22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Oplagt undervisningsteater om demokrati

Oplagt undervisningsteater om demokrati

Tirsdag, 27. november, 2007, 00:00:00

Interaktivt teater på Edison sætter fokus på, at terrorlove og EU-direktiver er såkaldt u-sexet stof, og ingen medier tager ansvaret for at gøre det sexet, selvom det er spørgsmål, der har stor politisk vigtighed

af Nick Bruun og John Bruun
Så er der politisk teater igen på Frederiksberg. Den tidligere spindoktor Lotte Hansen har sammen med dramatikeren Thor Bjørn Krebs og fire skuespillere skruet et lærestykke sammen, der skal gøre os klogere på, hvordan vores demokrati fungerer i dag. Hvad er det egentlig spindoktorerne hjælper politikerne med for at sælge deres budskaber og skjule eventuelle upopulære hensigter.
Alle tilskuere er udstyret med en lille computer, så vi kan deltage i stykkets indlagte afstemninger. Først skal vi give nogle oplysninger om os selv. På den store skærm bag scenen toner interessante oplysninger frem. 60 procent af premiereaftenens publikum er kvinder. Over 80 procent har en længere videregående uddannelse og 51 procent har tjent mellem 300.000 og 1.000.000 kroner på friværdi-stigninger de sidste fem år.
Det er altså en velbjerget, højt uddannet flok, der indtager sæderne denne aften - og bestemt ikke et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. De fleste har venstreorienterede holdninger og vil principielt gerne dele med andre, afslører aftenens spørgsmål. Det skal bare ikke være gennem øgede bolig-skatter, mener de fleste af aftenens mange friværdi-ryttere.

Ønsker og behov
Efter denne meget informative start skoler de fire oplagte skuespillere os i, hvad demokrati og spin er.
De fleste partier bygger deres budskaber op omkring analyser af, hvad folk gerne vil høre. De investerer penge i undersøgelser af folks ønsker og behov og målretter kampagner mod det, de fleste gerne vil høre.
I tilspidsede situationer - læs valgkampe - målrettes kampagnerne især mod dét tvivlerne gerne vil høre. De vælgere der ikke har bestemt, hvem de vil stemme på. Ved sidste valg var det camping-folket, dette valg - øko-yuppier. (det er faktisk sandt!!!).
Farerne er nemme at få øje på. De svære ting bliver ikke diskuteret. Det gælder om ikke at sige noget, der er alt for markant, og det bliver ikke de ting, politikerne finder vigtigst eller de sager, der er vigtigst for samfundet, der diskuteres. Politikken bliver populistisk.

Interviews
Hver aften slutter af med en interviewrunde. Denne aften interviewer journalisterne Frank Esmann og Jette Sachs den konservative Helle Sjelle. Det bliver en øjenåbner. Anskuelighedsundervisning på en dybt alvorlig baggrund. På 10 minutter lykkes det ikke at vride et konkret svar ud af politikerens mund.
Hun skal svare på, om Danmarks Radio lever op til sin forpligtelse til at levere oplysning og nyheder, der kvalificerer folk til at tage stilling til politiske spørgsmål og deltage i demokratiet.
Inden da har skuespillerne opført en højrealistisk sketch om, hvordan nyhedsudvælgelsen foregår på en tv-station. Hvordan historien om tøjfirmaet Fighters and Lovers, der står anklaget efter den nye terrorlov for at støtte terrorister, må vige pladsen for en historie, hvor Paula Larrain - der jo ser herregodt ud- kan udbrede sig om, hvordan det føles ikke at komme i Folketinget i stedet for Helle Sjelle.

Usexet
Terrorlove og EU-direktiver er såkaldt u-sexet stof, og ingen medier tager ansvaret for at gøre det sexet, selvom det er spørgsmål, der har stor politisk vigtighed.
Det store spørgsmål er, om det er politikernes, mediernes eller befolkningens skyld, at det står sådan til - og det gives der heldigvis ikke noget entydigt svar på.
Tag ud på Frederiksberg. Det er både afslørende og underholdende. Du risikerer at blive klogere. Stykket burde være en del af gymnasiernes pensum, men det får nok svært ved at blive kanoniseret.

Propaganda på Edison, Betty Nansen Teatrets anneksscene. Af Thor Bjørn Krebs og Lotte Hansen. Medvirkende: Mette Horn, Thomas Bang, Peter Christoffersen og Søren Malling. Desuden Frank Esmann og Jette Sachs som interviewer en ny aktuel gæst hver aften. Iscenesættelse: Thomas Berdal. Spiller indtil 15.12.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. nov. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur