22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kvinder kan være skidesjove

Kvinder kan være skidesjove

Lørdag, 15. december, 2007, 00:00:00

Revyagtigt, satirisk og meget moderne morskabsteater med otte kvinder, der har ligestilling som mål og sex som middel

af John Bruun
Der er dømt 'No sex in the city' for den danske elite med statsminister Preben og våbenfabrikant Rask Kimacky Møller i spidsen, hvis ikke de afslutter den åndssvage krig mod svenskerne om tangdusken Hven i Øresund.
Deres koner og kærester har kollektivt knebet lår og baller sammen, indtil de får del i magten og krigen får en ende.
'Kvindernes hævn' på Nørrebro teater i København er en moderne udgave af Aristofanes 2500 år gamle græske komedie 'Kvindernes oprør', som har samme tema.
På Nørrebros Teater er det otte forskellige arketypiske kvinder fra dagens Danmark, der slukker for erotikken for deres modpoler i den mandlige elite.
Alle stykkets otte kvindelige skuespillere har også en manderolle.

Fordomme og fakta
Historien hænger løst sammen, og en efter en serverer kvinderne stand-up-monologer, der sætter fokus på fordomme og fakta omkring kvinders og mænds forskelligheder.
Først får vi lige lidt facts af vide af den hamrende ambitiøse Frederikke, der har stillet sig i spidsen for oprøret i håb om selv at blive statsminister.
For eksempel at kvinderne, der jo allerede fik stemmeret i Danmark for snart 100 år siden, udnyttede retten til prompte at vælge hele fire kvinder ind i Folketinget.
Allerede i 1969, da kønskampen stod på sit højeste, var tallet steget til 19. Til gengæld er 94 procent af alle administrerende direktører den dag i dag mænd.
Og det er jo en skam. Kvinder har jo en helt anden social forståelse, følsomhed og empati. Tænk bare på Margaret Thatcher eller Pia Kjærsgaard.

Søde ord og knive
Kvinder er til gengæld enormt gode til at samarbejde. Louise Mieritz fortæller åbenhjertigt om ensemblets hyggelige fælles pauser og om medspilleren Malene Schwartz, som bare er en så stor kunstner, men desværre lugter hun jo altid lidt af bræk på grund af noget bulimi.
Sådan får alle medspillerne søde ord og knive i ryggen i en af stykkets mest velturnerede og sjove monologer.
Det er nutidigt, sjovt og til tider skarpt revyteater med en herlig flok vidt forskellige kvindelige skuespillere. Stykket mangler det samlende, stramme budskab for at blive virkelig provokerende og opnå blivende værdi, men det hamrende seværdigt nu og her.

Kvindernes hævn. Af Vivian Nielsen. Monologer: Jacob Tingleff & Jonathan Spang. Scenografi: Thomas Bjørnager. Instruktion: Kenneth Kreutzmann.
Spiller på Nørrebros Teater til 26. Januar 2008

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur