Det har i mange, mange år været vigtigt for omtrent alle slags videnskabsfolk fra filosoffer over neurologer til biologer at slå fast, at vi mennesker er noget aldeles enestående. Og man skal ikke mange år tilbage, før lærde folk ligefrem fandt det oprørende, hvis vores dyriske karakter blev fremhævet

af Kjeld Stenum
Jeg tror, det er en rest fra den ikke så fjerne fortid, hvor al lærdom var et teologisk anliggende. Ifølge teologien er der det særlige ved os mennesker, at vi har sjæl (hvad det så er), og det har andre dyr ikke. Ja, det er ikke mere end få årtier siden, at sjæl/legeme-problematikken var en interessant problemstilling for seriøse filosoffer, og den skal såmænd nok vise sig ikke at være helt død endnu.
Men det er mit indtryk, at der sker et væsentligt nybrud i disse år. Hvad man har anset for særlig menneskeligt, sprog, billedskabende intelligens, eller hvad det måtte være, genfinder man nu mere eller mindre udviklet i den øvrige dyreverden, endda blandt dyr, der er os ret fjernt beslægtede. Og man anerkender i stigende omfang, at vi mennesker ikke nødvendigvis befinder os øverst på evolutionens stige, men snarere i en bestemt niche, hvor lige netop vores genetiske særtræk for tiden er et fortrin, og andre dyr overgår os på andre områder.
Jeg synes, dette er en befriende erkendelse.
Nylig kunne man i gratisavisen Nyhedsavisen læse en artikel om, at nogle af vore mest kendte zoologer talte for, at heller ikke moralsk adfærd var noget specifikt menneskeligt. Man kunne også genfinde den i for eksempel chimpanseflokke.
Netop med moralen er det lidt spændende, for den har vi i særlig grad brugt til at adskille os fra dyrene. Moral forudsætter bevidsthed om godt og ondt, siger man, den forudsætter, at man er i stand til at træffe bevidste valg. Og man har særlig hårdnakket vægret sig ved at anerkende, at dyr skulle være i stand til sådan noget. Hvis heller ikke moralen er noget særlig menneskeligt, kan der ikke være meget indhold tilbage i den særlige menneskesjæl.
Men kan det nu passe? Kan vi virkelig tro på, at chimpanser er i stand til at vise moralsk adfærd?
I artiklen nævnes det eksempelvis, at chimpanser oftest vælger at dele et bytte med flokken. Og at det er velkendt blandt dyrepsykologer, at menneskeaber evner at vise empati eller medfølelse. Men beviser disse ting nu tilstedeværelsen af moral?
Empati og tilbøjelighed til byttedeling kan vel være nyttige egenskaber at have genetisk kodet ind i sig for flokdyr, hvor den enkeltes overlevelse er afhængig af flokkens overlevelse. Alle må holde liv i hinanden, så klarer alle sig bedst.
Selv bier deler jo deres honning med hinanden og meddeler hinanden de gode findesteder. Og er dette ikke bare et lidt spidsfindigt eksempel på almindelig darwinistisk selvopholdelsesdrift, og ikke på det særlige område, vi kalder moral? Er det anderledes med chimpanser?
Nej, jeg tror ikke, det er særlig meget anderledes med chimpanser, og heller ikke med mennesker, for den sags skyld.
Jeg tror heller ikke, at der nødvendigvis er nogen modsætning mellem almindelig darwinistisk selvopholdelse og så moral, det er kun det ekstreme højre, der mener, at biologiens love kun kan sættes igennem via et opgør med moralen.
Men fordi der ikke nødvendigvis er nogen modsætning, betyder det heller ikke, at tingene nødvendigvis falder sammen. Hvor de falder sammen, kan vi jo netop ikke skille dem ad. Og derfor duer empati eller byttedeling ikke som bevis for moralsk adfærd.
Hvis vi vil finde eksempler, som beviser moralsk adfærd, må vi søge eksempler på handlinger, som er moralske, uden at de kan tolkes som udtryk for selvopholdelse. Sådanne eksempler giver artiklen ikke.
Men har man interesseret sig lidt for dyrepsykologi, er det let at finde dem, i hvert fald blandt de sociale aber. I en populærvidenskabelig bog, Frans de Waals 'Politik blandt Chimpanser', kan vi finde et slående eksempel.
Det drejede sig ikke om en 'vild' chimpanseflok, men om en chimpanseflok, der levede tilnærmelsesvist på egne præmisser i et hollandsk zoologisk anlæg.
Dette er naturligvis ikke ideelt, til gengæld havde man kunnet følge flokken langt tættere, end det nogensinde har været muligt i naturen. Og det er slående, så meget man kan genkende af vores egen adfærd i den flok, sammenhold, beregnende taktiske alliancer, magtpolitiske intriger og så videre.
Forskellige politiske intriger blandt de øverste rivaliserende hanner havde ført til, at de to hanner, som var nærmest til at udfordre en blandt hunnerne meget afholdt alpha-han, på en meget brutal måde havde myrdet denne en nat, hvor de havde været låst inde for sig adskilt fra flokken af hunner og unger, der dog havde kunnet overvære udåden fra et tilstødende rum.
Dagen efter, da dyrene blev ført sammen, gik en af hunnerne rasende og aldeles uforfærdet til angreb på begge de to hanner og drev dem op i et træ, uden at de vovede at gå til modangreb. Dette spil er det vanskeligt at komme udenom at karakterisere som moralsk.
Hendes selvopholdelsesdrift burde jo sige hende, at det var galskab at angribe de to hanner, som hver for sig let havde kunnet sætte hende på plads.
Hendes handling var ikke engang forsinket egoisme for at bevare en elsker, for der var tale om en muligvis homoseksuel hun, der i hvert fald ikke havde parret sig med nogen af hannerne, og heller ikke den myrdede. Og hvad med hannerne? Hvorfor gik de ikke bare til modangreb? Vi kan jo ikke vide det, for vi kan ikke tale med chimpanser.
Måske var det skamfølelse over udåden, der afholdt dem fra det, måske var det angst for at få hele den ophidsede flok af hunner på nakken.
Men hvadenten det har været det ene eller det andet, så viser eksemplet, hvis det da er troværdigt gengivet, at der var grænser for, hvor ekstreme konsekvenser af de magtpolitiske intriger flokken tillod. Og at medlemmer af flokken i særlige situationer valgte at risikere sin individuelle selvopholdelse for at håndhæve disse grænser.
Visse dele af vores moralske adfærd kan vi forklare som selvopholdelsesdrift. Men der, hvor selvopholdelsesdriften holder op, der kommer vi ikke udenom at tale om moral.