Når nogen bruger udtrykket ¤¤ølkasse-filosofi¤¤ om andres holdninger og ytringer, er det nedgørende ment. Ølkasse-filosofi er vidtløftigt og behøves følgelig ikke blive taget filosofisk alvorligt

af Kjeld Stenum
Jeg vil godt protestere imod denne nedgørende biklang. Og det er ikke kun fordi min nabo og jeg undertiden roder os ind i samtaler af den kategori, og at det undertiden sker i selskab med en Blå Nykøbing fra den kasse, de har tilovers fra hans kones fødselsdag.
Nej, den slags funderen, som kommer til et muligvis lidt vidtløftigt og upræcist udtryk under sådanne omstændigheder, ligger efter min opfattelse ofte en del nærmere på sand filosofisk undren end mange fagfilosofisk anerkendte problemstillinger.
Ølkasse-filosofiens kilde er den tilværelse, vi står midt i og lige tager en pause fra. Hvor mange fagfilosoffer kan med hånden på hjertet svare bekræftende på, at også deres filosofi har så livsnært et udspring?
Vi er jævnaldrende. Han er slidt op. Jeg er slidt, men slider stadig. Hans dagligdag giver ham en smule distance, som jeg undertiden har svært ved at svinge mig op til, fordi mit kadaver i hvert fald de fem af ugens dage hellere vil ind og snuppe sig én på øjet.
Men en Blå Nykøbing kan da godt fyre lidt op under mig, selv under de omstændigheder. Nu er et klassisk ølkasse-filosofisk spørgsmål jo spørgsmålet om meningen med det hele. Meningen med livet, tilværelsen, forstås. Det tumler min nabo også med.
- Måske handler det slet ikke om os, siger han til mig en dag, jeg er cyklet ind i ham på vej hjem fra arbejde, og det er endt med en blå fra kassen.
- Vi går så meget op i at æde de rigtige ting, leve sundt, løbe kondiløb med tungen ud af halsen hver aften, som om det kunne lade sig gøre at få evigt liv.
- Men samtidig begraver vi os i vores arbejde, vi laver forurening og klimakatastrofer og sygdomsepidemier og befolkningseksplosioner og mange andre ting. Måske udrydder vi os selv en dag. Måske er det slet ikke meningen, at vi skal være her til evig tid.
- Nej, og hvis vi udrydder os selv en dag, så tror jeg, rotterne skal overtage efter os, siger jeg og tager en slurk af den blå, for jeg er ikke helt gearet til dette temmelig store spørgsmål efter en dag i kulden ude ved Amagerværket.
Når man udsætter rotter for vandlåse, bakker de røven til og føler efter med halen, om de kan mærke luft på den anden side. Og kan de, går de igennem, ellers lader de være. De tåler ekstremt mange bakterier.
Når man spuler rotter med tilstrækkeligt højt tryk til at spule vore øjne ud og vores næse af, så rejser rotterne sig bare bagefter og ryster vandet af pelsen.
Rotterne, de er seje og hårdføre ud over alle grænser, de er ekstremt formeringsdygtige, de er meget intelligente, og de foretrækker at leve på steder, der er godt beskyttede mod de værste konsekvenser af menneskeskabte katastrofer. Rotterne bliver stamfædre til næste generation af intelligensvæsner, som vil befolke denne planet.
- Måske er vores fejl, at vi tror, vi er meningen, siger han. Og måske er det det, der gør livet så svært for os. I den store sammenhæng kan vi hverken gøre til eller fra, og måske er meningen, at vi skal udrydde os selv.
- Hvis mening skulle det vel være? spørger jeg.
- Udviklingens, svarer han. Måske kunne vi have lettere ved at være lykkelige, hvis vi ikke hele tiden kæmpede for at gøre vores tilværelse til noget, som den alligevel ikke kan blive til.
- Jeg ved ikke, hvad det er at være lykkelig, siger jeg. Lykke er sådan noget svært noget. Men jeg tror ikke, det er det at kæmpe for at gøre vores tilværelse til noget andet, der gør os ulykkelige, og jeg tror ikke, vi bliver lykkelige af at resignere. Jeg synes, de fleste, jeg kender, som slår sig til tåls, de er i virkeligheden tit ulykkelige. Mens folk, der vil noget andet og kæmper for det, de tit er nærmere på at føle noget, som man kunne kalde lykke.
- Jo, men hvis det andet, som folk vil, det bare er sig selv og deres eget evige liv, siger han. Hvad er det for en slags lykke? Vi har før snakket om de gamle indianerkulturer, fortsætter han, når de slog et dyr ihjel for at æde det, sagde de undskyld til den natur, de tog det fra. Og når de var for gamle til at fylde deres plads ud, gik de ud i ødemarken og satte sig til at dø. For alting drejede sig ikke bare om dem selv. Vi klager, som blev vi berøvet vores livsgrundlag, hvis bare vi skal skære lidt i vores energifråds.Vi kunne godt trænge til lidt ydmyghed.
Det kan jeg jo ikke være uenig med ham i. Men er det ikke også noget andet? Det er jo ikke i vores interesse at ødelægge vores eget livsgrundlag. Meningen med vores liv er vel ligesom den var med de gamle indianeres, at vi skal blive ved med at kunne være her? Er det ikke meningen for alt levende?
Det tænker han lidt over.
- Hvis det er sådan, siger han, kan det altså godt være, at det er os selv, der er meningen med det hele. Men det er jo også det, at vi gør os selv til meningen med det hele, der ødelægger alting. For det er også på den måde, vi bliver til sådan nogle grådige egoister, at vi ødelægger tilværelsen både for hinanden og for alle andre dyr. Hvem skal så bestemme, hvornår vi gør os selv til meningen med det hele på en god måde, og hvornår vi gør det på en dårlig måde?
Det er virkelig et svært spørgsmål. Jeg sidder og vender og drejer min bajer, der er kun én slurk tilbage, og drikker jeg den, inden jeg har svaret, er det ligesom jeg spørger efter en ny, hvilket vil være én for meget.
- Jeg ved godt, der er mennesker med meget magt, der ødelægger en masse for os alle sammen ved at være grådige, siger jeg til sidst. Jeg ved ikke, om de gør det af for meget egoisme, eller fordi de er for ligeglade med alting, og derfor hverken tager deres eget eller andres liv alvorligt nok.
Så drikker jeg det sidste af min bajer og siger nej tak til én til. Der skal jo også være nogle tilbage i kassen til at fortsætte diskussionen en anden dag. For færdige, det blev vi ikke.