Når 59-årige Marianne Knorr har været på scenen for at synge politiske viser af den tyske kommunist og digter Bertolt Brecht, kommer der tit helt unge op til hende og spørger: ¤¤hvem fanden har skrevet dét, for det er nogle ret fede ord¤¤

af Mikael Strandbech.
I 1982 blev Marianne Knorr`s 'Sange af Brecht' udgivet for første gang. Den fik særdeles gode anmeldelser. Men pladen mødte også meget modstand, da de personlige tolkninger af Brechts sange gik imod mange af Brechts egne teorier, om hvordan en sang skulle synges.
Nu 25 år efter er den blevet genudgivet. Hvorfor nu denne genudgivelse? Er det endnu en ligegyldig og overflødig genudgivelse? Og kan vi bruge Brecht til noget i vore dage?
Marianne Knorr, 59, åbner døren og byder velkommen ind til køkkenet. Her lukker store vinduespartier bunker af lys ind og giver udsyn mod en vildvoksen, grøn have.
Køkkenet er rustikt, lyst og nybygget.
- Det skal gøres ordentligt, siger Marianne Knorr om køkkenet.
Marianne Knorr og hendes mand, Preben Friis, er flyttet til Rødovre for et års tid siden efter 13 år i det fynske.
Hun er klædt i sort med en farvestrålende perlekæde om halsen. Hun har hurtige, livlige bevægelser og virker lattermild.
Længere inde i det store køkken-alrum er der dækket op. Og imens vandet bliver hældt på kaffekanden, fortæller hun, at hun dagen før har været ude for at holde et foredrag på en receptionist-konference. Egentlig ville hun hellere, at tilhørerne skulle gøre noget andet end at lytte. Noget praktisk.
Marianne Knorr underviser i stemmebrug og mundtlig kommunikation. Hun taler om, hvordan krop og stemme for mange mennesker er adskilt, som følge af normer og kultur.

Levebrød
- Det er det, jeg lever af, siger Marianne Knorr om sin undervisning og foredragsvirksomhed.
- Men stadigvæk er jeg freelancer og stadigvæk er der perioder, hvor jeg lige vil arbejde med noget kunst og nogle nye sange, tilføjer hun med adresse til det nyligt fremsatte forslag fra regeringen, der vil begrænse de supplerende dagpenge.
Hun uddyber:
- Hvad stiller Danmark op med deres kunstnere. Hvad har de tænkt sig? De har åbenbart ikke tænkt sig noget, for kulturministeren Brian Mikkelsen holder fuldstændig kæft og kaster bolden tilbage i hovedet på ham arbejdsministeren, Claus Hjort. Og han kaster den over på Brian - og så ligger den og kører frem og tilbage. Der er ingen der har en mening om det. Ingen!
Marianne Knorr er synligt frustreret. Hun læner sig frem og hvisker:
- Det kan ikke betale sig for en regering at få samtlige kunstnere på nakken. Det er for dumt!

Forhold til Brecht
Marianne Knorrs forhold til Brecht startede, da hun som 15 årig første gang hørte Gisela May i radioen.
- Hold kæft, hvor er dét grimt, tænkte jeg. Men samtidigt var jeg fascineret af musikken, selvom jeg ikke kunne forstå, hvad hun sang, indrømmer Marianne Knorr.
Efter skolen kom hun til Geneve som ung pige i huset Og siden skulle hun være sygeplejerske. Alt gik som planlagt.
- Men pludselig ville jeg være skuespiller - og det var heller ikke noget, man blev i min familie. Min mor hvæsede: 'skuespiller, det skal man være født til, og så skal man for øvrigt være smuk.'
Marianne Knorr griner længe.

Krogerup Højskole
- Efter Geneve tog jeg på Krogerup Højskole i fem måneder. Året var 1969. Der mødte jeg forfatteren Erik Knudsen, som jeg blev vanvittig glad for. Han havde et fag, der hed
'Bertolt Brecht.' Jeg sad himmelfalden med åben mund til hans fortællinger om Brecht og historier af Brecht, og jeg tænkte bare, dét der må jeg gøre. Siden oversatte Erik Knudsen nogle af teksterne på Brecht-pladen, fortæller Marianne Knorr.
-På Krogerup Højskole havde jeg også teater som fag. Brechts monolog, 'Den jødiske hustru', blev min debut og ildprøve. Jeg havde aldrig prøvet det før, og hvad sagde det mig egentligt? Var det sjovt? Eller hvad var det? Men jeg var fuldstændig vild med det - og de klappede og sagde, at det var godt og sådan noget.
Senere samme år blev monologen brugt, da Marianne Knorr skulle ind på teaterskolen, hvilket skete i første forsøg.
Med til historien hører det, at det var Mariannes mor , der sendte hende et avisudklip om den nystartede Statens Teaterskole Rimfaxe.
Efter teaterskolen var Marianne Knorr med til at starte Rimfaxe Teater i Roskilde.
- Vi arbejdede fra nul og niks op til at blive landets største på det tidspunkt., fortæller hun, og tilføjer, at de for eksempel lavede en legendarisk opførelse af Peer Gynt - hvori hun selv spillede Solvej.
- Den skulle også laves på Århus teater og de var frygtelig bange for os fordi alle med tilknytning til teater bare måtte ind og se vores forestilling. Vi havde rokket ved en helvedes masse. Blandt andet med ny moderne musik og kostumer og scenografi af Kirsten Delholm.
- Der var kæmpe diskussioner, fordi alting skulle besluttes demokratisk - ledelsen, det var jo os. Men det blev en hamrende god forestilling. Vi var unge og knoklede og vi gjorde bare tingene - og de skete bare, fortæller Marianne Knorr med en stolt mine.

Sebastian
- Sideløbende med mit arbejde i Rimfaxe teater, lavede jeg i 1978 min første vise plade, 'Valmuer og jernbeton'. Den fik strålende anmeldelser og betød, at jeg begyndte at optræde som visesanger rundt omkring. Blandt andet på de københavnske musik-steder Gadespejlet og I Mikroskopet. Her stødte jeg ind imellem på den tids store navn, Sebastian, forklarer Marianne Knorr.
-På en visefestival oppe i Skagen skulle jeg spille før Sebastian, men jeg blev for at se hans optræden. Og imens jeg sad og lyttede til ham, fik jeg de`n ide, at han skulle lave musik til Nattergalen, som var det stykke, der var under forberedelse i teatergruppen, smiler sangeren og skuespilleren.
- Bagefter gik jeg op til Sebastian. Hey du Sebastian, kunne du ikke tænke dig at lave musik til vores forestilling?
- 'Nej', sagde han tørt og afvisende - han har jo aldrig været noget lystspil, 'Det der med teater kender jeg overhovedet ikke noget til'.
Nej, nej, sagde jeg frisk og derudaf,
'men ved du hvad?. Vi skal til Spanien i syv uger, hvor vi skal arbejde med Nattergalen - og der kan du bare komme med, fortsatte jeg optimistisk. Han sad bare der:
'Jeg bliver skoldet,' sagde han - og det blev han.
Marianne Knorr griner højt.
Sebastian dukkede op i Spanien og indlogerede sig på den fælles sovesal.
- Vi havde fuldstændigt afsindigt hyggeligt, og vi har de skønneste billeder fra dengang, hvor vi er unge og kønne og står i solnedgangen alle sammen og har det fedt, fortæller Marianne Knorr og smiler.
- Sebastian faldt fuldstændig til og han blev også i teateret i flere år. Det var heldigt, jeg fik spurgt, kan man sige, for han har jo ikke levet af andet siden, siger hun med stolthed i stemmen.
Siden blev Sebastian også producer på Marianne Knorrs Brecht-plade.

Brechts datter
-I 1982 sagde jeg til Rimfaxe: Nu er jeg blevet så gammel, nu tør jeg godt lave Brecht. Og så kan de komme an, kan de !
Hun henviser til den voldsomme kritik, hun og andre mødte på Statens Teaterskole, når de gav sig i kast med Brecht og ikke gjorde det efter de fastlagte forskrifter.
Men før pladen kunne udgives skulle der indhentes en tilladelse hos Brechts datter og hendes mand, da de sad med rettighederne til sangene. Dét betød, at en tur til DDR kom i stand.
- En lørdag eftermiddag på Brechts eget teater, Berliner Ensemble, kom de og lyttede på mig og min pianist. 'Nu får jeg et ordentligt los', tænkte jeg, men det gjorde jeg ikke. De begyndte at interessere sig for det, og da de hørte en af Sebastians melodier, blev de endnu mere interesserede.

Berliner Ensemble
Efter at pladen var indspillet, besøgte Marianne Knorr igen Berliner Ensemble for at give en intern koncert. Koncerten blev overværet af direktøren, der siden inviterede hende til en mere officiel forestilling på den store scene. Sebastian skulle også med.
-Det var en spændende oplevelse at stå på denne legendariske scene. Men det var svært at synge på det meget forældede anlæg, der var til rådighed. Jeg sang jo på dansk. Men publikum kendte jo deres Brecht, så det gik. Men vi har ikke et eneste billede derfra, for vi glemte at tage kameraet med, siger Marianne Knorr.
Koncerten var en del af en årlig festival, hvor der kom udlændinge og optrådte med forskellige ting relateret til socialisme.
Efter koncerten hviskede Marianne Knorrs tyske veninde, Angelica, til hende: 'Det er jo dét, vi andre aldrig får lov til. ' Hun hentydede til, at de skulle synge sangene fra ord til andet i det originale toneleje - sådan som Lotte Lenya havde sunget dem - uanset hvor godt tonelejet passede dem.
- Jeg var jo blandt dem, der sagde, det er fint med socialismen, men altså ikke lige på dén her måde. Et samfund, der ikke tolererer borgerne, som smider dem ud af landet eller i fængsel for at mene noget andet. Det går jo ikke. De havde nogle ting som fungerede. Hvis bare de havde nøjedes med de gode ting - hele dele-princippet for eksempel, siger Marianne Knorr eftertænksomt.

Genudgivelsen
- I de mellemliggende år siden pladen udkom, har jeg og min pianist, Søren Tuxen, spillet Brecht-sangene over det meste af landet. Og i dén forbindelse har vinylpladen været udsolgt i nogle år. Det betød, at det ikke var muligt for publikum at købe et eksemplar efter koncerten, fortæller Marianne Knorr og skyder hurtigt ind.
- Det sjove er, at det er de unge, der efter koncerterne kommer op og siger: hvem fanden har skrevet det? for det er nogle ret fede ord. De forstår det umiddelbart, også det politiske.
- Med tekster der handler om krig, racisme, om at være ung i et samfund, der ikke tillader nogen slinger i valsen, samt nogle af de smukkeste kærlighedssange overhovedet, rammer den genudgivne cd meget præcist dagens Danmark.
- Jeg tænkte også, at den er alt for god, fordi teksterne er så hamrende gode og fordi musikken er god, og vi også gjorde det rimelig ordentligt da vi gjorde indspillede den. Det er igen dét der med, at gøre tingene godt nok, tilføjer sangeren og skuespilleren.
Marianne Knorr og pianisten Søren Tuxen har i årevis snakket om at indspille endnu en Brecht-cd, indeholdende de andre numre, de spiller, når de er ude at optræde.
-Ideen er at arbejde på en ny Brechtplade. Men der skal bruges tid og for at vende tilbage til dét, vi snakkede om i starten. Så kan det ikke nytte noget, at kultur- og arbejdsministeren finder ud af det her med indskrænkninger i de supplerende dagpenge - for så bliver den nye cd aldrig lavet, da jeg så skal ud for at samle dræbersnegle op, griner Marianne Knorr.

Marianne Knorr
Født 1949
Bopæl : Rødovre
Gift med Preben Friis
To sønner på 34 år og 20 år
Uddannet skuespiller på Statens Teaterskole i 1974.
Sanger. Udgivet fem 5 cd`er. Debutalbum: 'Valmuer og Jernbeton' - en blanding af danske, norske og svenske viser, med et meget socialrealistisk indhold. I 1978 udkom LP`en 'Så længe fuglene flyver' ude-lukkende med tekster af Ellen Heiberg. Sebastian lavede på Marianne Knorrs opfordring sin første musical over H.C Andersens eventyr 'Nattergalen'. Senere i 1982 kom LP`en 'Sange af Brecht' med Sebastian som producer: En følsom og nuanceret Brechtfortolkning, som blev et opgør med den gængse, meget håndfaste måde Brecht ellers blev sunget på.
1986: LP`en 'Sommeregn', siden 'Jeg gir` dig min dag' med viser af blandt andre Cornelis Wreswijk, Sebastian, Victor Jara og Bert Brecht.
Sidste år blev 'Sange af Brecht' fra 1982 genudgivet.
Underviser i stemmebrug og mundtlig kommunikation.

www.marianneknorr.dk