidligere overhoved for Medellin Kokainkartellet, Pablo Escobar, der lever overdådigt på sit kæmpe gods i lighed med utallige andre colombianske narko-baroner i de sidste 30 år.
Også de paramilitære generaler lever fedt på deres udstrakte kvæg-hacientaer i det nordlige Colombia. De er nu 'demobiliseret' og kan vegetere stille og fredeligt resten af deres dage på de stjålne formuer, de har puget sammen gennem deres kriminelle aktiviteter.
FARC-ledere som Reyes lever derimod uden nogen personlig materiel vinding på trods af FARC`s relative finansielle velstand.
Det kræver en næsten umenneskelig fysisk og psykisk styrke i årevis at leve så primitivt og farefuldt: En hård træseng, iskolde bade i floder, kamp mod tropesygdomme og giftigt kryb dybt inde i junglen, adskillelse fra familie og venner og i konstant bevægelse fra en lejr til den næste for at undgå CIA-overvågning og Colombias regeringssoldater.
Reyes har levet i junglen under disse vilkår i 26 år, og den eneste komfort han tillader sig, er en bærbar PC, et bord og to træbænke. Den beskrivelse passer dårligt på en kriminel mafioso, hvis eneste mål er at samle jordisk gods.

Afsked
Den fjerde dags morgen tager vi afsked med guerillaerne og rejser hjem samme vej, vi kom. På kanoturen funderer jeg over Colombias fremtid. Efter næsten syv års 'Plan Colombia', fem år med præsident Uribes sikkerhedspoliti og over fem milliader dollars i militærstøtte, viser FARC stadig ingen tegn på militær svækkelse. Med en FARC-guerilla, der er for stærk at besejre på slagmarken, men ikke stærk nok til at vinde magten militært, synes en forhandlingsløsning at være den eneste aktuelt mulige vej til fred.
Men FARC er ikke indstillet på blot at ombytte en demobilisering for nedsat fængselsstraf, sådan som de paramilitære enheder har gjort. FARC vil heller ikke nedlægge våbnene mod en amnesti-'freds'-slutning, der lader landets nyliberale struktur intakt i lighed med M-19 i Colombia, FMLN i El Salvador og URNG i Guatemala.
FARC`s krav til en fredsslutning er en total ændring af Colombias politiske, sociale og økonomiske system til sikring af en retfærdig fordeling af landets jord og goder.

Oversat af Nanna Brammer