Det er ikke alle slags konflikter på en arbejdsplads, der kan gøres op som et spørgsmål om penge. Men meget kan. Og med det, der ikke kan, står det som regel også bedst til på de pladser, hvor pengene er størst

af Kjeld Stenum
For en arbejdsmand er gode penge et spørgsmål om godt sammenhold, og det er andre arbejdskvaliteter også. I de seneste år har jeg ikke gået så meget på det, man kalder produktivitetsfremmende lønsystemer (bonus eller akkord), men på hvad man kalder forhøjet timebetaling. Det skyldes mere et tilfælde end et bevidst valg.
Jeg synes ikke, akkord er specielt meget hårdere end andre lønsystemer, i hvert fald ikke i byggebranchen. Desuden tjener man som regel en del mere på en akkord. Men den fornøjelse er det altså nogle år siden, jeg sidst havde.
At jeg ikke har søgt væk skyldes så flere ting. Dels at jeg arbejder sammen med folk, jeg har arbejdet sammen med i mange år. Dels at vi stort set aldrig er fyret. Dels at vi stort set altid får lov til at passe os selv, ja, vores entrepriseleder siger ligefrem, at der i hans afdeling stilles særlige forventninger til folks evner til at arbejde selvstændigt. Endelig at vores timeløn ikke hidtil har været så ringe endda.
Men den skal jo holdes vedlige. Så med jævne mellemrum må vi være oppe på mærkerne og finde gode anledninger til justeringer.
Nu havde vi i nogle måneder gået på samme byggeplads som sjak i andre firmaer, der havde bonusordninger, som gav dem en lille tyver mere i timen, end hvad vi havde. Det havde vi set noget skævt til. Så opstod der udover lønnen temmelig mange problemer med tilrettelæggelsen af arbejdet.
Nu ligger der i det, at der forventes megen selvstændighed af os, ikke bare det, at vores arbejdsopgaver kræver selvstændighed, der ligger også det, at vi ikke har ret meget ud af at gå til vores ledelse og spørge om noget, for kravet om selvstændighed har kun at gøre med os arbejdsfolk, ikke med vores ledelse.
Vores formand og entrepriseleder siger som regel, at det har vi meget mere forstand på end dem, når vi spørger, hvordan de vil have en opgave løst. Så er det jo også ligesom os, der har ansvaret. Somme tider synes vi, det så også var rimeligt, om vi så også delte deres løn i stedet for at fodre på dem. Men der ser vi lidt forskelligt på tingene.
Nå, men udover de sædvanlige gniderier om dette så var der nu oven i det store problem, at vore arbejdstegninger ustandseligt blev ændret, undertiden når vi var langt henne i udførelsen. Og så måtte vi til at lave om. Det kneb noget med at få tidsplanerne ændret tilsvarende.
Vi syntes, det måtte være et problem mellem vores entrepriseledere og byggeledelsen. I praksis blev det oftest vores problem. Det blev forlangt, at vi skulle løbe. Vi kunne ikke se, at vi havde nogen gulerod at løbe efter.
For at afhjælpe det med tidsplanerne kom der et andet sjak fra vores eget firma ud. Da det viste sig, at de oftest arbejdede på akkord og der som regel også lå en små ti-tyve kroner over os, syntes vi, det var ved at være tid for lønforhandlinger.
Vi fik indkaldt en ingeniør fra firmaet, og to af os blev udpeget som talsmænd. Vi forberedte os så godt vi kunne. Vores væsentligste argument var, at vi syntes, det hang dårligt sammen, når vi på én gang fik at vide, at der krævedes særlige evner til at arbejde selvstændigt af folk i vores afdeling, og vi var røven af femte division når vi talte om penge, i hvert fald blandt dem, vi umiddelbart havde at sammenligne os med.
Det gav ingeniøren os sådan set ret i. Men, sagde han, af hensyn til alle andre afdelinger kunne han ikke gå med til at sætte vores timeløn op, han havde besvær nok med at forsvare, at vi tjente så meget. Hvis vi ville have flere penge, måtte vi acceptere bonus eller akkord.
Det sagde vi så, der ville være en lettelse for os, for så ville tilrettelæggelsesproblemer jo blive bogført som ventetimer og ikke som akkordtimer, og så ville problemet om den dårlige tilrettelæggelse blive et problem mellem firma og byggeledelse, og ikke vores problem.
Vi var sådan set endnu mere forberedte, for vi havde også en akkordstatistik med fra fagforeningen, den lå ret pænt over os. Men den viste naturligvis ikke et gennemsnit af alle akkorder, kun af dem, fagforeningen havde været blandet ind i. Og vi blev selvfølgelig mødt med en mod-statistik fra arbejdsgiverforeningen, der viste meget lavere tal.
Vi sagde, at den vel også indeholdt polakker på slavekontrakter. Det kunne ingeniøren ikke afvise, for det er ikke løgn. Der er rigtig mange østeuropæere indenfor byggeriet. Vores statistik derimod den viste cirka hvad vi ville tjene, hvis vi blandede fagforeningen ind, sagde vi, og det ville vi jo blive nødt til, for ingen af os var uddannede indenfor akkordopmåling.
Nu fik vores entrepriseleder imidlertid kolde fødder. Det gav ikke mening at lave akkorder på vores arbejde, sagde han, for det drejede sig som regel om en masse småopgaver, og det hele ville gå op i tilrettelæggelse og til- og afrigning og den slags. Det ventede vi sådan set, han ville sige, for vi ville også helst bare have højere timeløn, så vi sagde, at så måtte den jo ende der.
Men det mente ingeniøren, han allerede havde sagt nej til. Ingeniøren sagde akkord, det ville vi godt, så sagde entrepriselederen nej. Han sagde til gengæld forhøjelse af timeløn, det ville vi også godt, men der sagde ingeniøren nej. Kort sagt, der blev sagt nej.
Ingeniøren, den flinke mand, gav os ret i alle vore argumenter, han blev bare ved med at sige nej. Sådan kan de gøre, fordi det jo er dem, der har magten.
På arbejdsmarkedet har vi ikke demokrati, men diktatur. Derfor kommer det heller ikke an på de bedste argumenter, det kommer an på magt. Til sidst måtte vi give op.
Det var ikke meget at holde møde om, sagde jeg så. Nej, for ikke at sige, at det var ingenting, tilføjede min makker. Det ville næppe motivere de andre til at rende efter tidsplaner, når vi fortalte dem det, sluttede han. Så gik vi. Uden farvel.
Dagen efter var vores entrepriseleder på godtvejrsrunde. Jeg havde nu ikke lyst til at tale med ham, så jeg vendte ryggen til.
Senere kunne jeg forstå på min medforhandler, at han havde været rundt og tilbudt os et par betalte fridage mellem jul og nytår, og så ny forhandlinger efter nytår. Og der står den.