Vi er på Amagerværket én af de tidlige klamme sorte morgener, som denne vinter har haft så mange af, jeg står og studerer sceneriet, mens jeg lader op til mit eget heldigvis knapt så endeløse arbejde, at støbe fundamenter til en ny røggaskanal

af Kjeld Stenum
Allerede før det er blevet lyst, er de kæmpestore dozere i gang. Man ser lyset fra deres forlygter som fire smalle vifter skråt op mod himlen, mens de med de mere end tre meter høje frontskovle skubber flere tons kul foran sig på vej op ad kulbjerget. Dette bjerg virker i mørket kæmpestort, en skummel mur af bundløs sorthed.
Så kommer et blændende lysglimt, idet dozerens lygter et kort øjeblik kommer til syne, når kullet lempes ud over kanten, ned til et hul ned til store transportbånd, der uafladeligt fodrer værkets ovne med kul.
Lige på kanten standser dozeren så, vender rundt og begynder at kravle nedad igen på sine larvefødder for at hente en ny bunke kul nede fra det flade område ved molen, hvor kulbåde fra fjerne egne, lige fra Polen til Kina, tømmer dem af.
Sådan kører de dozere dag efter dag, året rundt, år efter år skubber kul op, vender rundt, henter nyt kul, op igen, tænk at være dozerfører! Et Sisyfosarbejde. Bortset fra at pointen i historien om Sisyfos var, at der intet kom ud af hans rullen sin sten op ad bjerget. Her kommer der sandelig noget ud af det, energi i form af varme, og energi i form af strøm til hovedstadsområdet og Sydsverige, energi og CO2.
Vi er på Amagerværket én af de tidlige klamme sorte morgener, som denne vinter har haft så mange af, jeg står og studerer sceneriet, mens jeg lader op til mit eget heldigvis knapt så endeløse arbejde, at støbe fundamenter til en ny røggaskanal. Amagerværket udvider. Så der kan laves mere energi og mere CO2.
Danmark er absolut i verdenseliten, hvad evnen til at fylde vores atmosfære med CO2 og skabe drivhuseffekt angår. Det er godt nok ikke den verdenselite, vi plejer at gøre mest væsen af.
Tværtimod, det vi bedst kan lide at gøre os til af er, at vi også er i verdenseliten med hensyn til at udvikle alternativ, vedvarende energi. Omkring en sjettedel af vores energiproduktion kommer i dag fra vind, et faktum, som jeg ville have forsvoret var muligt for tyve år siden. Men det er en energisektor, som Danmark har været nødt til at udvikle. Takket være halvfjersernes modstand imod atomkraft i Danmark.
Vi er et af de meget få lande i Europa, der ikke har a-kraft. Og vi har, endnu da, nogenlunde politisk enighed om at respektere beslutningen om, at vi heller ikke skal have det.
Denne tvungne respekt for befolkningens modvilje mod a-kraft har været det princip, der har styret udviklingen af vores energiforsyning de seneste tre årtier. På godt og ondt. Den har været skyld i, at vi er i verdenseliten, hvad CO2-forurening per indbygger angår.
For selvom vi ikke vil have a-kraft, så har vi stadigvæk kapitalisme. Og kapitalisme duer ikke til det med langsigtet planlægning, og kul er jo umiddelbart det, vores energistruktur var indrettet på, og tilmed billigt.
Så for at undgå for voldsomme nyinvesteringer har vi bare fortsat ad det spor. Suppleret med den ligeledes ikke-CO2-neutrale naturgas, da vi begyndte at producere så meget af den, at det kunne svare sig at omlægge dele af energi-infrastrukturen til det.
Men nej`et til a-kraft har også været skyld i, at vi er i verdenseliten, hvad udviklingen af alternativ energi angår. For selv vore politikeres uvillige hjerner måtte indse, at uden a-kraft var vi nødt til at tænke mangestrenget.
Selv modvillige kapitalister, der hellere vil tænke på sig selv i dag end på os alle sammen i morgen for ikke at tale om vore børn i overmorgen, kan tvinges til at tage langsigtede skridt. Og klimaproblemerne er i dag så påtrængende, at landenes ledende politikere er nødt til at tage højde for folkeopinionen og indgå internationalt forpligtende aftaler om at bremse CO2-udledningen og drivhuseffekten.
Et så dominerende europæisk land som Tyskland har i dag en erklæret politisk enighed om at afvikle a-kraft i løbet af det næste par årtier og er af den grund - endnu da - et godt marked for den danske vindmølleproduktion.
Et land som Frankrig har 70 procent af sin energiforsyning dækket af a-kraft og kan derfor opfylde sine CO2-forpligtelser uden de store investeringer i vedvarende energi. Hellere vælge en forkert centraliseret løsning end en rigtig, der indebærer en decentralisering, så energimonopolerne må dele ud af profitten.
Og den franske løsning vinder frem. Vi har stadig kapitalistisk økonomi i landene, og kapitalistisk økonomi kan principielt hverken tænke demokratisk eller langsigtet.
Derfor vil beslutningerne om nej til a-kraft og afvikling af a-kraft komme under voldsomt pres i de kommende år, blandt andet takket være EU og den afdemokratisering af den politiske beslutningsproces, som EU er udtryk for.
Nu har den engelske regering, som i de seneste årtier har haft en energipolitik i retning af den tyske, meldt, at de vil sadle om og forsøge at opfylde deres forpligtelse om CO2-kvoter ved igen at satse på a-kraft. Og lur mig, om ikke vores regering satser på på et tidspunkt også at få det danske nej til a-kraft løbet overende!
Ikke for det, jeg er da overbevist om, at vores nuværende klimaminister af hele sit hjerte bakker op om, at man skal respektere befolkningens ønsker om at undgå a-kraft. Men det er ikke alle hendes partifæller, og heller ikke alle i regeringspartneren Venstre, der ser sådan på det. Mere kyniske borgerlige hjerner som vores statsminister eller finansminister ved, at politik ikke styres af gode viljer, men af hårde økonomiske facts. Og det er dem, der sidder på pengekassen.
Danmark har slet ikke udsigt til at opfylde sine internationale forpligtelser, hvad CO2-kvoter angår. Og hvis ikke investeringerne i alternativ energi skrues gevaldigt op, og hellere i går end i morgen, vil dansk a-kraft om ganske få år være det eneste realpolitiske alternativ.
Men regeringen skruer ikke de investeringer gevaldigt op, tværtimod fører man en henholdende stand-by-politik, så nyanlæg af vindenergi efterhånden knapt kan hamle op med nedslidningen af den eksisterende park.
Efterhånden som vi får flere og flere klimaplager, fra tjørnebiller til malariamyg og fra overbelastede regnvandskloakker til oversvømmede småøer, skal befolkningen nok blive mør til atomkraft!
Jo, så kynisk tænker de, de politikere, vi selv har valgt. Det skulle vi aldrig have gjort!