Jeg tror, jeg er ved at blive ung på mine gamle dage, siger den 65-årige musiker Christian Sievert, der allerhelst ville bruge sin guitar som et våben imod uretfærdigheden

af Anders Fenger
Tre dage efter fødslen åbnede han øjnene for første gang. Moderen blev dog så forskrækket over dét mærkelige blik, den lille dreng sendte, at hun var ved at tabe ham på gulvet.
Som treårig i 1945 spillede han de første toner på klaveret.
Da han var 14 blev han imidlertidig sendt til en såkaldt musikpsykolog, fordi han ikke ville lære noder. Der var noget galt med den dreng. mente moderen, der var keramiker, og faderen, der var kunstmaler. Drengen kunne ikke blive til noget.
Musikpsykologen slog da også fast, at drengen, Christian Sievert, i hvert fald ikke skulle gå musikervejen!
Så det gjorde han så.

Det er en regnfuld formiddag i hjertet af København. Skildervagterne foran Amalienborg smækker hælene i brostenene og skifter vagthold.
Eet stenkast derfra - i dronningen baghave så at sige - bor den umulige dreng fra dengang. Også i dag går han imod autoriteterne.
Om noget foragter han monarkiet, det opstyltede i samfundet, grådigheden, kapitalen og hele det officielle Danmark.
Men også kendt som ham, der med cerutten i munden har spillet forrygende flamenco-guitar til flere håndfulde danske kunstnere, blandt andet bandet Savage Rose i 1980`erne. Og så er det ham, der lagde stemme til intet mindre end kontrollørkrabben i tegnefilmen Bennys Badekar fra 1970.

Sammensat
- Ja, I må undskylde beliggenheden her i Amaliegade, men ejeren af boligen lavede for mange år siden en fejl, så vi pludselig kunne købe lejligheden for en slik, forsvarer Christian Sievert sig, da han møder avisens udsendte og deres forbløffede blikke.
Christian Sievert bor i en herskabelig lejlighed overstrøet med afsyrede træmøbler, slidte langborde, høje reoler, romerske ansigtsbuster, latinamerikanske Jomfru Maria-statuetter, farvestrålende malerier på væggene og hundredevis af andre effekter fra hele verden - heriblandt et støvet lændeklæde fra Kalaharis buskmænd hængt op ved indgangspartiet til det ultra-lille køkken.
Over tangenterne på det massive mahogniklaver våger et portræt af Che Guevara side om side med billedet af den klassiske komponist Bach - flankeret af intet mindre end 'De Små Synger'.
- Skal vi have whisky eller cognac. Ja, vi skal i hvert fald have marcipan, smiler multi-musikeren og henter lækkerierne.

Raseriet
På vejen til køkkenet falder planen for interviewet på plads. Vi skal snakke om, hvorfor en kunstner som ham er så eventyrligt rasende på verdens tilstand af grådighed, egoisme og gold magt.
- Ja, raseriet vokser med alderen, forsikrer Christian Sievert og smækker sig i sofaen med udsigt over til Marmorkirken.
Musikeren, der igennem årene er kendt for samspillet med med eksempelvis Vanja Santos, Mehmed Özan og for tiden chileneren Miguel Baez, kan næsten ikke vente med at fordømme verdens uretfærdighed. Og om, hvorfor han som en anden uforfærdet kamikaze-pilot kaster sig ud i alskens fremmede musikarter og mixer dem lige så grundigt som vi andre blander kabalekort hos farmor.
- Jamen, for den gode kultur er ikke grådig. Jeg bruger musikken følelsesmæssigt og som en katalysator af energi, for jeg må passe på den individuelle vrede indeni mig, indrømmer musikeren, der gik ud af skolen som 14-årig og første gang kom på tv i 1963, da han akompagnerede et par spanske dansere og sangere med sin flamenco-guitar.
- For det med at snakke politik er noget, jeg er begyndt på. Også fra scenen.
- Jeg blev selvfølgelig vred og skuffet over Folketingsvalget, da jeg hørte resultatet. Men det svarer meget godt til tilstanden ude i samfundet. Når man kører i toget eller går på gaden drejer samtalen sig konstant om penge, mener musikeren, der allerede fra 1960`erne samarbejdede med musikeren og tegneren Flemming Quist Møller.
- Man ser ikke mange ægte smil i dag. Folk er sure og triste. Ingen synger. Og mange tænker kun på, hvordan firehjulstrækkeren har det, udover de andre materielle goder.

Pengealfonsen
Christian Sievert, der indspillede pladen 'Guitayana' i 1974, mener, at humanismen er under hårdt pres.
- Afhængigheden af penge har efterhånden fået narkomanisk karakter og bygger på et system, bygger på alfonser, der forsyner andre med narkoen.
- Ingen ved noget. Politikken er fremmedfjendsk. Der er frygt for krig og naturen bliver smadret.
Han mener, at Venstres slagord om 'Frihed til forskellighed' er hul.
- Ha. Folk ude i verden har den højt besungne frihed. Frihed til at sulte!
- Ja, og hvis jeg havde haft dén ide, at jeg ville ind og spille i Marmorkirken på grund af den gode akustik, så er det sværere for mig i dag at komme derind, end hvis det havde været i et socialistisk system - for der går man mere efter, hvad der er egnet. På Cuba har de gode muligheder for folk, selvom de er sukkerarbejdere, siger Christian Sievert, der selv helst omgikkedes arbejderbørnene i fritiden ved sommerhuset i Nordsjælland for 50 år siden.
Han beundrer kulturpersoner som Thomas Koppel og Annisette fra Savage Rose for at råbe op og protestere.
- De kunne og kan heller dy sig for at gøre noget godt og hjælpe andre.

Ungdommelig
Christian Sievert føler selv, han bruger vreden over verdens tilstand på en konstruktiv måde.
- For, hvis dén der dæmper går fløjten, så flyver proppen af med et stort brag, hvor de ikke udtrykte følelser er komprimeret så stærkt, at de ikke kan styre sig, fortæller han.
Musikeren, der 'ikke ved', hvor mange LP`er, han har medvirket på, vil godt kalde sig selv en mønsterbryder.
- Ja, da. Raseriet vokser med alderen. Mange andre ældre bliver måske mere højreorienterede. Mine jævnaldrende flirtede med ungdomsoprøret dengang, konstaterer Christian Sievert og tilføjer, at de fleste af dem nu har slået sig til ro.
- Med mig er det omvendt.
Selv var han ikke oprørsk i sine unge år.
Han var med egne ord 'sky og lidt mærkelig.
Han beretter om dengang i begyndelsen af 1960`erne, hvor han en dag hørte fyrig guitarmusik fra Nord-Argentina. Han sprang rundt som ramt af et lyn.
- Det var som om, jeg havde brændt mig på en varm kedel. Men det føltes dejligt, udbryder han.
Herefter for han rundt i pladebutikker for at skaffe musikken uden held. Det nærmeste, han fik fat på var Trio los Paraguayos.
Men en hr. Barnewitch - nervøs, ilter og kejtet -inde i Magasin du Nords pladeafdeling hjalp knægten på sporet af musik fra Latinamerika som tango og cubansk bolero.
Også fra en butik i Badstuestræde i København hjalp den unge Sievert hjælp. Fra et konkurstruet kommunistisk pladefirma fik han sin hang til russiske melodier tilfredsstillet.
- Jeg var en spøjs fyr. Men livets erfaring har fået mine øjne op for politik. Tidligere sagde jeg intet under koncerterne. Nu kan jeg ikke lade være. Jeg tror, jeg er ved at blive ung på mine gamle dage. Jeg gør det modsatte af mine venner, der legede barrikadelege i 1960`erne, smiler han, og napper en slurk whisky.
- Nogle unge kunne måske finde på at springe Christiansborg i luften en dag og reagere på en individuel og uhensigtsmæssig måde. I mit stille sind får jeg da også nogle gange lyst til at skifte sin guitar ud med noget andet, ler Christian Sievert og og holder så skraldgrinende om en usynlig AK-47-riffel.
- Jeg vil ikke kalde mig ægte kommunist. Desværre.
Ville du da gerne være det?
- Mnja. ja, Jeg er ikke færdig med mig selv endnu. Hvis hjertet brænder for at folk skal opføre os bedre overfor hinanden, så må det være dét, jeg er.
Hvad ser du i de mennesker - kommunisterne?
- Hvis de er ægte nok og ikke kosmetisk påklædte, så står de stærkt i mit billede, siger Christian Sievert, der til enhver tid vil forsvare Fidel og Che Guevara.
- Og så var der en masse, Marx sagde, som holder den dag i dag, tilføjer han for en kort bemærkning - for så at vende tilbage til musikken.

Ikke sortseer
- Hvis jeg ikke får vreden ud med guitaren, opsøger jeg altid nogen med de modsatte holdninger, og så går det ud over dem, griner musikeren.
Christian Sievert beklager, at nogle folk 'ikke kan holde ud at høre på ham'.
- Men jeg ikke negativ. Jeg ser bare tingene som de er, tilføjer han og byder på marcipanen.
- Der ikke andet at gøre, end at tro på det. Er der håb er der liv. Håbet er en nødvendig selvopholdelsesdrift. Mister du håbet, mister du motivationen. Håbet kommer af nødvendigheden. Mister du håbet i levende live, er du i virkeligheden allerede død, bemærker musikeren og stryger sig eftertænksomt i det grå skæg.
- Nå, ja. Eller så afreagerer jeg da også en gang imellem ved at trække mig tilbage og høre og spille musik fra Andesbjergene. Dét giver mig en fornemmelse af ro, perspektiv og evighed. Det er som om, jeg forlader denne jord for en stund - for så at komme tilbage. Det er vigtigt for mig.
- Kom, så skal I se.

Fristedet
Christian Sievert viser vej ud til bagtrappen og åbner døren ind til et magasinrum under tagbjælkerne. En stol står ved siden af hans guitarkasse. Papkasser er stablet op. der er varme i gulvet.
- Det er så poetisk, når regn vandet drypper ned mens jeg spiller. Og så må jeg kun ryge hernede, vrisser musikeren, smiler så, mens han kærligt klapper de to conga-trommer på gulvet.
Rejsemærkatet på guitarkassen fra lufthavnen afslører, at han har været i USA.
- Ja, det var for at besøge min 30-årige datter, forklarer Sievert. Men jeg har også været i mere eksotiske lande som Nicaragua, hvor jeg spillede i Björn Afzelius` Hus i Managua, tilføjer han.
Sieverts kone er kunstmaler og rejser tit til Cuba, der jo har et anstrengt forhold til Uncle Sam.
Christian Sievert har intet imod amerikanerne. Men han hader USAs udenrigspolitik. Og de amerikanske kulturværdier har lagt sig som en kvælende dyne over hele verden. Også Danmark, hvor den danske kultur 'er blevet smadret totalt.'
Men gælder det så ikke om at bevare de rester af dansk kultur, der er levnet tilbage?
- Jo på en venlig, ordentlig og respektfuld måde. De fleste kulturer er blandingskulturer med påvirkninger udefra. Ja, det er noget værre roderi. Gudskelov er der kræfter, der stadig kan forene kulturerne gennem gensidig kærlighed, respekt og den måde, man opfatter hinanden som mennesker.
- Mit hjerte står åbent for alle kulturer, der ikke er grådige.
- Nu er jeg blevet 'gift' med flamenco`en. Man kan overføre begrebet og sige, at jeg har en affære med musikken, da musik gør verden rigere.
- Men hvis jeg havde samme forhold til kvinder som til musik, var jeg nok myrdet for længst, slutter en lumsk smilende Christian Sievert.