26 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skelsættende dom i professionel fodbold

Skelsættende dom i professionel fodbold

Lørdag, 09. februar, 2008, 00:00:00

Dom i sag om skotsk fodboldspiller, der tre år henne i sin kontrakt med Edinburgh-klubben Hearts skiftede til klub i den engelske topliga. Men dommen får ingen større praktisk betydning forudser AaB-direktør

af Jens Espensen
12 år efter 'Bosman-dommen' vendte op og ned på kontraktforholdene i professionel fodbold, har den internationale sportsdomstol CAS med sin afgørelse i den såkaldte Webster-sag føjet et nyt kapitel til udviklingen i international fodbold.
Sagen var rejst af den skotske spillerforening SPFA på vegne af spilleren Andy Webster, der i 2006 - tre år henne i sin kontrakt med Edinburgh-klubben Hearts - skiftede til Wigan i den engelske Premier League.
Skiftet skete i overensstemmelse med FIFAs regler, men Webster og SPFA mente, at kompensationen, som spilleren blev pålagt at betale sin tidligere klub, var urimelig.

Lavt beløb
Efter anken til CAS er kompensationen blevet nedsat til at modsvare spillerens løn i den resterende del af kontrakten med den tidligere klub. Det betyder, at Andy Webster kan nøjes med at betale Hearts 1,5 millioner kroner. Beløbet er markant lavere end den sum på fire gange spillerens løn (in casu 6,25 mill. kr.), som Webster først stod til at betale.
I praksis betyder den nye dom, at en spiller kan bryde sin kontrakt med en klub blot ved at kompensere den resterende lønsum (eller lade sin nye arbejdsgiver betale), forudsat at klubskiftet er internationalt. Spillere, der var under 28 år ved indgåelsen af kontrakten, kan ophæve kontrakten efter tre år, mens spillere, der var over 28 år, ved kontraktindgåelsen, kan skifte efter to år.

Tilfreds spillerforening
Afgørelsen modtages også med tilfredshed i den danske spillerforening, siger foreningens direktør Mads Øland.
'Det er positivt for spillerne, at CAS valgte at anlægge et mere rimeligt niveau for, hvad en kompensation skal koste. Både klubber og spillere ved nu, hvad de skal rette sig efter', siger han.
Hos dansk fodbolds øjeblikkelige flagskib, Aab, er nyheden kun blevet modtaget med et skuldertræk, fortæller klubbens administrerende direktør Lynge Jacobsen til Arbejderen.
- Jeg har da godt lige bemærket, hvad der er sket, men afgørelsen får ikke mig til at ligge vågen. Efter Bosman-dommen troede alle jo, at det var slut med professionel fodbold, som vi kendte den, men både klubber og spillere lærte hurtigt at agere i den nye verden. Det samme, tror jeg, vil ske nu, siger Aab-direktøren, der samtidig advarer spillere og agenter mod at 'slå gækken løs'.
- Det er ingen trussel men bare en opfordring til at se realistisk på tingene. Hvis en agent tilbyder os en spiller, som er parat til at bryde sin kontrakt med en anden klub, kunne jeg jo meget vel få den tanke, at det også kunne ske for os. Og så ville jeg måske nok tænke mig om en ekstra gang, før jeg ansatte ham, pointerer Lynge Jacobsen, der ikke forudser nogen større konsekvens af dommen.
- Måske vil enkelte utilfredse spillere købe sig ud af deres kontrakter. Men ellers har både spillere, deres agenter og klubberne interesse i at respektere indgåede aftaler. Derfor får afgørelsen ingen større praktisk betydning, slutter han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur