Tyske Käthe Kollwitz afdækkede menneskets kollektive afhængighed og klasseskæbne, snarere end den individuelle nød i sin kunst. Hun opnåede den lykkelige balance mellem lidenskabelig følelse, fantasi og den ualmindelige sans for form

af Mikael Strandbech
I år for 140 år siden - helt præcis den 8. juli 1867 - blev Käthe Kollwitz født i den tyske by Køningberg; byen hvor også filosoffen Emanuel Kant kom til verden godt 140 år tidligere. Det var ham med det kategoriske imperativ:
'Du skal handle således, at den moral, der kan udledes af hver enkelt af dine handlinger, skal kunne være en almen lov.'
Køningberg skiftede i øvrigt navn til Kaliningrad efter Anden Verdenskrig som følge af Europas deling.
Käthe Kollwitz` barndom var præget af moralsk stillingtagen og den frikirkemenighed, som hendes morfar, Julius Rupp, havde grundlagt i opposition til den katolske kirke. Men i menigheden, hvor der blev lagt stor vægt på den sociale tolkning af den kristne lære, kom også mange originale typer for eksempel ældre ugifte kvinder. Käthe Kollwitz har senere beskrevet det som 'en velsignet jordbund at vokse op i'.
Käthes far, der ellers var uddannet arkitekt, fungerede også som præst i menigheden. Om faderen siger Käthe Kollwitz, at han førte hende til socialismen - 'socialismen som menneskehedens trang til broderskab'.
Men hun var dog stærkest knyttet til moderen, der ligesom Käthe, ikke skildrede med sine følelser, og hvis væsentligste karaktertræk var selvbeherskelse. Skæbnen ville det også, at begge kvinder mistede børn i krig - Käthe sin søn, Peter, under Første Verdenskrig.

Kunst og hjem
Allerede tidligt er Käthes talent for at tegne åbenlyst, og hun får undervisning på sin fars foranledning fra 14-års- alderen. 17 år gammel bliver hun forlovet med unge lægestuderende Karl Kollwitz, som hun senere giftede sig med.
Forlovelsen huer ikke faderen, der mener, at datteren ikke kan varetage både kunst og hjem. Men Käthe arbejder stålsat videre for at realisere sine planer.
For at videreudvikle sit talent starter hun på kunstnerindeskolen i Berlin, da hun som kvinde ikke kan komme ind på kunstakademiet. Her stifter hun bekendtskab med Max Klingers symbolisme som gør stærkt indtryk på hende.
Edvard Munch, Vincent van Gogh og Ernst Barlach var, og blev, andre af hendes inspirationskilder.
Studierne fortsætter i München, hvor hun i et 'frit og muntert' kunstnermiljø for alvor udvikler sit håndværk, ved at lære 'at kunne se', ligesom hun erkender, at hendes styrke ligger indenfor tegning og ikke i maleriet.
24 år gammel gifter hun sig med Karl og de slår ned i et fattigt kvarter, hvor Karl fungerer som sygekasselæge for proletariatet.

Væveropstanden
I 1893 overværer Käthe Kollwitz teaterstykket 'Væverne', hvis handling er bygget over den såkaldte væveropstand, der fandt sted nogle årtier tidligere.
Arbejderne protesterede imod den store arbejdsløshed som industrialiseringen var skyld i, da man gik fra håndvæve til maskinvæve.
Käthe Kollwitz udførte seks grafiske blade i 1894, kaldet 'Væverne', der skabte stor opmærksomhed og med ét var hun fremme i forreste række af sin generations kunstnere.
Tillige fik hun karakterstikken 'social kunstnerinde'. Hun skildrede underklassens liv, fordi hun blev 'grebet af deres uløste problemer og fornemmer tragedien i proletarernes livs dybde'.
Men Käthe Kollwitz havde det svært med betegnelsen 'social kunstnerinde'. Ikke fordi hun ville fornægte det sociale indhold i sine billeder, men fordi hun var bange for, at man kun skulle se det sociale i dem. 'Alle disse blade er mit livs ekstrakt. Jeg har aldrig udført et arbejde køligt, men derimod altid så at sige med mit blod. Enhver, der ser dem, må kunne fornemme det'.

Bondekrigen
Hendes næste store serie, 'Bondekrigen', blev udført mellem 1902-08, og tager ligesom 'Væverne' et historisk udgangspunkt, nemlig i den bondeopstand, der blev slået ned i Tyskland under reformationen.
I 'Bondekrigen' afdækkes menneskets kollektive afhængighed og klasseskæbne, snarere end den individuelle nød.
Efterhånden glider miljøbeskrivelserne og det fortællende ud ,og i stedet må vi forstå billederne ud fra, hvad vi kan læse i personernes udtryk og gestus. Igennem 'den bekendte menneskelige form' kan man finde dækning for billedindholdet.
Harald Isenstein, dansk skulptør og personlig ven af Käthe skrev i sin bog om hende:
'Det store og usædvanlige i Käthe Kollwitz` kunst er den lykkelige balance mellem lidenskabelig følelse, fantasi og den ualmindelige sans for form'.
Käthe Kollwitz sagde:
'Man kalder mig elendighedens maler. Men tilværelsens tristhed går i dag langt udover den sociale nød. Det er livet selv, der rummer alt det, jeg har forsøgt at blive klar over og give udtryk for gennem mit arbejde'.
Indtil 1910 arbejder Käthe Kollwitz hovedsagelig med tegning, litografi og raderinger. Efter 1910 arbejdede hun i stadig højere grad med skulptur, men udførte også bl.a. træsnitserien 'Krig' (1920-24) og litografiserien 'Døden' (1934-35) samt en række selvportrætter.

Forfulgt
I 1928 blev Käthe Kollwitz leder af det grafiske værksted på Berlin kunstakademi, der hvor hun ikke tidligere kunne komme ind som elev.
Men hun måtte i 1933 fratræde efter påbud fra nazisterne. Fra 1936 fik hun udstillingsforbud. I 1940 dør hendes mand Karl og to år senere, i 1942, falder sønnesønnen Peter under Anden Verdenskrig.
Under arbejdet med sin sidste store serie 'Døden' skrev hun:
'En gang vil der opstå et nyt ideal, og det vil være slut med alle krige. Jeg dør i denne faste overbevisning. Man vil blive nødt til at kæmpe hårdt for det, man stræber efter. Det er en ny ide, ideen om menneskehedens store broderskab'.
Käthe Kollwitz døde 22.april 1945 omgivet af sin familie. Hendes sidste ord var 'Hils alle'.