For ikke så længe siden offentliggjorde organisationen ¤¤Læger uden Grænser¤¤ en liste over de mest glemte konflikter i verden

af Kjeld Stenum
Det påfaldende ved den liste var, at de mest glemte konflikter langtfra var de samme som de mest betydningsløse. Tværtimod, nogle af de mest blodige konflikter i verden siden verdenskrigenes tid figurerede på den liste, herunder for eksempel konflikten i DR-Congo, der stadig trækker ufattelig megen død og nød i sit kølvand.
Når man til sammenligning gør op, hvor meget nyhedsstof der har været om krigene i Irak og Afghanistan for ikke at snakke om en bestemt forfærdentlig, men i verdensmålestok alligevel umådelig begrænset terrorhandling mod et par tårne i New York for godt et halvt årti siden, så begynder man at filosofere lidt over, hvad det er, der gør en begivenhed til en begivenhed.
Hvorfor er eksempelvis en selvmordsbomber altid en verdensbegivenhed, mens trafikdrab, som dog er langt farligere, næsten aldrig bliver nævnt?
Hvorfor er et menneske med fugleinfluenza en langt større begivenhed end et menneske med aids, og hvorfor er et menneske med malaria overhovedet ingen begivenhed?
Hvorfor når negative historier om muslimer eller hjælpeorganisationer altid frem til avisens forsider, mens positive integrationshistorier eller vellykkede udviklingsprojekter næsten altid er ikke-begivenheder?
Hvorfor er affektmord begået af ulykkelige desperate mennesker sikre forsidebaskere, mens eksempelvis spørgsmålet om, hvor meget arbejdsmiljø forkorter en arbejders levetid i udsatte erhverv slet ikke er en begivenhed for et almindeligt dagblad?
Hvorfor er det retsmæssigt helt uhørte fænomen Guantanamo så meget af tiden så lidt af en mediebegivenhed, og hvorfor er det djævelsk interessant, at den én gang frikendte Tvind-leder Mogens Amdi Petersen helt legalt opholder sig i Mexico, så den stakkels anklagemyndighed har problemer med at forkynde en ankesag for ham?
Hvorfor var det så ubeskriveligt interessant at gøre det gennemgående reaktionære parti Ny Alliance til alle tiders mest progressive nyskabelse og dets leder Naser Khader til en næsten ubeskrivelig stor helt, da partiet kom frem, selv om partiets og hans succes aldrig var andet end en pseudosucces, som aldrig nogensinde blev til en politisk realitet? Og hvorfor er det i dag lige så ubeskriveligt interessant at gøre samme parti til alle tiders fiasko og samme politiske leder Naser Khader til verdens største klovn?
Ting bliver valgt ud, og ting bliver valgt fra, når der produceres nyhedsformidling. Og de, der vælger ud, og de, der vælger fra, de forstørrer ting op, og gør ligefrem somme tider noget til begivenheder, der reelt aldrig sker, og de formindsker andre ting og fortier ligefrem til tider vigtige hændelser. Og med deres vælgen ud og vælgen fra styrer de det billede af verden, som vi render rundt med. Det billede kan sagtens være fuldstændig fordrejet.
For eksempel er det fuldstændig tilfældigt, at jeg en morgen på tekst-tv rendte ind i en notits om, at der den dag i dag månedligt dør 45.000 mennesker i DRCongo, enten direkte på grund af krigshandlinger, eller på grund af fattigdom og især på grund af de mange sygdomme, malaria, lungebetændelse, diarre, fejlernæring. Det har stået på i årtier, hvilket paradoksalt nok er endnu mere med til at gøre det til en ikke-begivenhed. For reelt er det da umådeligt meget grellere i lyset af, at verdenssamfundet har ladet det ske så længe.
Men vore dansker-klaustrofobiske hjerner skal knapt have det at vide, mens det seneste eksempel på Nasers ligegyldige vægelsind er på avisens forside hver anden dag og bliver vendt og drejet og analyseret i hoved og røv af åh så seriøse uudholdelige politiske kommentatorer.
På den måde produceres det, vi kalder opinion eller folkelig mening. Denne tilsyneladende upræcise og klasseløse betegnelse har en ganske præcis betydning, som aldeles ikke har noget at gøre med, hvad 'vi' vil i verdens 'brede' befolkning, for den brede befolkning er temmelig bred og ville temmelig meget forskelligt, hvis den blev spurgt. Men det bliver den ikke. Det bliver kun ganske få nøje udvalgte dele af den.
Det, som 'opinionen' eller 'den folkelige mening' helt præcist angiver, det er grænserne for, hvad vi lader vore politikere og vore samfunds magthavere gøre med os, uden at vi gør oprør.
Disse grænser lader sig flytte frem og tilbage, og medierne er et effektivt redskab til det. Medierne vaccinerer os og manipulerer med vore verdensbilleder, så vi finder os i ting, vi absolut ikke ville finde os i, hvis vi så dem i deres rette proportioner. Og medierne er et uhyre effektivt redskab til at styre os for den, der ved at bruge dem.
Det mest effektive eksempel på sådan en styring fra nyere tid er helt afgjort den suppe, der blev kogt på 11.september-attentatet i 2001. De samme filmklip blev hamret ind i vore hjerner igen og igen, selv om attentatet kun skete én gang. Og vi fandt os i et højreskred i hele den vestlige verdens retsvæsen, for vi blev så bange for, at de fæle terrorister skulle komme og flyve ind i Eifeltårnet og Rundetårn også.
Guantanamo var det grelleste udtryk for højreskredet, men den fulde reaktionære rækkevidde af de i hetzens kølvand overalt i Vesten indførte antiterror-love har vi endnu slet ikke set. Og vi fandt os i de absurd retsstridige besættelser af Afghanistan og Irak.
Nu er gassen ved at gå af islam- og terrorhetzen, og stemningen er ved at vende. Men læg mærke til: Tropperne er stadig nede omkring Mellemøstens oliefelter, og det retspolitiske skred består! Selv Guantanamo er endnu ikke afviklet!
Jeg siger ikke, at alle medier bevidst prøver på at styre os nogen bestemte steder hen. Men de, som ikke gør, de bliver selv styret af i første omgang den almindelige stemning, og bag den af gustne mennesker, der helt præcist ved, hvadfor knapper de skal trykke på for at frembringe 'almindelig stemning'. Og de viljesløse medier lader sig styre, netop fordi de ikke vil nogen bestemte steder hen, de vil bare sælge.
Så vi er nødt til at vide meget præcist, hvad vi vil, vi der er så heldige at have et medium, der kan styre stik imod dem.