Vi mener, vi er kristne i vores land, og at julen er et af kristendommens stærkeste symboler

af Kjeld Stenum
Men julen er en hedensk fest. Ingen tvivl om det! Æderiet og drikkeriet omkring solhverv har meget mere at gøre med vore forfædres ase-tro og måske også med endnu tidligere religioner end med kristendommen. Og vist ingen aner reelt , om Jesus overhovedet blev født på denne årstid.
Når man valgte at placere begivenheden netop ved solhverv, var det fordi, de tidlige kristendomsforkyndere ikke vovede at udfordre de gamle festtraditioner. Og klogt af dem! Vore forfædre havde nok aldrig ladet sig kristne, hvis ikke de måtte æde og drikke omkring jul!
Nå, men Jesus var nu heller ikke hverken kostforagter eller afholdsmand, i hvert fald ifølge nogle kilder.
Hvad han egentlig var for en person, er det svært at få et troværdigt samlet billede af, for der har helt sikkert været tale om en politisk udvælgelse, da man samlede teksterne til Det Nye Testamente.
Der eksisterede andre evangelier end de fire kanoniserede. Og der var andre politiske fortolkninger af hans lære end dem, der resulterede i opbyggelsen af det katolske absolutistiske fundamentalistiske verdensrige, der beherskede stort set hele den europæiske middelalder såvel politisk som økonomisk, og efter korstogshærenes oprettelse også militært. Der var blandt andet det såkaldte Thomas-evangelium, der skønnes omtrent lige så gammelt som de kanoniserede og derfor burde have lige så stor værdi som historisk kildemateriale.
Ifølge Thomas-evangeliet var Jesus en mand, der havde kastet ild på verden, og som lovede at vogte denne ild, indtil den brændte. Og det himmerige, han forkyndte, lignede en mand, der ville dræbe en stormand, og som for at være sikker på, han magtede denne handling, først prøvede om han magtede at stikke sværdet gennem sin husvæg. Dernæst dræbte han stormanden.
Læseren må selv fortolke, hvad det er for en Jesus, der taler her!
Men det var ikke det Jesus-billede, der vandt og blev kanoniseret. Nej, den opfattelse, som vandt og udbredtes over hele den vestlige verden, talte om en religion, der kun kunne tolkes af skriftkloge fundamentalister (Johannes-evangeliet: ordet er Gud). Og om en religion, hvis frelser ikke forkyndte et rige af denne verden, men gik ind for, at man gav kejseren, hvad kejserens var, og at man fandt sig i denne verdens uretfærdigheder og verdte den anden kind til, hvis nogen slog én. Og som i øvrigt forpligtede sin tilhænger til at gå ud og gøre alle folkeslag til hans disciple.
Religiøs intolerance er, i modsætning til hvad vi hyppigt bilder os selv ind, en fundamental del af vores kanoniserede kristendom. Det bør vi huske i vores kritik af den politiserende islam.
For den fæle muslim, der ifølge vore myter skal udbrede sin tro med det blodige sværd og styre sin stat med Koranen i hånd, er ifølge sin Koran faktisk forpligtet til religiøs tolerance og til at byde den anderledes troende velkommen som gæst i sit hus. Og lige siden korstogene har der været tradition for, at kristne slog mindst ti muslimer ihjel for hver kristen, som muslimerne ombragte, en tradition, som jo i øvrigt videreføres aldeles usvækket af amerikanerne og os, deres allierede, i Irak og Afghanistan.
Den kanoniserede kristendom i såvel dens katolske som dens protestantiske udgave har langt mere blod på samvittigheden, og sanktionerer langt større uretfærdighed, end islam nogensinde har gjort, de mest ekstreme fortolkninger af sharia-loven medregnet.
Men dette er ikke noget forsvar for islam i forhold til kristendom. Al religion er fortolket religion. Og før vore religiøse fortolkninger kommer vores praktiske levede liv med dets tunge problemer og tit omtrent umulige moralske dilemmaer.
Vi ved, at vi undertiden må vælge at køre hunden over for at undgå manden, som går tur med den. Og ofte er vore valg endnu sværere. Somme tider træffer vi også valg, som vi dybest inde ved er forkerte, men som vi ikke klarer at se i det rette lys. For at undgå at tage ansvaret for konsekvenserne af vore valg tyer vi ofte til religionen og dens guddommelige regler.
Vore moralregler er efterrationaliseringer på de valg, vi rent faktisk træffer, men for at slippe for ansvaret bilder vi os ind, at de er guddommelige regler. Vil vi blive klogere, bør vi også diskutere de faktiske livsproblemer, som det handler om, i stedet for religiøse moralske forskrifter. Det er kun gennem at blive klogere på vores handlingers konsekvenser, vi kan gøre os håb om at blive i stand til at løse vore livssituationer bedre.
Det var menneskene, der skabte Vorherre, og ikke omvendt. Og det er vores levede liv, der skaber og forandrer vores moralregler, ikke moralreglerne, der bestemmer over livet.
Når der i kristendommens navn er udgydt langt mere blod og udøvet langt større uretfærdighed end vel i nogen anden religions navn, så skyldes det de mennesker, der har brugt kristen religion til at efterrationalisere deres ugerninger med, og ikke den religionsgrundlægger, der for små to tusind år siden vovede et modigt forsvar mod overmægtige romerske herskere.
Som viede sit liv til at kæmpe for, at de, som kom sidst og nederst i samfundshierarkiet, skulle blive de første.
Som fortalte provokerende historier om, at foragtede etniske grupper som samaritanerne kunne være dem, der vidste mest om næstekærlighed.
Og som i løbet af sit korte liv blev så kontroversiel en skikkelse, at magthaverne fandt det mest betryggende at klynge ham op.
Havde dette menneske set, hvad fundamentalister som Jesper Langballe og Søren Krarup bruger ham til i Danmark i dag, for ikke at snakke om, hvad den kristne fundamentalist George W. Bush bruger ham til i Irak og Afghanistan, havde han - ja undskyld udtrykket - korset sig i sin grav.
For død er han. Og det er to tusind år siden, omtrent. Han kan ikke tage ansvaret for vore handlinger, hvadenten vi tror på ham som guddom eller ej, det må vi selv. Hvis vi afviser vores næste ved vores dør, må vi selv bære ansvaret.
Hvis vi bakker op om myrderierne og fordrivelserne i Irak og Afghanistan, må vi selv bære ansvaret. God jul!