Dette er ikke nogen nyhedsspalte. Dette er en klumme. I en klumme kan man godt filosofere over begrebet nyheder. Det gjorde jeg for en uge siden. Der skrev jeg blandt andet om begrebet ¤¤offentlig mening¤¤ og om, at gassen var ved at gå af den islam-hetz, som blev pustet op for snart trekvart årti siden i forbindelse med et meget omtalt terrorangreb

af Kjeld Stenum
Når jeg skriver skærveknusere, handler de godt nok om ting, der rumsterer i mit hoved, når jeg cykler til og fra arbejde. Men de bliver skrevet i weekenderne. Så der går normalt en fire-fem dage, fra jeg lægger sidste hånd på dem, og til de bliver trykt. Min deadline er tre dage før trykning. I de tre-fire-fem dage kan meget vand rinde i havet. Og sagsforhold kan blive vendt på hovedet af nyhedsmaskinerne, så det, som var en tilforladelig situationsbeskrivelse den ene dag, råber til himlen om bad timing den næste.
Det skal jeg også love for skete for mig denne gang. For var der noget, der blev blæst megen varm luft ind i i dagene efter min deadline, så var det islam-hetzen. En anden pointe i min klumme synes jeg så til gengæld blev understreget på det allerkraftigste: At medierne er et effektivt redskab til at styre os for dem, som ved, hvilke knapper de skal trykke på.
For det er der nogle, der har haft en uhyre præcis fornemmelse for i denne sag. Om noget - så er den såkaldte Muhammed-krise en medieskabt begivenhed. Hvad er det, der har sat hele begivenhedsforløbet i gang, såvel første gang som anden gang?
Det er, at nogle medier har trykt nogle tegninger, som håner en stor dansk minoritets livsopfattelse. Det er et mediestunt og ikke andet, og det er dygtigt iværksat af en stab af journalister inde på Jyllands-Posten, der vidste nøjagtigt, hvad de lavede.
USA`s politik i Mellemøstens olieområder lever af anti-islam-stemningen, som manglede en indsprøjtning her for et par år siden, fordi gassen allerede dengang var ved at gå af 11. september. Og Jyllands-Posten bakker med liv og sjæl op om USA. Så Jyllands-Posten lod sig villigt bruge som redskab for USA`s sag og startede en krig for retten til at håne islam.
Man kaldte denne krig for en krig for ytringsfrihed, for man ved, at det ord får fanatismens hellige gløder til at stå ud i lys lue hos ni ud af ti danske journalister, hvis levebrød netop er denne ubegrænsede ret til at begå mediestunts.
At stuntet så blev så vellykket, at der her et par år efter kan koges ny suppe på det, fordi et par muslimer muligvis har været dumme nok til at spille med ved at rumstere med planer om at ombringe en af tegnerne til de ulyksalige forhånelser, ja, det er nok i virkeligheden noget, de jubler over derinde på Jyllands-Posten.
Reagerer frustrerede unge muslimer med at brænde containere, biler og skoler af, jubler de endnu mere.
De kalder det et slag for ytringsfriheden. Men kernen i ytringsfriheden må dog være beskyttelse af trængte minoriteters ret til at have deres holdninger, ikke beskyttelse af majoritetens ret til at håne dem og fordreje hvad de står for.
Har Jyllands-Posten lovens bogstav på sin side, så handler den i hvert fald lodret imod lovens ånd. Var muslimerne kloge, gjorde de forsvar for retsstat og demokrati til grundlag for deres protest. For det er islam, som har demokrati og retssamfund på sin side i denne sag. Og vores statsmagt burde som forsvarer af demokratiet gå ud og fremhæve det aspekt i sagen, at demokrati først og fremmest er gensidig hensyntagen til de forskelligste holdninger og forsvar af alles ret til at være her.
Så havde vi hverken haft en Muhammed I-krise eller en Muhammed II-krise. I stedet valgte vores statsminister fra starten at stille sig bag retten til at forhåne hinanden, en både diskutabel og uvæsentlig biside ved den demokratiske ytringsfrihed.
Man må vide, at skal forskellige livsopfattelser overhovedet leve i samme land, må man enten vise gensidig hensyn og respekt, eller man må acceptere at kriges. Der er ingen tredjeveje i det spørgsmål. For livsopfattelser har med hele samfundslivet at gøre, og der er kun ét samfund. Og når statsmagten vælger at vægte retten til forhånelse i stedet for at slå på nødvendigheden af gensidig respekt, tilkendegiver den i virkeligheden, at den vælger bekrigelsen.
Unge skoleknægte oplever det som, at skolelæreren vælger at holde med mobberen imod mobbeofferet. Og det reagerer de stærkt på. Det er sådan, den taler til muslimerne, vores statsmagt. Det er dybest set at true dem på deres ret til at være her.
Denne underforståede trussel understreges så yderligere af, at statsmagten rent faktisk beslutter at smide to muslimer ud af landet, uden at nogen skyld behøver at blive bevist. Det kan den gøre alene, fordi de har formelle problemer med statsborgerskabet. Så langt er det blevet muligt at gradbøje demokratiet takket være terrorpakken.
Man kunne godt sige, som nogle kloge jurister gør, at netop det, at man ikke lader sagen prøve for en domstol, er et demokratisk selvmål af rang. For jeg er bange for, der er mange muslimer, der ikke vil nøjes med at se det som en lille demokratisk svipser. De vil tværtimod se det som målrettet politik fra en arrogant og slet ikke demokratisk sindet stat, der demonstrerer sin magt til at smide deres trosfæller ud af landet uden at bevise deres skyld. Og hvem kan nu bevise, at de ikke har ret i deres påstand, når udvisningen netop ikke bliver domstolsprøvet?
Det er såmænd ikke mærkeligt, omend meget dumt, hvis unge brushoveder imellem dem reagerer på sådan en statsmagt med frustreret gadevold.
Det er såmænd heller ikke mærkeligt, at denne statsmagts integrationsminister, der plages af den for borgerlige politikere så ubekvemme lidelse, man kalder for samvittighed, hun falder over sine egne ben, der vil hver sin vej, når hun skal eksekvere en lov, hun udmærket kan se er i skrigende modsætning til det retssamfund, hun er en glødende tilhænger af.
Men sådan kan vi altså være nødt til at gradbøje det, vores kære hellige demokrati, når vi skal spille USA`s udenrigspolitiske spil. Og det må hun altså lære, hende vores lige så kære integrationsminister, at vil man være så skrap i munden og så slap i gerningen, så rumsterer den lidt i mellemgulvet, den her samvittighed.