Kulturredaktionen har været i Sønderjylland og lyttet til dialekter og snuset til kongerøgelse

af Hanne Svensson
Hvad vil det sige at være dansk. Kulturelt set?
Sproget er et godt eksempel. Måden, vi kommunikerer med hinanden på binder os sammen kulturelt. Vi tilhører den samme klan. Vi er danske. De aparte.
Jeg sidder i toget mellem Kolding og Padborg. Pludselig begynder jeg at føle mig fremmed.
Hurtigt får jeg dog indstillet øret og kan genkende den syngende og charmerende dialekt fra grænselandet.
Ifølge udlændingestyrelsen har danskhed noget at gøre med at kunne forstå og tale det danske sprog.
Så forstår jeg igen folk omkring mig. Jeg er åbenbart dansk.
Pludselig brøler en mobil. Kendingsmelodien er en tysk nazi-sang. Heldigvis tager ungersvenden hurtigt telefonen. Han siger: 'Hej skat.' Jeg var sgu ikke klar over, at sådan nogle havde en 'skat.'
Er kultur når en stærk gruppes aparte holdninger, begynder at præge tanke og tale hos den almindelige befolkning? Lidt ligesom på Christiansborg. Hvor mange gange jeg har hørt nogen tale nedsættende om flygtninge...

Brug dog Slottet
Vel ankommen til Gråsten, er noget af det første, jeg ser, landsdelens stærke tilknytning til kongehuset. Motiver af Margrethe og hendes klan hænger alle vegne.
Og så er der jo lige slottet. Gråsten Slot. 'Jamen, det er jo afdøde Dronning Ingrids yndlings-feriebolig.' Det kan godt være. 'Men nu er konen altså død og huset står tomt.' Dét slot kunne sagtens huse ti familier fra Sandholmlejren.
Hernede, hvor folk så ofte har fået frataget deres nationalitet alt efter om grænsen skulle gå ved Kongeåen eller ved Eideren. De forstår da om nogen, hvad det vil sige at stå uden land og tilhørsforhold.
Og så har de i forvejen kendskab til at tage imod folk af fremmed herkomst. De tog godt imod Ingrid, Henrik, Alexandra, Mary - og her for nylig Marie. Det er vel ikke så meget anderledes at tage imod Ahmed, Abdullah, Azad, Fatima og mange flere.
Eller...