Det skete for tit, at afspærringen omkring vore udgravninger ikke var i orden. Og nu fik firmaet en sidste advarsel. Hvis det skete mere, var det ud af kraftværket. Og nu skulle den sparkes nedad til os

af Kjeld Stenum
Nylig havde vi møde med den øverstplacerede i firmaet, hvad arbejdsmiljø angår. Anledningen var, at vores entrepriseleder - 'mester' kaldet, selv om han egentlig bare er en bitte lus i firmaets funktionær-stab - ifølge hvad han selv havde sagt havde fået en reprimande fra ledelsen på det kraftværk, hvor vi arbejder:
Det skete for tit, at afspærringen omkring vore udgravninger ikke var i orden. Og nu fik firmaet en sidste advarsel. Hvis det skete mere, var det ud af kraftværket. Og nu skulle den sparkes nedad til os. Nu skulle vi også kollektivt have en sidste advarsel. Den af os, der blev taget i ikke at sørge for, at afspærringen var i orden, når han gik hjem til fyraften, ville ryge ud af firmaet. Og for at det skulle foregå effektfuldt, indkaldte mester den store kanon fra firmaets øverste ledelse.
Det blev vi sgu gale i skralden over.
Dels var vi ikke sikre på, at beskeden fra kraftværkets ledelse havde været helt så grov, som mester havde gengivet den.
Dels syntes vi, det var for groft, den ensidigt blev sparket ned på os. Adgangsveje, belysning, strømforhold, alt dette var under al kritik, og det var værkets ansvar. Og når vores afspærring ikke var i orden, skyldtes det, i hvert fald nogle af gangene, at værkets egne dozere og lastbiler rev den ned.
Selvfølgelig var det også somme tider os selv; værket burde bare ikke slippe af sted med at tørre den ensidigt af på os.
Endelig er det i sidste instans mesters eget ansvar at føre tilsyn med, at sikkerheden er forsvarlig, og ikke vores. Og mester viste sig ikke meget derude, hvor det foregik, for der er pladder og møgbeskidt kulstøv, og mester bruger laksko.
Men det med kun at sparke den ene vej, det er typisk arbejdsgiver-mentalitet, når man snakker sikkerhed.
Hvis vi vil overleve, må vi være oppe på tæerne med at sparke modsatte vej. Ellers bliver vi mast.
Af regler, vi dårligt kender, men er forpligtet til at overholde.
Af diverse klodsede og umulige beskyttelsesmidler og personlige værnemidler, som tilfældigvis er meget billigere, end en miljømæssig forsvarlig indretning af byggepladsen vil være.
Af et alt for stort antal af håndværkere, der dårligt kan komme udenom hinanden, fordi byggeledelsen kræver alting færdigt på samme tid og oveni hinanden, og helst før det er begyndt.
Samt af at blive gjort personligt ansvarlige for forhold, der er blevet farlige, netop fordi vi ingen indflydelse har haft på dem. Ved tilrettelæggelsen af byggeriet og koordineringen mellem de forskellige firmaer, der er det meget sjældent for ikke at sige ikke forekommende, at vi er repræsenterede. Dette er ikke i orden.
Det er der utroligt meget, der ikke er. Folk, der laver reglerne, det er sådan nogle folk, der er uddannede til at lave regler, som skrives ned på papir. Og så tror de, at virkeligheden bliver formet af deres beslutninger, for deres virkelighed er papir. Det gør den ikke.
Virkeligheden ude i byggepladsens kaos af larmende maskiner, varemodtagelse, opstablede byggematerialer, skidt og affald handler om at gradbøje regler efter forholdene og spille sorteper om, hvem den kan tørres af på, når noget bliver for grelt til at være forsvarligt, eller uheld eller ulykker sker.
Som regel bliver den tørret af nedad i geledderne. Helst skal den ende hos os. Vi kan godt kalde på arbejdstilsyn. Men så er vi ballademagere, og hver gang vi gør sådan noget, henter vi en pind til vores egen ligkiste. Sådan er det!
Men vi havde et hul, som var entydigt mesters ansvar. For at spare tid og penge til at få maskiner ud to gange havde han fået igennem, at vi 'fik lov' at lave fire fundamenter på én gang, hvor byggeledelsen egentlig havde lagt op til, at de skulle laves to og to.
Mesters gevinst havde imidlertid også den bagside, at vores udgravning så nødvendigvis kom til at fylde temmelig meget på én gang, og der blev meget lidt plads til en meget befærdet kørevej, hvorfra blandt andet også kæmpestore lifte arbejdede oppe i 30-40 meters højde. Lukkede vi den vej, lukkede vi for det meste af byggepladsen. Og for overhovedet at skaffe plads til vejen havde man lavet det sikkerhedsmæssige kompromis at anbringe autoklodserne alt for tæt på udgravningen.
Det var noget lort. De kunne ikke se os nede i hullet, når de var i højden og inde over et tagfremspring med liften. De kunne skubbe til os, hvis vi gik på kanten, når de drejede liften, for så rakte den ind over afspærringen. De kunne skubbe en autoklods ned i nakken på os.
Det hul snakkede vi meget om i de dage. Især hvis formanden eller mester en sjælden gang var tæt nok på. Så kom tommestokken også op af lommen, og der blev målt afstand fra autoklods til udgravning. Ih, hvor blev den målt, den afstand! Den var for lille. Meget.
Jeg tror nok, mester fattede budskabet. For da den store kollektive reprimande-dag oprandt, da var mester uheldigvis blevet syg. Så måtte formanden jo tage af, og det må han tit.
Den store kanon startede med at tage en tur rundt på pladsen sammen med formanden. Og vi fik fat i dem, da de kom op til hullet, og sørgede for, at den store kanon i hvert fald var opmærksom på, hvad problemet handlede om.
På selve mødet fik vi meget hurtigt drejet snakken over på det hul. Og formanden svedte og fik røde ører. Den store kanon han kunne mange fine fiduser med at gribe bolde i luften og kaste dem retur, så det ligesom var op til vores egen kreativitet, det med at finde konstruktive løsninger på sikkerhedsproblemer.
Det var sådan noget, han havde lært på kursus med, hver gang nogen brokkede sig over noget, der ikke var i orden, så tilføjede han et 'OG', og så var det meningen, at den, der havde brokket sig, selv skulle spille ud med et løsningsforslag.
Men den med hullet, den kunne han ikke rigtigt OG`e sig ud af. Så det endte med, at formanden på vegne af vores fraværende mester måtte til byggeledelsen. Og nu er det blevet til, at vi spærrer vejen af, når vi arbejder i den side af udgravningen.
Den store kollektive afstraffelse? Nåh, den blev vist glemt i skyndingen. Men selvfølgelig skal vi da huske afspærring!