De meget reaktionære træk, som kapitalismen er i gang med at udvikle, har at gøre med det et par årtier gamle begreb, man kalder globalisering

af Kjeld Stenum
Det er nytår. Så er der tradition for, at man forsøger at hæve sig lidt op og få overblik over tingene. Hvor er udviklingen på vej hen?
Jeg tror, at kapitalismen er i gang med at udvikle nogle stærkt reaktionære træk. Det er ikke en fuldstændig ny udvikling, den kan nok spores nogle årtier tilbage, men alligevel er den så ny, at det endnu er svært at se en samlende modkraft.
De meget reaktionære træk, som kapitalismen er i gang med at udvikle, har at gøre med det et par årtier gamle begreb, man kalder globalisering.
Dengang Karl Marx skrev Kapitalen, mente han, der fandtes absolutte grænser for, hvor meget kapitalisterne kunne presse udbytningen af arbejderklassen, nemlig de grænser, som blev bestemt af, at arbejderklassen også skulle kunne reproducere sig selv.
Hvis kapitalisterne ikke undte arbejderne løn nok til søvn om natten, mad i skrutten, tøj på kroppen og opfostring af unger, kort sagt de helt basale livsfornødenheder, så ville de ikke kunne fortsætte med at have arbejdere at udbytte. Det havde Karl Marx selvfølgelig helt ret i. Det har han sådan set stadigvæk.
Der kan kun blive ved med at være arbejdere at udbytte, hvis arbejderklassen har mulighed for at overleve og gendanne sig selv. Men kapitalisterne ville heller ikke være kapitalister, hvis de anerkendte absolutte grænser for udbytning som absolutte.
Globalt set er de selvfølgelig nødt til det. Men selv om kapitalisterne er nødt til at acceptere arbejdernes behov for at reproducere sig selv globalt, er de jo ikke altid og overalt nødt til det lokalt.
Lokalt kan man godt have en brug-og-smid-væk-holdning til arbejdskraften, som i Hitlers koncentrationslejre, blot der er mulighed for tilførsel af ny arbejdskraft udefra. Og jeg tror, at lokal omgåelse af udbytningens absolutte globale grænser er ved at blive et systematisk træk ved kapitalismen.
For knapt et århundrede siden kæmpede arbejderne igennem, at de 'kun' skulle kunne udbyttes i en tredjedel af døgnets timer, hvis de skulle overleve som klasse. Men det var nok også heldigt for kapitalisterne, at arbejderne magtede at kæmpe det igennem, for ellers ville man nok have fået et samfund, der kuldsejlede i sociale problemer.
For omkring et halvt århundrede siden slog kvindefrigørelsen så igennem. Kvindearbejde blev hævet op over ulønnet slavearbejde, og kvinder vandt økonomisk uafhængighed.
Men samtidig gjorde kapitalisterne det store kup, at de fik hver arbejderfamilie til at levere omkring halvanden gange så mange timer til arbejdsmarkedet, som man havde leveret et halvt århundrede før.
For selv om fatter og mutter begge fik færre ugentlige arbejdstimer, end det havde været almindeligt før, så skulle de nu begge stille deres arbejdskraft til rådighed for kapitalisterne, hvor før kun fatter skaffede pengene. Det ville også sige, at der blev desto færre timer til det, Marx kaldte reproduktion.
Det så ud, som om arbejdstiden blev nedsat. For for den enkelte arbejder blev den det. Men for arbejderfamilien blev den sat op. Sådan prøver kapitalisterne altid at bilde os ind, at tilbageskridt er fremskridt.
Så gik der nogle årtier. Kapitalisterne fik konsolideret deres gevinst. Arbejderklassens reproduktion blev effektiviseret og rationaliseret, så vi ikke behøvede så meget tid til det stressende job, det efterhånden er ved at blive at gendanne sig selv, og som vi efterhånden er nødt til at massespise medicin for at klare.
Man forsøger at gøre det mere attraktivt for den øverste priviligerede del af arbejderklassen at gifte sig med karrieren end med seksualpartneren, og for den lavere del skal det være mere attraktivt at arbejde over og få sat nogle penge til side, end det er at komme hjem til et alligevel smadret eller konstant krisefyldt familieliv.
I de fattigste lande i verden betød udviklingen efter kvinde-'frigørelsen' på den måde, at kvinderne blev alene tilbage i landsbyerne med jorddyrkning og børneopdragelse, mens mændene søgte ind til byerne eller begyndte at friste en kummerlig migranttilværelse på evig flugt rundt efter ansættelse, ofte halvlegalt eller illegalt og fuldstændig i lommen på den arbejdsgiver, der tog dem til nåde.
Der blev knapt til den personlige overlevelse, og familien hjemme i landsbyen blev svigtet. Så måtte børnene også ud og søge arbejde. Sådan blødes grænserne endnu engang op.
Selv om kapitalisterne lige havde vundet kæmpestort nyt land ved at stjæle kvindernes frigørelse fra arbejderklassen, så har de allerede længe været godt i gang med at finde huller i de ny grænser.
Det kan godt være, at det indimellem lykkes arbejderne at rejse en barriere eller dæmning. Men kapitalisterne er som vand, der bliver ved med at komme. De skal nok finde vej gennem enhver barriere. Kan de ikke undergrave hele dæmningen på én gang, kan de gøre det i det små, lokalt.
Med tiden vil der så blive mulighed for at vælte hele dæmningen på én gang, som det skete med arbejdstiden omkring kvindefrigørelsen.
Det er retten til overlevelse, der er på spil i den nyudvikling, man kalder globalisering. Det kan godt være, at kapitalisterne er nødt til at respektere, at arbejderklassen globalt set skal overleve og have plads til at gendanne sig selv. Men det betyder jo ikke, at den også altid skal kunne overleve lokalt.
I dag har vi så den situation i de rige lande, at fritiden omtrent er blevet for stresset til, at befolkningerne kan reproducere sig selv. Der fødes meget få børn, og befolkningen får højere og højere aldersgennemsnit.
I de fattigere lande fødes der stadig et stort overskud af børn. De dygtigste og mest uddannede importeres så af de rige lande til at dække deres befolkningsunderskud og befri dem for uddannelsesomkostninger, og mange af dem, der ikke evner det, ender som halvlegal eller illegal migrant-arbejdskraft, uden organisering og uden rettigheder, usynliggjorte.
De finder sig i hvad som helst for at overleve fra i dag til i morgen og har ikke overskud til at bekymre sig om i overmorgen. Og kapitalisterne jubler, her behøver de ikke bekymre sig om reproduktion, for der kommer hele tiden nyt tilskud fra verdens fattigste landdistrikter. Brug og smid væk, siger kapitalisterne, ikke en kat vil gø, for de folk klager ikke nogen steder!
Det er ikke et menneskesamfund værdigt.