¤¤Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000¤¤ er en velskrevet og spændende ny bog, hvor hovedvægten er lagt på arbejdernes historie som klasse

af Hanne Rosenvold
Hvorfor begyndte arbejderne at organisere sig i fagforeninger? Hvordan gik det for sig? Hvorfor kom der rene kvindefagforeninger i Danmark? Hvordan levede og tænkt danske arbejdere for 50, 100 eller 150 år siden?
Det er blot nogle af de spørgsmål, man kan blive klogere på i den nye arbejderhistorie, der er udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, SFAH.
Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000 er en bog, der fokuserer på det kollektive. Markante enkeltpersoner omtales, men hovedvægten er lagt på klassens historie. Opbygningen er kronologisk, men bliver aldrig tung.
Tværtimod er det en historie, der skrider logisk frem. Med udgangspunkt i tømrerskruen i 1794 - Danmarks første strejke - hører vi om, hvordan der i 1800-tallet vokser en arbejderklasse op.

Organisering
Hurtigt bliver det klart for disse nye arbejdere, at de har fælles interesser og et behov for at organisere sig. Arbejderbevægelsen bliver skabt, den faglige såvel som den politiske.
Bogen giver en rigtig god indsigt i, hvorfor det danske overenskomstsystem kom til at se ud som det gjorde. Hvordan det var en evig kamp for klassen at skaffe sig bedre vilkår. Og bestemt ikke en kamp, hvor det altid gik fremad: der var år, hvor lønnen blev sænket og arbejdstiden forlænget.
Men det, der først og fremmest adskiller denne arbejderhistorie fra tidligere udgivelser, er dens fokus på arbejdernes liv, i arbejdstiden såvel som i fritiden. Der fortælles både om hverdagslivet, boligforhold, fritiden, kvindernes forhold og om markante arbejdskampe. Men desværre med en tendens til, at beskrivelsen af efterkrigsårene fokuserer mere og mere på fagbevægelsens top og den parlamentariske gren.

Politisk bevægelse
Når det handler om udviklingen i den politiske arbejderbevægelse, er hovedfokus naturligt nok på Socialdemokratiet. Men bogen fortæller også om arbejderbevægelsens venstrekræfter, først og fremmest Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, men også SF og VS.
Men kan være mere eller mindre enig i vurderingerne af DKP på forskellige spørgsmål, men bogen lader ingen tvivl tilbage om DKP`s store indflydelse i fagbevægelsen først og fremmest i årtierne efter besættelsen, baseret blandt andet på den autoritet, partiet havde vundet i modstandskampen.
Alt i alt kan Arbejdernes Historie i Danmark anbefales på det varmeste. Den er velskrevet, med mange og gode illustrationer og med en glimrende indholdsfortegnelse. I tilgift et omfattende noteapparat og en detaljeret litteraturliste, hvor man får masser af ideer til videre læsning.
Bogens skrivende redaktører er Lars K. Christensen, Søren Kolstrup og Anette Eklund Hansen. Derudover bidrager en række andre forfattere med tematiske artikler.
Bogen må være en oplagt julegaveidé til alle historisk interesserede.

Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000. Af Lars K. Christensen, Søren Kolstrup og Anette Eklund Hansen. 464 sider. 249 kr. SFAH 2007.
Bogen kan blandt andet købes via www.sfah.dk. Den sælges også i Arbejdermuseets butik i København.

Kommunesocialisme i Nakskov

Sophus Bresemann, bødker, socialdemokratisk fagforeningsmand, journalist og politiker, flyttede o. 1900 til Lolland-Falster for at virke som agitator for arbejderbevægelsen.
I 1901 udkom det første nummer af Lolland-Falsters Social-Demokrat med Bresemann som redaktør og i 1914 blev Bresemann valgt til borgmester i Nakskov, den første socialdemokratiske borgmester i provinsen. Han var også folketingsmedlem og socialdemokratisk ordfører i sociale spørgsmål.'Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000' tegner et portræt af Bresemann, hvori det bl.a. hedder:
'Bresemann formulerede omfattende reformudspil inden for undervisning, social- og sundhedsvæsen, boligpolitik og produktionsvirksomhed. Væsentlige dele heraf blev gennemført i Nakskov Kommune. I 1907 indførte Nakskov vederlagsfri og forebyggende skolelæge, seks år senere indførtes vederlagsfri skoletandlæge, 1912 oprettedes et splinternyt sygehus, 8-timers dagen blev gennemført for kommunalt ansatte i 1913 - seks år før dette krav blev gennemført på landsplan. I perioden 1914 til 1920 indførtes en ny skolestruktur med små forskoler for de mindre børen og en stor centralskole for de større børn med badeanstalt, svømmeundervisning, skolekøkken, sløjdlokaler, særlig sygegymnastik og syskole. Skolepenge blev afskaffet, undervisningsmateriale gjort gratis. I nært samarbejde med byens skolelæge kunne Bresemann i 1922 indvi en friluftsskole ved vandet, der tog sig af de blege, magre og kirtelsvage børn. Gennem offentlige jordkøb og målrettet regulering af jordpriserne banede han vejen for foreningsbyggeri i havehusstil med A/S Nakskov Arbejderboliger som krumtap. I ældrepolitikken arbejdede Bresemann for retsprincipper, gamle udslidte mennesker har krav på at få alle livsfornødenheder, ikke som nådegave, men som ret, lød det fra Bresemann. Han arbejde således for det universalistiske velfærdsprincip, lang tid før dette blev alment accepteret i samfundet. Det socialdemokratiske styre i Nakskov etablerede også offentlig produktion, hvor kommunalt landbrug, kommunalt fiskeri og en kommunal beklædningsforretning udgjorde de vigtigste aktiviteter.'

Socialdemokratisk racehygiejne

'Socialdemokratiets perspektiv i 30`erne var identisk med nationens perspektiv. Det gælder i befolkningspolitik og i flygtningepolitik. For Steincke (socialdemokratisk socialminister) var der en klar forbindelse mellem socialpolitik og begrænsning af de åndssvage. 'Hvis vi ikke fortsat skal udrede endda voksende udgifter til pladser.. for det tiltagende antal af åndssvage m.fl., må vi ..supplere vor sociallovgivning med en efter vor viden afpasset form for racehygiejne', udtalte K.K.Steincke i 1934...
I 1934 vedtog Rigsdagen lov om tvangssterilisation af åndssvage, året efter åbnedes for kastration af forbrydere og psykisk abnorme, og i 1938 fik justitsministeriet mulighed for at nedlægge forbud mod ægteskab blandt sindssyge, åndssvage, psykopater, epileptikere med regelmæssige anfald og kroniske alkoholikere.
Synet på flygtninge blev stadig mere restriktivt. De tyske socialdemokrater fra SPD rakte Staunings regering gerne hånd til, der blev oprettet en særlig fond, Matteottifonden, som skulle hjælpe de tyske partikammerater til en tilværelse udenfor Hitlers Tyskland.
Anderledes med forfulgte tyske kommunister. Medens 4 procent af Matteottikomiteens mænd fik arbejdstilladelse, opnåede kun 1/5 af mændene fra kommunisternes Røde Hjælp en sådan status.
Også de jødiske flygtninge havde regeringen et anstrengt forhold til efter 1933. Et fåtal slap gennem det danske justitsministeriums nåleøje. Oktober 1937 udsendte Steincke et cirkulære, der indskærpede '..danske myndigheder ikke at medvirke til stiftelse af ægteskaber blandt udlændinge, der tager midlertidigt ophold i andet, for så vidt ægteskabets indgåelse er stridende mod hjemlandets lovgivning..' Justitsministeriet anerkendte den tyske lovgivnings krav om racehygiejne også på dansk grund.
(Uddrag fra side 179)

Rationaliseringer

'På mange virksomheder var arbejderne meget vrede over den måde rationaliseringer foregik på. Det fremgik bl.a. af et stort antal arbejdsnedlæggelser, voldgift og mæglingssager.
Den måske mest kendte rationaliseringsstrejke: Philips-strejken varede i 5 uger og satte fokus på, hvordan arbejderne opfattede rationaliseringerne og den intensivering, der skete i deres arbejde. At det ikke kun var arbejderne på en enkelt fabrik, der følte sig hårdt pressede, men et generelt problem, viste den store opbakning, som Philips-arbejderne fik fra et stort antal arbejdspladser.
Strejken brød ud i september 1954 på fjernsynsfabrikken Philips på Amager. En arbejder, der sammen med 5 andre stod ved et samlebånd og samlede TV-apparater, skulle øge tempoet fra 11 til 16 apparater om dagen. Det kunne han ikke og blev fyret med øjeblikkelig varsel. De andre arbejdere ved båndet nedlagde arbejdet med det samme, og resten af arbejderne i produktionen, ca. 500, nedlagde arbejdet næste dag med krav om genansættelse af den fyrede kollega.
Baggrunden for arbejdernes kraftige reaktion var, at der på virksomheden blev gennemført en hårdhændet rationalisering med tidsstudier og konstant overvågning af arbejderne. Der blev bl.a. hængt sedler op ved arbejdspladserne med teksten: 'I dag hviler øjnene på Dem' Stemningen på virksomheden var generelt dårlig med stor udskiftning blandt arbejderne og tillidsfolkene.'
(Uddrag fra side 219)