Ravoenettes udnytter de stemmemæssige modsætninger til at skabe en harmoni mellem det dystre og det håbefulde. Perfekt dialetik

af Anders Fenger
Nogle siger, at alt pop er noget værre lort. Men Raveonettes er noget godt lort.
Det blev understreget på bandets koncert onsdag aften i Vega i København. Så kan kritikerne sige, hvad de vil.
Det var især spændende at opleve en live-optræden med bandet, der lige er kommet ud på den anden ende. Læs: Raveonettes fik for tre-fire år siden en millionkontrakt med det multinationale, amerikanske pladeselskab Columbia, men floppde i selskabets øjne ved ikke at skrabe profit nok sammen - til selskabet.
Dette har frontfigurerne i danske Ravoenettes, Sune Wagner og Sharin Foo, dyrekøbt måtte erkende. De er nu på gaden med en temmelig u-kommerciel cd, 'Lust, Lust, Lust', som de spille en række numre fra i den tætpakkede sal i det gamle Folket Hus på Enghavevej i København onsdag.
Denne aften slappede gruppen tydeligvis mere af, selvom det er i slutningen af deres Europa-turne.
'Hvor er det fedt af space lidt ud heroppe', kommenterede Sune Wagner fra mikrofonen.
Især samarbejdet mellem Sune Wagner og hans mørke, dystre stemme - og Sharin Foos engleblide, nærmest drømmende vokal, skabte et helstøbt udtryk. Var det Djævlen og Englen, vi her hørte? I hvert fald udnytter de to modsætningerne eksemplarisk, og opnår gennem de stemmemæssige modsætninger en harmoni mellem det dystre og det håbefulde. Perfekt dialetik.
Af og til brydes den lidt dystre stemning af mere muntre numre, tydeligvis inspireret af af Buddy Hollys harmonier og specielle rytme.
Men for den aktive lytter er der også klare minder om lyden fra Ronettes The Jesus & Mary Chain, Suicide, Velvet Underground og minsandten The Cramps.

Ravoenettes. Vega. Onsdag.