Albert Mertz` helt særegne blanding af forfinet æstetik og kaos hager sig fast i én længe efter, at man har forladt hans udstilling

af Finn Hermann
Albert Mertz` (1920-90) 'varemærke' - en rød og blå firkant - genfindes overalt i denne udstilling som 'underlægningsmusik' og som hovedtema. Skaber sammenhæng i virvaret af farver, tegninger, lyd og rablende ordremser i en skrattende højtaler. Lyddigte - måske en hilsen til den store dadaistiske digter og billedkunstner Kurt Schwitters - en parafrase over et billede af den spansk-franske dadaist og surrealist Francis Picabia. Albert Mertz vedkendte sig sine kunsthistoriske aner.
Et rum domineres helt af de blå-røde flader. Majestætisk som i en kirke. Andre rum fyldes af geometriske skitser på samlebånd, hist og her afbrudt af mere udtryksfulde farvekombinationer, eller en avispapircollage, et udpluk af virkeligheden, tilsyneladende lige så tilfældigt, som vi sommetider oplever den. Glimt af poesi, som får beskueren til at stoppe op midt i virvaret.
Et pinefuldt realistisk højdepunkt er kortfilmen 'So ein Ding muss ich auch haben' Rablende grotesk som udstilingen. Realismen på grænsen til vanvid.
I lang tid efter plages man af scenen med den lille dreng, som, lænket til altanens gelænder, mens mor 'har besøg', igen og igen smider en bold ned på gaden, som 'gæsten' hver gang må hente....eller gadefejerne, der fejer meningsløst rundt med skidtet i neongule veste.
På lydsiden skinger kakafonisk musik (komponeret af den franske maler Jean Dubuffet og Asger Jorn). Kunstneren er det drillende barn. Beskueren den der hele tiden løber efter bolden.
Drevet af udstillingens titel 'Duer ikke!..Næste!' går jeg ud i byen, nærmest beruset: Flere gange overhales jeg af firkanter i stærke farver, som haster forbi mig. Butikkernes udstillingsvinduer forvandles til abstrakte kompositioner... en cyklist med neongul vest mod den blågrå dis!.Et postbud reduceret til en lysende rød firkant!
Virkeligheden kan være et digt eller et avisudklip eller en farveflade. Eller et barn på en altan i 50`ernes München. En evigt grinende plageånd..
Mertz var selv en plageånd. Hans helt særegne blanding af forfinet æstetik og kaos hager sig fast i én længe efter, at man har forladt hans udstilling

Albert Mertz. Den Frie Udstilling.
Oslo Plads. København. Til 21. december