Forleden fortalte min datter om en af hendes veninder, som på grund af nedtrykthed har været ved at forlade den skole, de begge går på, men som er blevet hjulpet af lykkepiller
af Kjeld Stenum
Da vi selv har haft den slags inde på livet, engagerer det naturligvis os begge to stærkt. For mig er det en utrolig svær problemstilling, når man ser hvert tilfælde for sig.
Hvis det kan hjælpe min datters veninde til at gennemføre sin uddannelse, og alternativet ville være, at hun blev dårligere stillet til at klare sig i samfundet, jamen skal hun så ikke have de lykkepiller?
Omvendt, når jeg så et par dage efter læser i avisen, at et stærkt stigende antal børn og unge får klaret deres nedtrykthed med lykkepiller, endda på trods af, at der er så mange uafklaretheder og betænkeligheder omkring lykkepiller til unge under 18, at sundhedsstyrelsen fraråder udskrivning af lykkepiller til den aldersgruppe, medmindre diagnosen er verificeret af speciallæger, så rejser mine små nakkehår sig.
Hvad er det, vi er ude i? Og man forventer ligefrem en 'epidemi' af depressioner over hele verden, og ikke som en luksussygdom i de højst udviklede lande, for nutidens depressioner rammer såvel fattige som rige. Skal vi virkelig acceptere at løse alt dette ad kemisk vej?
Jo, men hvis det nu er rigtigt, at depressioner er noget kemisk i hjernen, siger min datter til mig og beskriver, hvordan veninden ikke længere rigtigt synes, at alle de ting, der før gjorde hende ked af det, de nu er noget at blive så ked af. Jeg er sikker på, at der sker noget kemisk i hjernen, når vi bliver deprimerede, svarer jeg hende.
Men det gør der jo også, når vi bliver for eksempel vrede. Og jeg er da sikker på, at masser af de konflikter og problemer, der opstår imellem os, fordi vi bliver vrede på hinanden, dem kan vi undgå, hvis vi opfinder et eller andet kemisk stof, som kan neutralisere de stoffer, der frigøres i vores hjerne, når vi bliver vrede. Men er det virkelig den rigtige måde at løse vores indbyrdes konflikter på?
Man kunne jo også se sådan på det, at der kunne være gode grunde til vores vrede, og at vi måske ikke fik gjort noget ved de grunde, hvis vreden selv blev kemisk neutraliseret. Hvad var vi så ude i?
Det kunne min datter godt se. Men mange ville sikkert indvende, at depressioner jo er noget helt andet end vrede.
Ved depressioner falder vores energiniveau drastisk, vi synes ikke, der er noget ved nogenting, vi dropper alle vore samfundsmæssige og sociale relationer. Og selv om vi kan se, at det ikke løser noget som helst, ja tværtimod, alting bliver værre af det, så kan vi ikke gøre noget ved det. For det handler ikke om vilje.
En kontakt er slået fra, signalstofferne i hjernen er simpelthen udtyndede, så hjerneaktiviteten falder. Og vi orker knapt nok selve livet mere, hvordan så orke at bokse med dagligdagens problemer? Denne reaktion giver jo ikke nogen fornuftig mening, og netop heller ikke med hensyn til at løse de problemer, vi faktisk står i.
Er det så ikke en meget god ting, at der er fundet kemiske erstatninger for de manglende signalstoffer, så vi i det mindste kan begynde at arbejde med tingene igen?
Jeg synes ikke, det er en nem problemstilling. For når man tager hvert tilfælde for sig, så jo. Men det er for letkøbt at sige, at depressioner ikke giver mening. Jeg kunne da godt tænke mig til en slags mening med depressioner.
Depressionen kan simpelthen være kroppens reaktion imod sociale og samfundsmæssige sammenhænge, som vi oplever som utålelige.
Depressioner har måske noget med vrede at gøre, det er bare en vrede, der har så håbløst et projekt, eller har løbet panden imod en mur så mange gange, at den er blevet til afmagt.
Måske er det vrede, der bliver til afmagt, som skaber depression. Kan vi ikke finde ud af at melde os ud med vores hoved, melder vores krop os ud.
Jeg er sikker på, der har også eksisteret depressioner i gamle dage, da fik man bare løst dem ved rent fakltisk at melde sig ud, emigrere, starte på en frisk et andet sted og i nogle ny sammenhænge, måske i et nyt land. Og sådan forsøger mange fra mange forskellige steder i verden fortsat at løse tingene.
Problemet i dag er bare, at der ikke rigtigt er nogen 'friske' steder at starte længere. Enhver ny start vil, ligegyldigt hvor vi søger hen, være en start ind i sammenhænge, der mere eller mindre gentager de mønstre, vi forsøgte at komme væk fra. Vi er blevet for ens civiliserede, kapitalismen er trængt for meget igennem i hele verden. Så er der kun depressionen tilbage.
Når vi over en bred kam vælger at fjerne depressionerne med kemi i stedet for at lave verden om, er vi ude i noget snavs. Vi er i gang med at fjerne vores moralske orienteringsevne.
Forudsætningen for, at vi kan opbygge fælles moral, er, at vi er så biologisk ens, at vi reagerer ens nok i de forskellige situationer til at forstå hinanden.
Det betyder ikke, at vores moral selv er et biologisk produkt, den er et socialt produkt. Men vi ville ikke kunne opbygge ret meget fælles moral med for eksempel løver, selv om de måske skulle have været tilstrækkeligt intelligente til at evne det, for de er simpelthen for biologisk forskellige fra os til, at vi kan sætte os ordentlig ind i deres måde at reagere på.
Hvis vi ved hjælp af kemi eller genteknologi eller hvad man kunne tænke sig begyndte at pille så meget ved den naturlige handlingsadfærd hos en del af os, at vores grundlæggende ens måde at reagere på ikke længere ville være der, så kunne vi heller ikke længere lave fælles moral. De af os, som fik deres vrede neutraliseret, ville finde sig i behandling, andre fandt uretfærdig, de af os, der fik depressionen neutraliseret, ville finde sig i sociale situationer, som andre fandt utålelige, de af os, som fik smertefølelsen neutraliseret, ville finde sig i utålelige belastninger på deres arbejde og så videre. Vi ville virkelig være ude i en sump.
Det er uden tvivl et paradisisk perspektiv for nyliberalister. Samfundsskuden kunne fortsætte med at sejle uden alle de besværlige moralske skrupler, ih, hvor kunne den sejle! Men den ville sejle i blinde. Og Huxleys fagre nye verden ville hurtigt blive det rene vand i sammenligning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278