Samfundsudviklingen i 70`ernes England var den perfekte ramme omkring punkbevægelsen

af Jens Espensen
- Punk-bevægelsen, jamen den kan jeg da godt fortælle dig noget om, siger ekspedienten, der slet og ret præsenterer sig som Steve.
Han arbejder i bogbutikken på Bloomsbury Street, der tilhører Socialist Workers Party, og spenderer en kop kaffe, før han fortæller.
- Punk-bevægelsen var nok anti-establishment, men var jo bare en form for radikaliseret liberalisme, hvis du spørger mig, siger han og uddyber sit synspunkt.
- Hvis man skal sætte en etiket på punk`sene, så er det nok begrebet 'lifestylism'. Punk-anarkiet var bare en udklædt version af militant liberalisme med elektriske guitarer og sjove frisurer. De svævede rundt i en lykkelig uvidenhed om den herskende klassekamp, mens de snakkede om pacifisme, personlig frigørelse og alternativ livsstil, slår han fast og bruger en filmtitel til at få sit budskab igennem.
- Punks var netop 'rebels without a cause', som den gamle James Dean-klassiker hedder på engelsk. Når bevægelsen fik så forholdsvis stor gennemslagskraft, handler det selvfølgelig om samfundsforholdene omkring slutningen af 1970`erne.

Ingen forskel mellem venstre og højre
Sex Pistols forsanger John Lydon giver i sin selvbiografi 'No Irish, No Blacks, No Dogs' udtryk for samme forståelse for rammen omkring punksene.
'Baggrunden for The Sex Pistols var den økonomiske og politiske situation, som herskede i England i slutningen af 1970`erne. Labour var ligeså uambitiøse og kedelige som Tory (Konservative, red.). Det var fire år med den ene regering og fire år med den anden, men forskellen var ikke til at få øje på', mener Lydon, der peger på systemets ensartethed som grunden til en voldsom politikerlede blandt de unge.
'De unge, ja faktisk de fleste mennesker, vendte sig bort fra det politiske system, fordi de opfattede det som fuldstændig spild af tid. På den tid herskede der en total apati over for enhver form for politik. Men desværre er jeg bange for, at punksenes radikale udtryk var med til at skræmme folk og bane vejen for Magaret Thatcher.'
Vi vendte os mod de forkerte og gav dem skylden. I stedet burde vi have advaret mod de rædsler, der var på vej, men det er altid let at være klog set i bakspejlet', skriver Lydon, der mener, at højrefløjen trives med politisk apati.
'Når apatien over for politikken er størst, kommer de konservative på banen med alle deres fordomme, had, og såkaldte familieværdier. Alle de der ikke-emner som de konservative altid fører sig frem med. Der er ikke noget mere destruktivt i denne verden end en politiker, der taler om familieværdier. Ren og skær nonsens.'

Latterliggørelse
John Lydon afslører i sin bog, hvorfor underskrivelsen af Sex Pistols pladekontrakt med EMI foregik udenfor Buckingham Palace.
'Allerede dengang var den britiske kongefamilie en total farce. Og derfor var vi der. Sex Pistols foran Buckingham Palace var jo en latterliggørelse i sig selv. Men det er det britiske folks tragedie, at det er så apatisk, at det ikke stiller spørgsmål ved tingene. Det gjorde vi, og som altid i England bliver du hadet for at tage det første skridt, selvom folk ender med at være enige med dig.'