22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Patchanka! skriver nyt materiale

Patchanka! skriver nyt materiale

Onsdag, 12. december, 2007, 00:00:00

Ska-punk-latin-bandet Patchanka! trækker sig efter et hæsblæsende 2007 med masser af medieomtale og 40-50 live-koncerter tilbage for en stund - blot for at lave nye sange

Det er lidt af en nedtur at åbne døren til det ellers varme band-rum under Loppen på Christiania i København denne kolde decemberaften, hvor en række udmattede musikere fra Ska-punk-latin-gruppen Patchanka! puster ud efter lørdagens farverige koncert samme sted. Årets sidste.
Væk er smagen og lyden af tropenatten i Jamaica. Væk er billederne på den temmelig drømmende nethinde af zigøjner-kæde-dans i en Balkan-landsby. Pist borte er smagen af støv fra den brandvarme hovedgade i det nicaraguanske provinshul. Eller lyden af sang midt under gadekampen på Nørrebrogade, som bandet minutter før havde genopfrisket med sangen 'We`re gonna` start at riot tonight'.
Vi må vente nogle måneder endnu med at høre bandet, der for alvor i 2007 slog sit navn fast som et energi-brændpunkt af musikalsk cross-over og politiske markeringer.
- Vi er trætte af kun at spille samme set. Vi vil lave nye numre, siger Niels Bajo Kisku, der spiller keyboards i bandet.
Han læner sig tilbage i sofaen i bandrummet og afbrydes af bassisten Jon Nielsen.
- Teksterne skal vi arbejde mere med, så det bliver en kollektiv proces.
Nic Gast, forsanger, tørrer sveden af panden og nikker.
- Ja, de skal passe mere ind i musikken, siger han, og tilføjer, at publikum måske kan forvente en ny cd eller en række udgivelser af enkeltsange i løbet af nogle måneder.
Patchanka! har allerede cd`en 'Set Things In Motion' fra 2006 på samvittigheden.

Forpligtelse?
Bandet har spillet 40-50 koncerter bare i år. Og så er de blevet spillet seks gange i P3-radioprogrammet 'De Sorte Spejdere', inklusiv på valgaftenen.
Hvad betyder den større succes og langt større publikum? En forpligtelse til at holde fast i mange af de politiske tekster?
- Vi har simpelthen knoklet for succes`en i tre år. Men de politiske holdninger stopper vi ikke med. De er jo en del af os, siger Nic Gast, men pointerer, at bandet ikke vil låses fast som 'et politisk band'.
Patchanka! har da også i årets løb spillet så forskellige steder som til Skarø Festival, for Dansk Cubansk Forening og ALBA-gruppen, i Gimle, Roskilde og Against G8 i Rostock. Ja, og så vandt de en tredjeplads ved den kommercielle Emergenza Festival, i Vega i København i sommers.
I 2008 vælger bandet at turnere længere sydpå end Tyskland. Nu skal Spanien, Frankrig og Italien indtages.
- Husk nu at skrive noget fornuftigt, lyder det fra en af band-medlemmerne, da avisens udsendte smyger sig tilbage ud i decembernatten over Christianshavn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. dec. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur