Undskyld mit frisprog hr. kulturminister Brian Mikkelsen, men det forekommer mig, at ideen med oplevelsesøkonomi er temmelig ukultiveret. Ved De ikke, at kultur er en befolknings fælleseje?

af Helle Due
Ordet oplevelsesøkonomi dukker for tiden ofte op i de talte og skriftlige medier.
Det dækker over den ide, at man skal forstærke samarbejdet mellem virksomhedskulturen (vareproduktionen) og den kulturelle udøvelse.
Den kreative værdi, der er et grundelement i kulturfrembringelsen, skal skabe merværdi for producenten. I daglig tale skabe overskud på bundlinien. Fokus er, som ordet rent ud siger, sammensmeltning af de to fænomener, oplevelse og økonomi, altså en fæl, liberalistisk opkomling. Det passer som hånd i herrefolkets handske, for nu kan beskæftigelsesministeren 'bidrage' til den kulturelle udvikling, samtidig med at han forringer støtten til løsarbejdere, som er i en beskæftigelse, der ikke kan indordnes under en 38-timers arbejdsuge.
Således f.eks. skuespillere og mange andre kunst og kulturarbejdere, der ikke kan påregne fuld ansættelse og derfor skal have lønkompensation i perioder med arbejdsløshed.

Eliten og kulturen
Den ideologiske grundtanke er let at få øje på. Regeringen fralægger sig nogle af statens økonomiske forpligtelser på kulturområdet og fører dem over på industrieliten, eller der hvor kapitalen i samfundet forvaltes og fordeles, om man vil. Som kompensation får denne lille elite magt over kulturudviklingen.
Tanken om en oplevelsesøkonomi er udsprunget af en sådan ide, og grunden er delvis gødet af industriens udvikling i den vestlige kultur. Der produceres en overflod både af konsumvarer og langvarige forbrugsgoder, og for at kunne skabe merværdi på disse, må man øge efterspørgslen hos et købedygtigt publikum.
Det har været forsøgt ved at destruere fødevarer eller bruge dem til dumpning på verdensmarkedet, så man har kunnet udkonkurrere mere tilbagestående lande (frihandel).
Men langvarige teknologiprodukter kan kun afsættes i industrilandene, og på et tidspunkt bliver markedet mættet. Det er svært at holde de økonomiske hjul i gang. Så finder man på nye ideer
Man kunne håbe på og ønske, at dette misfoster, der går under betegnelsen 'oplevelsesøkonomi' kun er 'en fis i en hornlygte'.
Men i erkendelse af at vi lider under et kapitalistisk styres minimalistiske tankesæt, er håb og ønsker ikke nok. Der skal handling til.

Ansvar
Under den socialdemokratiske regeringsperiode i slutningen af 1900-tallet påtog regeringen sig langt større bestræbelser og ansvar for at styrke landets kulturudvikling end i den nu syv år lange liberalistiske udsultning af kulturinstitutioner.
Vi ved at kulturminister Brian Arthur Mikkelsen fra start har opmuntret toppen af erhvervslivet til at erhverve kunst ved at tilbyde skattelettelser ved køb, og efter hans eget udsagn er han meget stolt af sin politik og resultaterne.
Forenklet sagt har han kanaliseret samfundets fællesværdier, som før var betalt af befolkningen via skatter over på erhvervslivet, ved at mindske skattegrundlaget for de få, der måtte have private interesser i køb af kunst.

At opleve
Begrebet, at opleve noget, er ikke nyt, og det har altid været knyttet til økonomi i den form, at brugeren skal betale for oplevelsen, for eksempel i form af en billetpris for at se et teaterstykke, komme på museum, til koncert og andet, eller ved køb af et billede, keramik, design eller lignende kunst og kulturprodukter.
Kunst, kunsthåndværk, videnskab, uddannelse, arkitektur, biblioteks- og museumsvirksomhed og lovgivning er nogle væsentlige byggeklodser i et samfunds kulturgrundlag. At opretholde det koster penge. Noget betaler køberen/brugeren, andet betales af staten via skatter og afgifter og er politisk styret.

Ukultiveret
Under denne regering bliver kulturen i højere grad præget af elitens evne og lyst til at herske over de mange, hvilket er rendyrket liberalistisk ideologi, så man forstår godt, at B. Arthur Mikkelsen er en glad mand.
Undskyld mit frisprog hr. kulturminister B.A.M., men det forekommer mig, at ideen med oplevelsesøkonomi er temmelig ukultiveret. Ved De ikke, at kultur er en befolknings fælleseje?
Danmark har i århundrede haft en intensiv landbrugskultur, hvilket utvivlsomt har været medvirkende til vort lands relative velstand. Det er resultatet af landbrugskulturen. Er det ikke fælleseje? Har De ikke læst Nordahl Griegs ord: 'solskin og brød og ånd - ejes af alle.'

Merværdi
Lad os endnu engang se på, hvad det er for kræfter, der er i spil, når en liberalistisk regering styrer det kredsløb der består i et samfunds materielle og kulturelle vilkår.
Det sidste skud på stammen er oprettelsen af et center for oplevelsesøkonomi.
Der er afsat 90 millioner kroner til at udvikle viden om, hvordan man støtter udviklingen af merværdi. Altså sælger en vare for mere end den er værd.
Reklameindustrien og dermed reklamekulturen har jo hidtil været det værktøj, hvormed man succesfuldt har evnet at øge et (mer)forbrug i det industrialiserede samfund. Reklameudgifter er megahøje, og de har hidtil påhvilet producenten og sælgeren af en vare.
Nu har regeringen så bidraget med 90 millioner kroner. 'Tak for det,' ville jeg have sagt, hvis de penge var blevet lagt i kontanthjælpskassen, og 'tak for det', siger erhvervslivets hovedmænd nok også. Jeg kan godt forstå, hvorfor kulturministeren klapper i sine små hænder. Han har ihærdigt arbejdet for, at kulturen ligger bedst i den rige mands lomme.
Et mere klokkeklart eksempel på, at det er de pengestærke, der sætter dagsordenen, når man sætter kultur og økonomi sammen kan man næppe tænke sig.

Ansvar
Lad os se på, hvad der generelt sker, når regeringen lægger rammerne for kulturpolitikken.
I 1961 fik Danmark sit første kulturministerium under socialdemokraten Julius Bomholt. Staten skulle støtte danske kunstnere økonomisk og for eksempel skabe en platform for eksperimentel kunstudøvelse, som igen kunne give grobund for et mere rummeligt kulturliv.
Det blev styret gennem nævn og udvalg bestående af såkaldte ekspertråd. Det system har fungeret nogenlunde uantastet indtil den nuværende regering tog over i 2001.
Det har altid været en torn i øjet på de liberale - eksempelvis rindalisterne - og sandsynligvis er der også vokset en del tidsler op i underskoven, som burde ryddes ud, men ideen var og er, at kunstneren skulle have økonomisk frihed til at udvikle sin kunst og på lang sigt berige samfundet. Eksperimentalteater og pilotprojekter er blandt talrige eksempler vokset frem og har bevist deres værd.

Kapital og kunst
En anekdote der burde have en plads i kulturhistorien og er et eksempel på et sammenstød mellem kapital og kunst er en episode med Anne Marie Helger, der for et årstid siden blev hyret til at optræde ved nogle forretningsmænds julefrokost.
Det lykkedes hende at fornærme tilskuerne så meget, at nogen forlod sammenkomsten og tilmed forlangte at få deres penge tilbage!
Dette eksempel viser klokkeklart, at det er de pengestærke, der vil bestemme over kunstnerens frembringelse. I dette tilfælde, ville de have letfordøjelig underholdning, altså fiduskunst. Ellers købte de ikke 'varen'.