Man tror, det er løgn. Poul Nyrup Rasmussen spytter en ordentlig tot uld ud af munden i bog om kapital-fondenes ufattelige grådighed. Der sker uhyrligheder hvert sekund i de lukkede gemakker

af Mauri Johansson
Tidligere statsminister, nu MEP og formand for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen har spyttet en ordentlig tot uld ud af munden. Han er lige udkommet med en bog han har redigeret: 'I grådighedens tid – kapitalfonde og kasinoøkonomi'. Man fornemmer næsten lidt panik under overfladen. Der er afsnit i bogen der nærmer sig et punkt, hvor der er ved at gå kuk i det højt besungne sociale partnerskab med arbejdsgiverne – intet mindre.
Vi ved alle at det er hårdt for ledende politikere at indrømme fejl, men det sker faktisk i denne bog. Mest markant siger den tidligere formand for det britiske LO (TUC), John Monks, nu formand/generalsekretær for ETUC (Euro-LO): 'Jeg skal gerne erklære mig skyldig i at have undervurderet konsekvenserne af forandringerne' (JM henviser her til nedtrapningen af de tætte forbindelser mellem banker og virksomheder til fordel for at de nu overtages kapitalfonde, investeringsbanker mv.). 'Da jeg blev generalsekretær for TUC i 1993, gik jeg ind for stærkere partnerskaber og samarbejde på arbejdspladserne. Det var et centralt punkt i TUCs fremtidsprogram. Jeg tog ikke tilstrækkelig højde for, hvad der foregik på den anden side af bordet.' Og lidt senere: 'Og hvor kan vi sætte ind for at opnå resultater? Hvad er i det hele taget fagforeningernes fremtid under den nye kapitalisme?' Så ærlig er Nyrup ikke, men indrømmer at 'vi nu er kommet bagud. Samfundenes indsigt, opsyn og lovgivning er slet ikke fulgt med. Vores redskaber for at sikre samfundet og det enkelte menneske er slet ikke egnet til at håndtere den ny situation.'
Afslutningsvis i bogen siger han: 'Vi må nu i Danmark forstå, at vi er en aktiv del af et ekstremt velorienteret, hurtigt og iskoldt internationalt finansmarked, med kapitalfonde og investeringsbanker, der mildt sagt ikke føler, at den danske model er noget at skrive hjem om. Det må vi tage konsekvensen af i praksis, nu! Flinkeskolen og naiviteten må være forbi. Vi lever og agerer i den globale finansielle verden – og det foregår hvert sekund! Flere af de eksempler og forløb vi har set i Danmark…ville aldrig gå i USA på Wall Street.'

Hvad er der dog sket?
Nyrup og de fem andre bidragydere tegner med hver sine vinkler et billede, hvor den deregulering der er sket i nationalstaterne ikke er blevet fulgt op af reguleringer i EU eller på verdensplan. Proppen er taget af for den grådigste af alle hidtidige faser af kapitalismen, der nu er fløjet ud af flasken og truer med at æde sine egne børn. Det er ikke helt med dette ordvalg kendsgerningerne præsenteres, men det er budskabets reelt indeholder. Gennem de sidste 20 – 30 år, men i sær i de sidste 10, efter Murens fald, har den internationale finanskapital sat alle sejl til. Den arbejder med en hærskare af nye 'instrumenter' som hedgefonde, private equity-fonde, carry, junk bonds, exit og en mængde andre begreber, der er helt uigennemsigtige for selv gud og hvermand, herunder økonomer af den gamle skole, måske også Nyrup selv, indtil for nylig? Bogen gør et prisværdigt forsøg på at forklare de nye begreber, kaste lys i mørket og rede trådene ud så læseren kan få en lille opfattelse af de uhyrligheder der sker – hvert sekund – i de lukkede gemakker. Det er din og min arbejdsplads, mit sygehus eller min surt opsparede pension der nu er blevet 'et finansielt produkt', lige til at købe op, hive værdierne ud af, tvinge firmaet/ejeren til at optage massiv gæld, sælge alle værdier ud og, i løbet af 2 – 5 år, smide kadaveret på lossepladsen (dette kaldes 'exit' efter det latinske 'exitus', der betyder 'død') når kapitalfonden trækker de sidste værdier ud og farer videre til næste høst, som Egyptens græshopper, uden at se sig tilbage.

Lothar Kamp, der omtales som ekspert i fagforeningers medbestemmelsesret, har et meget udtømmende kapitel om de nye økonomiske kendsgerninger. 'Kapitalfondene – værdiudtræk og gæld; Mere sårbare virksomheder; Konsekvenser? – fyringer og ringere arbejdsmiljø; Omfordeling til de få; Gælden – en ny boble?; Uligheden stiger' er overskrifter der taler sit eget sprog i hans afsnit. William Melody er gæsteprofessor ved DTU. Han analysere i to kapitler dels behovet for samfundets forsyningsvirksomheder (vand, gas, elektricitet, telekommunikation, lufthavne, havne og offentlig transport) og fastslår at de SKAL være langtidsholdbare. Han giver detaljerede vase-studier på telekommunikationsområdet, herunder i sær TDC, som han omtaler som 'skoleeksemplet på selskabstømning'. I det andet kapitel går han i dybden netop med TDC-sagen. Artige sager, min sjæl!

Christen Amby har et instruktivt kapitel om i sær skatteforholdene vedrørende kapitalfondene. Det er deprimerende læsning med spage bud på hvordan man får situationen under kontrol igen. Stort set handler det om, at det, som altid før, er de hårdt knoklende, almindelige lønarbejdere, der må træde til og nok en gang betale gildet når de rige smutter i skattely eller de økonomiske korthuse braser sammen. Også han har en næranalyse af TDCs forhold. Han afslører de meget tamme forsøg fra Fogh-regeringen om at dæmme op, selv hvor der (endnu) er muligheder for det via dansk lovgivning.

Mick McAteer ser på de ekstreme honorarer, manglen på information og gennemsigtighed, de kommende bobler og i sær konsekvenserne for pensionskasserne, der hurtigt kan suges tomme. Der er jo talrige fortilfælde i USA. Forfatteren viser, som også nogle af de andre, at kapitalfondenes salgsmaterialer ofte er vildt overdrevne og at klassiske investeringen i en kombination af robuste aktier og obligationer er fuldt ud konkurrencedygtige, i sær i det lange løb som jo er det eneste væsentlige for kommende pensionister, nu den solidariske folkepension står for henrettelsespelotonen.

Hvad har vores regeringer vidst – og hvornår?
De danske regeringer, borgerlige som socialdemokratiske, har i hvert tilfælde siden 1972, hvor socialdemokraten Jens Otto Krag med bål og brand truede befolkningen til at stemme JA til EF/ EU, med åbne øjne vandret ud i sumpen. I Romtraktaten og dets efterfølgere, nu EU, har hovedreglen og hjørnestenen fra starten været kapitalens fri bevægelighed, som alt det øvrige er underlagt. Det dømmer EU-domstolen konsekvent ud fra, og vil næppe godkende love der går kapitalens afgørende interesser imod. Kommunisterne og andre har advaret siden 1972. Men alligevel er EU et socialdemokratisk projekt, fuldt ud, og stadig. Regeringen Schlüter forhandlede WTO-taktaten i årene 1986 – 93, hvorefter Nyrup overtog og skrev under på verdenshandelsorganisationens kapitalvenlige regelsæt, hvor kapitalens og de rigeste landes forrang er ubestridt. WTO er udbygget med GATS-aftalen der markedsgør (privatiserer) handelen med tjenesteydelser. Også disse aftaler blev underskrevet i regeringen Nyrups tid i 1995 og dernæst videreført i EU-systemet, der bedre kendte som service- eller Bolkesteindirektivet. Det venter bare lidt på 'bedre tider' før også det bliver trukket ned over vore hoveder. Her bliver i sær sygehus- og sundheds- samt socialsektorens økonomier genstande for kapitalfondenes hærgen. Vi er allerede godt på vej med private sygehuse og den nuværende Fogh-regering fortsætter hastigt i samme spår. Nu fik Nyrup så brændt fingrene gevaldigt på TDC-privatiseringen, hvor vi endnu har de sidste krampetrækninger til gode.

Det må være endda meget svært at fastholde, at en veluddannet økonom og statsminister i en afgørende årrække i 80’erne og 90’erne ikke har kunnet forudse de afgørende elementer i denne udvikling. Har man nogensinde kunnet stole på kapitalisterne uden en vedvarende kamp for hårdt opnåede spåner fra profittens spillebord? Nu står han så hændervridende og appellerer om hjælp, fra pensionskasser og andre der (måske?) endnu ikke har solgt alt ud til kapitalfondene. Og bønner til god moral i de lukkede kapitalistgemakker, hvor ingen demokratisk magt har lovgivende beføjelser over. EU vil det ikke – det har kommissæren for det indre marked, Charlie McCreevy, allerede slået fast. EU har efter de hurtige udvidelser fået en stribe nye medlemslande der styres af storkapitalens interesser, mange af dem på farlig kurs mod fascismen. De vil næppe ile Nyrup til hjælp. De sender ikke revolutionære folk til EU-parlamentet, måske lidt sminkede venner der kalder sig socialdemokrater, men er hårdt styret hjemmefra. WTO vil givetvis heller ikke svigte kapitalen. Verdensbanken (WB) og den internationale valutafond (IMF) har siden 1944, med god bistand fra Danmark, vist at de på kort tid kan sende selv stærke økonomier i knæ – tænk på Asien og Argentina, eller de nye republikker der kom til efter Sovjets fald. Her bør interesserede læse Naomi Kleins aktuelle bog 'The shock doctrine – The rise of disaster capitalism' (Forlag Allen Lane/Penguin, UK, 2007 – en bog der snarest burde oversættes til dansk). FN? Ikke med den nuværende struktur og de reelle beføjelser.

Efter at have oplevet den nylige socialdemokratiske valgkamp er det svært at tro at Nyrup har haft bare en alvorlig samtale med Helle Thorning-Schmidt om problemernes alvor. Ikke noget med folkeafstemning om den ny traktat, med anbefaling af et massivt NEJ, for at stoppe for yderligere udsalg af suverænitet til Unionen. Intet om en aggressiv klassekamp, ført an af socialdemokratiet i alliance med socialister og kommunister, i Danmark og Europa, mod USA der styrer de vigtigste kapitalfonde. Måske med risiko for at blive truet med terrorparagraffer? Der var total tavshed om EU og den økonomiske udvikling i ud- og indland under denne valgkamp.

Så, Poul Nyrup Rasmussen: 'Efter mig syndfloden'? Eller skal vi ud af EU i en fart og selv bestemme om de danske arbejdspladser? Bogen er en afslørende analyse, men de forslag bidragyderne kommer med, Nyrup inklusive, slår til som en skrædder i helvedet. Eller er det måske en god gammeldags revolution der skal til, før forholdene for almindelige, hæderligt arbejdende og stræbsomme mennesker, der, som Nyrup, tror på arbejdets værdi og etik. Et arbejde, hvor 'de reelle værdier skabes, sammen med selvværd og den personlige respekt' for nu at citere Nyrup nok en gang.

Bogen kan stærkt anbefales som året julegavegyser. En oplagt pligtlæsning i fagbevægelsen, Folketinget, regeringen og i de små hjem hvor kulden snart melder sig, mens varmeomkostningerne vokser – blandt andet grundet kapitalfondenes opfindsomhed, hærgen og magt.

Poul Nyrup Rasmussen. 'I grådighedens tid – kapitalfonde og kasinoøkonomi'. Informations Forlag, 2007, 258 sider, kr. 298.-