Få en indføring i Shakespeare. Paul Hüttel er dette stykkes eneste skuespiller og han giver sin rolle alt, hvad den kan bære. Han når ud til grænsen af det patetiske men overskrider den aldrig
af Helle Due og Anders Fenger
Ideen i Niels Brunses enakter 'Shakespeare i Forsamlingshuset' er, at lægge de store ord og drømme i munden på det lille, oversete menneske, der som skuespiller aldrig når ud over provinsens teaterscene. Derved sættes det indre, rige følelsesliv op imod tilværelsens trivialitet og vilkårlighed. Dramaet i menneskets liv forbliver uforløst og skaber frustrationer.
Stykket, der er en repremiere, er en bittersød beretning om en ældre skuespiller der rejser på foredragsturne til landets forsamlingshuse for at fortælle om de shakespeare-forestillinger, han har haft hovedrollerne i gennem et langt liv. Han fortaber sig i minderne, så det i stedet bliver hans private historie, og ikke mindst hans frustrationer, der bliver udlagt.
Paul Hüttel er stykkets eneste skuespiller og han giver sin rolle alt, hvad den kan bære. Han når ud til grænsen af det patetiske men overskrider den aldrig. Han er fuld af lune, rørende ubehjælpsomhed og - anonymitet. Han er mennesket, der har bevæget sig ud på de skrå brædder, fortolket dramaets store følelser, haft sit eget kærlighedsliv, hvor han også bliver kørt ud på et sidespor. Kort fortalt har han hele livet 'spillet anden violin', og aldrig fået lov til at stå på landets store scene, i hovedstaden, hvor han føler, han var berettiget til en plads.
Paul Hüttel leverer minimalistisk scenekunst til fingerspidserne, og hans diktion er fremragende, men desværre har rollen ikke noget egentligt budskab. Den fortæller ikke noget om, hvorfor manden ikke når det mål, han ønsker sig. Heller ikke noget om stor kunst og små forsamlinger i provinsen. Ikke noget om tid og tidsånd.
Det lille, intime teater, Får 302, er ellers den ideelle platform for den kontakt mellem skuespil og publikum, der kan give de helt store oplevelser.
Shakespeare i Forsamlingshuset. Dramatiker: Niels Brunse. Instruktion: Niels Vendius. Med Paul Hüttel. Får 302. København.
www.faar302.dk
William Shakespeare (født 23. april 1564, døbt 26. april 1564, død 23. april 1616.
En af de største forfattere indenfor det engelske sprog. Som skuespilforfatter skrev han ikke blot nogle af de mest berømte tragedier, men også mange komedier. Han skrev også digte, især sonetter.
I følge en af marxismens fædre, Friedrich Engels, var Shakespeare en sand borgerlig humanist med historisk perspektiv, som tog filosofiske spørgsmål op af universel betydning.
Shakespeare blev ideolog for det nye spirende borgerskab, der hadede den gamle feudalisme af et godt hjerte. Shakespeare ville ændre verden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278