Musikere, som DR har ¤¤foreslået¤¤ at spille uden hyre og melde sig ud af fagforeningen, opfordres til at tage kontakt til Dansk Musiker Forbund
'Vi vil gerne have dig med, men du kan ikke få penge og du er nødt til at melde dig ud af DMF.'
Sådan har beskeden lydt til flere musikere, når de er troppet op i DR Byen, meddeler Dansk Musiker Forbund.
DMF påstår, at de har kendskab til flere tilfælde, hvor musikere er blevet presset af DR med henblik på at melde sig ud af fagforeningen for at spille uden betaling.
- Med den melding til optrædende musikere, tror DR at de kan omgå overenskomsten, siger juridisk konsulent H. C. Tjellesen fra DMF.
- Men faktum er, at overenskomsten gælder alle musikere uanset organisationstilhørsforhold. Men vi vil meget gerne høre fra flere, da vi i øjeblikket forbereder at trække DR i arbejdsretten, , tilføjer H.C Tjellesen.
DMF har senest hørt om en sag i forbindelse med det danske Melodi Grand Prix , hvor en musiker, der skulle optræde i et indslag uden for konkurrencen, blev stillet over for det ultimatum at skulle melde sig ud af Dansk Musiker Forbund for at få lov til at spille - og uden at få løn af DR.
I lang tid
DMF oplyser, at man flere gange har påtalt episoderne over for DR, da der er mistanke om, at det har stået på i flere år.
- Men det virker som om DR ikke tager det alvorligt, udtaler H.C Tjellesen og fortæller, at DMF har bedt DR om dokumentation for betaling af musikere, men det har de i følge DMF heller ikke imødekommet.
Nu kan konsekvensen blive, at DMF bringer sagen for arbejdsretten på grund af overenskomstbrud og organisationsforfølgelse.
Taber DR sagen, kommer de til at betale en bod.
Forbundet opfordrer nu musikere, som DR har 'foreslået' at spille uden hyre og melde sig ud af fagforeningen, til at tage kontakt til DMF's juridiske konsulenter.
Intet på sig
DR`s og kommentar til DMF-påstande lyder: Ingen dokumentation for verserende sager om aftalebrud.
DR`s musikchef Leif Lønsmann understreger, at der ikke verserer sager mellem DR og musikernes organisationer, om at DR skulle presse musikere til at spille gratis eller melde sig ud af fagforeninger.
DR har nu imidlertid indkaldt Dansk Musiker Forbund (DMF) til et møde tirsdag den 12. februar. Her forventer DR, at musikerforbundet fremlægger dokumentation for det eller de påståede brud på DRs aftaler med DMF.
Leif Lønsmann forventer, at DMF enten dokumenterer påstandene eller dementerer rygterne.
- Hvis DR har brudt regler eller aftaler, vil vi bringe det i orden i samarbejde med de pågældende og deres organisationer. DR er landets største musikvirksomhed, og vi er helt afhængige af klare aftaler med musikerne og deres organisationer, siger han, men slår samtidig fast, at DMF ikke har præsenteret eller dokumenteret konkrete sager.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278