Chris Potter kan se ud som en fredsommelig og lidt grålig musiker. Men når han spiller på sin tenorsax, som han gjorde i Jazzhouse i onsdags, så er der kraft på

af Peter Jørgensen
Gruppen Chris Potter Underground består foruden ham selv af Adam Rogers på guitar, Craig Taborn på rhodes piano og Nate Smith på trommer.
De begav sig onsdag aften i Jazzhouse i København ud i nogle lange numre, hvor der var tid til at bygge op og skabe klanglige og rytmiske universer. Det fungerede - vi var med. Især kunne Nate Smith med relativt små midler, igennem hele koncerten, give en puls og en fremdrift, som de øvrige musikere byggede på.
Indimellem var det også en meget kropslig musik. For, som Potter siger: 'Jeg ønsker at folk danser, hvis de kan, at føle musikken og ikke tænke på den som noget kompliceret og forbudt.'
Potter havde taget sin basklarinet med. Det var godt, for det er sjældent vi hører dette instrument. Og det er synd. Potter gav blandt andet en smuk udgave af Bob Dylans 'I ain`t me, Babe'. Det lyder pragtfuldt når en basklarinet går i dybderne.
Chis Potters spil er tydeligt inspireret flere steder fra. Ikke mindst fra John Coltrane og Sonny Rollins. Men det er ok, han har sin egen nerve og sit eget udtryk. Og han bliver bedre.
Det er en af Chris Potters specialiteter at kunne spille med mange hurtige toner.
Publikum, der også denne aften var ungdommeligt, var synligt imponerede. Men netop de mange - indimellem for mange - toner er også Potters svageste side. Netop dér stivner og dør hans musik i en stil.
Chris Potter og hans Underground har hjemsted i New York. Potter spiller, som mange yngre jazzmusikere, i mange forskellige sammenhænge. Læs mere om Chris Potter på www.chrispottermusic.com