Filmen ¤¤Arn - Tempel-ridderen¤¤ vil nå alt for meget og udretter derfor alt for lidt

af Anders Fenger
Der er måske en grund til, at Sveriges TV trak sig ud af filmprojektet med Arn. Der går for meget svensk Ivanhoe i Arn. For meget drengerøv.
Den første del af filmatiseringen af Jan Guillous romaner er temmelig tynd. Man har så travlt med at lade hovedpersonen vokse op, at man aldrig kommer helt under huden på Arn og hans familie og kære. Og hans modstandere.
Men når dét er sagt, skal 'Arn - Tempel-ridderen' have ros for at vise os noget om kristendommens råddenskab og tætte tilknytning til de rige og magtfulde i Sverige fra år 1150, hvor vi følger drengen Arn Magnusson, der hurtigt bliver taget under cisterciensermunkenes vinger ved Varnhem Kloster i Västra Götaland og Vitskøl Kloster i Danmark.
Munkene har store planer med Arn, men da han forelsker sig inderligt i Cecilia, bliver han dømt til at tjene som tempelridder i det Hellige Land.

Langsommelig
Netop i det sidste tema er der et ganske godt plot gemt i det romantiske. Men magien forsvinder ud mellem hænderne på den danske instruktør Peter Flinth.
Det tager så lang tid for Arn at blive voksen, at det virker meget langsommeligt - ikke kedeligt - men de store hop i tiden gør, at sminkørerne på filmen slet ikke har kunnet nå at følge med. Arns fader har for eksempel ikke udviklet mere gråt skæg mellem Arns 6. og 18 års fødselsdag. Og Arns sorte krigerhingst med det arabiske navn for 'Ørkenvind' er lige så fyrig i samme tidsspand.
Ellers er filmen, der har kostet 170 millioner kroner, et udstyrsstykke af rang. Her er der tale om nøjagtig gengivelse af klædedragter, krigsudstyr og levevis blandt landsbybeboerne i feudaltidens Sverige.
Dette er i sig selv, sammen med den professionelle klipning og kameraføring - og det eminente skuespil - noget, der giver Hollywood kamp til stregen. Imponerende af Skandinavisk filmindustri.
Men man sidder hele tiden og venter på, at de stærkt politiske og samfundskritiske undertoner i Jan Guillous bøger om Arn kommer frem til overfladen. Hvor er kritikken af kristendommens imperialistiske korstog mod Mellemøsten. Hvor er fortællingen om, hvorfor Tempelridderne blev sendt af sted mod Jerusalem?
Så har du ikke allerede læst Jan Guillous bøger, er det på tide. Og dét skal ske, før du ser filmene. I bøgerne forstår man nemlig straks Guillous pointe: At vor tids krigshøge i Washington, Stockholm, London og København er vor tids sande tempelriddere, når de sender deres stålhorder af kampvogne mod Baghdad og Kabul i imperialistisk og bedrevidende hovmod.
Læs bøgerne. Eller lad os sende en stille bøn til det ambitiøse filmfolk bag Arn. Skær igennem næste gang og giv os nogle af de barske politiske sandheder.
Vi kan godt tåle det.

Arn - Tempel-ridderen.
Instruktion: Peter Flinth.
Fotografi: Eric Kress.