Operaen Lucio Silla er ustyrlig smuk, især musikalsk. Men scenografien lagde en dæmper på det kærlighedsdrama, der helst skulle udfoldes på scenen

af Anders Fenger og Helle Due
Opførelsen af Mozarts opera Lucio Silla fredag den 21. december på Det Kongelige teaters Gamle Scene i København understregede for alvor, at form og indhold, ramme og budskab, simpelthen skal høre sammen i al kultur.
Skarpheden og en nutidig ramme kunne en bedre iscenesættelse af Christof Loy sagtens have tilvejebragt.
Vi fik aldrig de små grå i sving. Hvad vil opførelsen fortælle os? Hvad vil iscenesætteren fortælle os?
Kunne han ikke have forsøgt at gøre stykkets romerske despot, kejser Silla nutidig og aktuel? Revet masken af ham, gjort ham moderne?
Kort fortalt drejer operaen, som en 16-årig Mozart skrev i huj og hast i 1772, om en romersk tyran i antikken, som myrder sine fjender. Han vil giftes med den skønne Guinia, som elsker sin Cecilio. Men Guinia vil hellere dø end svigte sin store kærlighed. Det ender med, at tyrannen abdicerer godvilligt, løslader sine politiske modstandere og lader de elskende få hinanden.
Der kunne man ønske at en moderne opsætning havde ændret lidt på faktorernes orden. Vi har en verdensscene med flere tyranner. De hænger deres politiske modstandere for åbent tæppe. Det kunne Mozart ikke vise, han var økonomisk afhængig af magteliten. Hvem er vi afhængige af?

Svaghederne
Danske musikelskere - glæd jer til opførelsen på Gamle Scene med Andreas Stoehr som dirigent. Det Kongelige Kapel og de enkelte solister på Gamle Scene yder en unik musikalsk præstation.
Scenografi og kostumer er i sin helhed gennemført stilistisk. Dekorationerne er nutidige stilladser, (som man ser på hvert gadehjørne i København med den aktuelle opgangsperiodes renovationsboom), hovedrollefigurerne og det 19-mands store kor er ensartet klædt i grå jakkesæt og belysningen i de gråhvide kulisser er renset for overraskelser.
Det ekstremt enkle set up er en effektfuld ramme om det drama, der udspilles i stykket. Kærligheden og følelserne, der ikke må leves ud, er dræbt af de stive formers konventioner.
Ideen med form og indhold er ikke til at tage fejl af, men det er en dramaturgisk svaghed, fordi scenografien lægger en dæmper på det kærlighedsdrama, der helst skulle udfoldes på scenen. Man tror ikke på de ægte følelser.
Om Mozarts musik er der ikke meget tvivl. Det er genialt. Men musikkens skønhed og brugbarhed opfattes forskelligt, alt efter, om man befinder sig i samfundets top, mellemlag eller bund.
Adelen ved førsteopførelsen af Lucio Silla i Milano i 1772 fik dengang først og fremmest tilfredsstillet behovet for at følge de skiftende modestrømninger og æstetiske krav om underholdning for datidens overklasse. Det skulle lyde godt; ufarligt og forførende. En glad, veltempereret musikalsk drøm, der skabte åndelig harmoni og ledte sindet bort fra alverdens genvordigheder.

Sangerne
Simone Kermes som den forlovede Giunia, der har hovedrollen som Guinia i opførelsen på Gamle Scene før jul, tryllebandt med sin koloraturteknik. Hun står absolut stærkest - desværre så meget, at hun sætter de andre præstationer lidt i skyggen. Det fortjener de ikke.
Susanne Elmark henrykkede i rollen som despotens søster, Celia.
Da,da, da, daaaa. Musikken fik vinger denne aften, men Christof Loy manglede lige at give os 'hele pakken.' i en naturlig rækkefølge.

Lucio Silla. Af Wolfgang Amadeus Mozart. Operaen, Holmen. Iscenesættelse: Christof Loy.
Scenografi og kostumer: Herbert Murauer. Dirigent: Andreas Stoehr.
Opføres hele januar, se www.kglteater.dk