Pyt med, at ens manglende paratviden udi Mellemøsten åbenbares under læsningen af Lasse Ellegaards nye bog. Man kan kun blive klogere
af Anna Christensen.
Dette efterår er der udkommet flere bøger, der har udspring i konflikterne i Mellemøsten. Bøgerne er skrevet af danske journalister og fotografer, der på egen krop har oplevet dét, at færdes i dette konfliktfyldte og krigshærgede område.
Lasse Ellegaards bog med undertitlen 'Livsreportager fra Mellemøsten' er en af disse bøger. Lasse Ellegaard har som korrespondent for forskellige aviser boet og arbejdet i området gennem adskillige år, samtidig med at han er tyrkisk gift.
Gennem politiske begivenheder, personlige historier og oplevelser, rejser man med Ellegaard rundt i området; Tyrkiet, Irak, Syrien, Libanon, Israel, og Gaza.
Tidsmæssigt er man det ene øjeblik i nutiden - for kort efter at være i fortiden - og igen kort efter midt i en analyse af en politisk begivenhed.
Ellegaard giver samtidig plads til, at lokale, han møder på sin vej, fortæller om deres meninger og syn på begivenhederne.
Intet sted i bogen er man i tvivl om Ellegaards holdninger og sympatier. Bogen er velskrevet og vedkommende.
Det kan være svært at følge de mange sceneskift, men nysgerrigheden sejrer.
Det er absolut en god bog, når man giver sig god tid. Og så pyt med, at ens manglende paratviden udi Mellemøsten åbenbares under læsningen.
Man kan kun blive klogere.
Lasse Ellegaard.
Med gud i hælene. På rejse i Mellemøsten. 320 sider. 299. kr. Gyldendal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278