21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Om natten er dæmonerne på fri fod

Om natten er dæmonerne på fri fod

Fredag, 07. december, 2007, 00:00:00

Den danske film ¤¤Ekko¤¤ handler om fædre og sønner. Om deres kærlighed til hinanden - og hvor svært det kan være

af Mikael Strandbech
Filmen 'Ekko' starter med en lang, lydløs sekvens af et landskab i halvmørke taget indefra et hus. Vi får med det samme fornemmelsen af noget skjult og lurende. Så ankommer Simon og hans søn Louie til huset.
De er på flugt. Politimanden Simon har bortført Louie efter en skilsmisse. De skal bare have en god uge sammen.
Og hvis de står sammen, og forsvarer øen/sommerhuset 'mod piraterne og krokodillerne'', behøver de ikke gå planken ud.
Omkring dem brager den danske sommer med gule kornmarker og blå, blå himmel om dagen. Men om natten er dæmonerne på fri fod.

Sidste gode tid
Vi får intet at vide om baggrunden for skilsmissen - andet end Simons ord om, at han måske ikke var den smarteste ægtemand i verden.
Vi følger Simon i hans kamp på at få en sidste god tid med sin søn. Vi føler en stigende sympati med ham.
'Hvem elsker du mest? Mor eller mig ? spørger Simon på et tidspunkt sin søn Louie og han svarer sørgmodigt: 'dig' med den indsigt, som børn helt naturligt har for at give det 'rigtige' svar.
'Undskyld, jeg ved godt, at man ikke skal svare på sådanne spørgsmål', siger Simon kort efter.
Sommerhuset og bryggen ved søen spiller en fatal rolle også i Simons fortid og i forhold til hans far (spillet af Peter Stormare). Nattens dæmoner begynder at antage former i dagligdagen, der i forvejen bygger på et meget spinkelt grundlag.

Opløsning
Og da den rastløse og impulsive pige Angelique ( Stine Fischer Christensen) træder ind i handlingen og virkeligheden, kommer tættere på sagen i form af efterlysninger i tv og aviser, tager begivenhederne voldsomt fart mod opløsning og kulmination.
Filmen handler om fædre og sønner. Om deres kærlighed til hinanden - og hvor svært det kan være. Om hvordan fortiden aldrig slipper os helt.
Kim Bodnia spiller Simon overbevisende med følsomhed og en vibrerende desperation. Drengen Villads Milthers Fritsche er et fund som Louie. Han spiller med stor musikalitet og formidler troværdigt sårbarhed og dén der herlige barnelogik, der uforvarende sætter fingeren på de ømme punkter.
'Far, hvad er bøsser for noget'? 'Det er når to mænd elsker hinanden'. 'Er vi så bøsser, far ?'

Ekko. Instruktion : Anders Morgenthaler. Medvirkende: Kim Bodnia. Villads Milthers Fritsche. Stine Fischer Christensen. Peter Stormare.
Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. dec. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur