Kaare R. Skou indleder med en omfattende historisk gennemgang på 70 sider. Den starter ved det politiske spil omkring den første grundlov i 1849 og slutter med Anders Foghs første genvalg
af Benjamin Egerod
Kaare R. Skous leksikon Dansk Politik A-Å er udkommet i en ny udgave. Leksikon`et blev udgivet første gang i 2005, men efterspørgslen har været så stor, at man allerede i år har kunnet udsende en revideret udgave.
Kaare R. Skou indleder med en omfattende historisk gennemgang på 70 sider. Den starter ved det politiske spil omkring den første grundlov i 1849 og slutter med Anders Foghs første genvalg.
Selvom Skou holder en fin og objektiv tone i det meste af leksikon`et, afholder han sig ikke fra at give Dansk Folkeparti (DF) nogle - velfortjente - lussinger. F.eks. går han ikke af vejen for at erklære DF`s politikere for 'ofte ikke alt for fagligt kompetente'.
Med Dansk politik A-Å er det for første gang blevet forsøgt at skabe et sammenhængende opslagsværk over dansk politik og dens historie, og det er gjort meget omfattende - ud over den historiske indledning fylder selve opslagsdelen 680 sider, og dertil kommer bilag med alt fra optegnelser over regeringer til folketingsvalg op igennem tiderne.
Redaktionen er afsluttet 1. juli i år, så det netop afsluttede folketingsvalg er ikke behandlet.
I opslagsdelen gør Kaare R. Skou kort rede for et væld af politologiske begreber og mere hverdagsagtige politiske udtryk. Men, som titlen antyder, lægges der mest vægt på begreber med historisk relevans for dansk politik.
Ud over de meget konkrete politiske begreber, beskriver han også de store ideologier i grove træk. Blandt andet er der en kort artikel om marxisme. Skou søger ikke, som så mange andre, at hænge marxismen ud som en voldsforherligende ideologi.
I stedet forklarer han - om end lidt kortfattet - om den dialektiske og historiske materialisme samt værdilæren og indholdet af proletariatets diktatur.
Det største kritikpunkt af den seneste udgave af Kaare R. Skous leksikon må være, at der lægges utroligt stor vægt på enkeltpersoner. Han beskriver alt for mange personer uden betydelig relevans for dansk politik uden for deres samtid.
Men den målsætning, som Skou introducerer i sit forord, er i høj grad blevet opfyldt: Leksikonet kan tjene som vejledning for de politisk interesserede, men fungerer også som et nyttigt opslagsværk til undervisningen på de gymnasielle uddannelser såvel som de videregående.
Kaare R. Skou. Dansk politik A-Å. 2. udgave. 1. oplag. Aschehoug. 2007. 832 sider. Vejl. pris 499 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278