Når man når godt og vel over halvvejs hen i tilværelsen, sker det oftere og oftere for de fleste af os, at vi kommer ud i at skulle tage stilling til arvespørgsmål, fordi nære slægtninge afgår ved døden, og vi er rykket op til at stå øverst i arvefølgen. Sådan har det også været for mig

af kjeld Stenum
Jeg synes, det er svære ting at løse på en rigtig måde. Personligt er jeg jo af den opfattelse, at det, vi frembringer i løbet af vores liv i samfundet, bør tilfalde samfundet. I den udstrækning, det skal investeres i samfundets udvikling, bør det være samfundet, der gør det. Og i den udstrækning, det skal forbruges, bør det også genfordeles af samfundet, når vi ikke længere selv er her til at gøre brug af det.
Men det forudsætter selvfølgelig, at samfundet er i stand til at investere det og genfordele det på baggrund af en demokratisk beslutningsproces. Og jeg synes ikke, vi har et samfund, som evner det.
Jeg synes dels, afstanden mellem vores repræsentative folkestyres repræsentanter og os, det folk, der har valgt dem, er for stor og for indirekte til, at deres beslutninger kan siges at være produkt af en demokratisk dialog. Dels er vores folkestyres magt særdeles begrænset af, at vores demokratis grænser netop er magten over ophobningen af rigdomme i vores samfund. Denne magt er som bekendt diktatorisk. Kapitalisme er økonomisk diktatur.
Som det er, fordeles de rigdomme, som jeg opfatter som produkter af samfundsmæssig produktion, der burde være samfundsejenmdomme, ikke på baggrund af samfundsmæssige, demokratiske beslutninger, men på baggrund af et ejendomsprincip og en arvelov, der er - ikke borgerlig, og ikke engang feudal, men falder helt tilbage på det patriarkalske princip 'slægten'.
Vi arver i forhold til, hvordan vi er giftet med hinanden og biologisk beslægtede, med visse nødvendige, men mindre betydningsfulde tilpasninger til moderne tiders familie- og samlivsformer.
Dette fordelingsprincip er dybt tilfældigt og retter sig på ingen måde mod dem, der måtte have størst behov, sådan som man jo som socialist ville sige, det burde fordeles.
Det respekterer ikke engang det borgerlige formelle princip om, at alle, som har borgerskab i samfundet, i princippet har lige stor ret til det. Det bliver indenfor slægten. Det har vi ofte svært ved at tackle.
I mange familier giver arvesager anledning til ulyksalig strid og splid. Det er nemt at vende sig frelst imod dette og sige, at der kan man se, hvor grådige folk bliver, når de selv får udsigt til penge. Sådan forholder det sig bare langtfra altid.
Tit kan striden snarere sammenlignes med den strid, der kan opstå om en tømmerstok mellem folk, der er ved at drukne på åbent hav. For vi er altså ikke alle sammen så rige, som vi tit får at vide, at vi er. Ret mange af os er fanger i en omtrent livsvarig gældsfælde bare for at have en familiebolig og et transportmiddel at komme på arbejde i.
Hvis samfundet i stedet havde en retfærdig procedure for at tage sig af de druknende på havet, kunne mange af den slags stridigheder undgås.
Det har samfundet ikke. Det har en patriarkalsk arvelov. At fordele samfundsmæssige rigdomme efter patriarkalske principper har naturligvis ikke noget med retfærdighed at gøre.
Men det ville ikke blive mere retfærdigt af, at nogle af os af idealistiske grunde valgte at frasige os beslutningsretten over, hvad vi måtte arve på denne uretfærdige måde. Når fordelingen foregår efter patriarkalske principper, er det også efter patriarkalske principper, en række samfundsnødvendige funktioner bliver varetaget.
Hvis det er på denne måde, altså i kraft af arv fra forældre eller andre slægtninge, at de fleste i samfundet klarer at afdrage det mest nødvendige af gælden til bolig, transportmiddel til og fra arbejde, eller hjælp til børnene, der helst skulle kunne klare den mest nødtørftige etablering i samfundet uden at havne i en bundløs gældsfælde (hvilket på ingen måde er problemfrit i dag), hvis det er på den måde, de fleste af os klarer sig, så er der ingen samfundsinstanser til at tage over og klare disse udgifter for os, hvis vi frasiger os vores uretfærdigt fordelte arv.
Og det betyder blot, at vi anbringer os selv og måske vore børn i en dybere gældsfælde end alle dem, der ikke er lige så idealistiske. Det er der efter min mening også meget lidt retfærdighed i.
Det svarer lidt til det vulgære argument imod samfundsmæssig ejendomsret, som man ofte møder: 'Jamen hvis du er kommunist, så må du jo også mene, at din løn er samfundsejendom. Men vil du måske betale den ind til staten og arbejde gratis?'
Nej, jeg vil sgu ikke arbejde gratis, for så kan jeg ikke overleve. At jeg accepterer at modtage løn betyder ikke, at jeg synes, den udbytning af min arbejdskraft, der sker hver eneste dag, når jeg går på arbejde, har noget med retfærdighed at gøre.
Min løn er kun en ringe kompensation for, at jeg som alle andre, der ikke selv er kapitalister, er berøvet mulighederne for at øve indflydelse på planlægningen af samfundets økonomiske udvikling, endda selv om denne udvikling i høj grad finder sted netop i kraft af, at jeg møder op hver dag og yder mit ret så korporlige bidrag til den.
Hvis der skulle være nogen mening i, at vi afgav magten over vores arvede midler til samfundet, skulle det gælde alle, for eksempel også arvingerne efter Mærsk Mckinney-Møller, eller hvilken storkapitalist man nu kunne slå ned på.
Det ville til gengæld meget hurtigt betyde, at al ophobet rigdom blev samfundets ejendom og skulle genfordeles på baggrund af samfundsmæssige beslutninger. Det ville faktisk være en glimrende måde at indføre socialisme på. Og det kunne jeg vanskeligt have noget imod.