Hvor jeg dog savner den danske roman, som kan fortælle os om samfunds-grupper og det arbejd-ende folk. Uden at den på nogen måde behøver at være kedelig eller skrevet gammeldags

af Steen Flemming Jørgensen
Så var der igen bogmesse i Forum på Frederiksberg i København.
Den store litteraturpris fra Danske Bank vandt Carsten Jensen for sin roman 'Vi, de druknede'. Ganske vist har Carsten Jensen fået lidt tæsk af det litterære parnas, men det skal han se stort på. Dette er en god rigtig god episk beretning om en samfundsgruppe i 1800-tallet fra Marstal.
Så prisen gik til den rigtige. Men.
Kunne arrangørerne ikke gøre messen lidt mindre kommerciel og lidt mere spændende næste år for alle de kommende unge læsere. Indgangsbilletten kostede i år trods alt 90 kroner pr. dag. Det er mange penge.

Egoistiske bøger
Og hvad var det så, der kunne sælge og hvad er det som bogkøberne står i kø for? Det er desværre hele den egoistiske kultur, som jo præger vores samfund mere og mere.
Denne såkaldte kultur ligger i forlængelse af hele den kolde 'tænk-kun-på-dig-selv' samfundsmodel. Det handler om bøger, som fortæller os, hvordan vi finder den såkaldte indre varme, og hvor vi skal trykkes på kroppen for at få velvære. Bøger, som handler om alt det sunde, vi putter i munden, og hvordan vi kommer af med det igen, når vi ikke lever op til slankeidealet.
Se også alle de såkaldte selvbiografiske bøger om politikere, håndboldspillere, fodboldspillere og EPO-cykel ryttere. Bøger, hvor alle cykelryttere åbenbart skal fortælle, at de ligesom kollegaerne snød og bedrog os alle. Hold mund, hvor er det kedeligt og intetsigende.
Alle disse biografier fortæller ikke meget om vores tid, men kun om dén og dén person og vedkommendes subjektive oplevelser uden sammenhæng med det omgivende samfund.
Næsten dem alle er ikke engang skrevet af den, det hele handler om, men af professionelle ghostwriters. Hvor er sjælen i den slags litteratur?

Samtidsromaner
Hvor jeg dog savner den danske roman, som kan fortælle os om samfundsgrupper og det arbejdende folk. Uden at den på nogen måde behøver at være kedelig eller skrevet gammeldags.
Jeg savner en Martin Andersen Nexø, en Hans Scherfig, en Carl Madsen, Hans Kirk eller en Lean Nielsen. Ikke fordi jeg savner nostalgien, men fordi jeg savner en forfatter, der i en nutidig episk facon skriver en socialrealistisk roman. Hvad med bogen om pigen fra Jagtvej 69 som skønlitteratur? Hvad med en hovedperson, der er på kontanthjælp og alligevel kan elske, se på kunst, holde af god mad og være en spændende personlighed.