I år erklærede den berlinske filmfestival Berlinalen sig for musikkens festival blandt andet med film om Patti Smith. Festivalen løb af stablen fra 7. - 17. februar

af Karen Thastum, Berlin
I år her jeg æren af at opleve, at den røde løber bliver rullet ud. Alt er hamren og banken på Potsdamer Platz. Selveste Rolling Stones er nogle af de første til at skride over tæppet, da hele eventyrlandsbyen er færdigbygget, med VIP lounges, reklamer, plakater, radiobusser og kæmpemonitorer.
Filmen om Rolling Stones 'Shine a light' af Martin Scorsese er nemlig åbningsfilm til dette års Berlinale, og festivallederen Dieter Koslik er mer` end lykkelig over at skride med over tæppet, han er nemlig gammel rock and rool fan, og skal efter sigende også kunne et par akkorder på guitar.
Da jeg har mere karakter af en laks i forhold til de andre journalister, der har mere karakter af sild, svømmer jeg imod strømmen og trodser de skubbende masser mod biograferne, der presseviser Stonesfilmen.
Jeg har flere års øvelse, så det lykkes mig baglæns at manøvrere ind i den lille uanselige biograf, der viser forum film for pressen. Egentlig er det kedeligt, for ved pressevisningerne er filmmageren næsten aldrig tilstede efter filmen, men festivalen en helt frisk og egentlig næsten ikke begyndt så!
Det er kun os journalister, der får lov at tyvstarte, så jeg tager plads i biografen sammen med de andre journalister af laksekarakter til en uforglemmelig oplevelse af filmen 'My Winnipeg'. Winnipeg er en canadisk by, og my er filmmageren Guy Maddin, hvis hjemstavn det er.

En canadisk by i short/hvid
I denne skøre film fortæller Guy Maddin med stor humor og oprigtig kærlighed om sin hjemstavn.
I glimrende sort-hvid billeder beskriver han sin familie - han har faktisk hyret et helt hold skuespillere til at spille familien inklusive deres hund, den døde broder, søsteren og moren (her er der dog den undtagelse, at moren spiller sig selv).
Han beskriver søvngængeren, der rejser gennem byen, og kombinerer disse scener med billeder fra byen (nye og gamle) og historier om hvilke huse og steder fra hans barndom, der er revet ned og ikke eksisterer mere. For eksempel er den fantastiske isarena, hvor arbejderne så ishocky i deres fritid, blevet revet ned, fordi der ikke var nogle VIP-loger, en skandale!
Det vidunderlige varehus, nok noget a la Dalls Varehus eller Magasin, er også gået støvets gang, og svømmehallen, hvor man svømmede i tre etager, har nu kun en etage åben.
Filmen slutter med, at filmmageren ønsker, at en barmhjertig Winnipeg fe kommer til byen, og sætter alt på sin rette plads igen, så han filmmageren endelig kan forlade byen for altid.
Fin film! Jeg ku` forestille mig at lave en magen til om København, så skulle der også komme en fe og få Saltlageret op at stå igen for ikke at snakke om Ungdomshuset. Jeg ved dog ikke, om jeg ku` få min mor til at spille sig selv?

Dream of life
Men i år er Berlinalen musikkens festival - det siger man i hvert fald - og der er en grund til, at jeg ikke lige har tid til Mick Jagger: Patti Smith er nemlig i byen sammen med fotografen, der blev filmmager, Steven Sebring. Sammen har de lavet en film, hun har hovedrollen og citerer en masse egne digte og tekster. Han har gennem 11 år filmet hende med sit lille 16mm kamera næsten udelukkende i sort-hvid - (man aner det, jeg er sort-hvid fan).
Resultatet er blevet et fint næsten to timer langt portræt af en usædvanlig musiker, poet og politisk aktivist.
'Dream of life' er ikke en rock and rool film, og selvom der er meget musik, er der mindst lige så meget tekst og mange digte. Amerikanerne snakker stærkt, så mit engelsk er til gymnastik.
Patti er i bevægelse det meste af filmen på vej et eller andet sted hen. Hun fortæller om et blomstrende kreativt miljø i New York i 70`erne, hvor hun rejste til fra Ohio som kun cirka 17-årig. Hun fortæller om sin vidunderlige gamle Gibson guitar, som hun ikke kunne stemme, så hun fik altid musikere til at besøge hende for at se guitaren, så spurgte hun, om de ikke ville prøve den, for at få den stemt på den måde.
Ja guitar kan Patti ikke rigtig spille, men synge det ka` hun og skrive også!
Men filmens egentlige hovedtema er sørgeligt. Patti mistede nemlig både sin introduktionsperson til det kreative New Yorkermiliø, den berømte fotograf Robert Mapplethorpe, sin kun et par år ældre bror og sin mand og far til hendes to børn meget kort tid efter hinanden.
Hun optrådte ikke længe. Da Steven Sebring starter med at optage filmen, er det hendes første optræden i 12 år, og man mærker hvordan hun langsomt gennem filmens yderligere 11 år, kommer til live igen og får bearbejder sine tab, på en måde også ved at lave denne film.
Det er meget rørende og meget personligt uden at være privat, og da vi ser hvordan hun taler ved en fredsdemonstration imod Irak-krigen, da USA invaderer Irak, jo da ser jeg hende som friheds- og fredsaktivist.
Som hun siger til pressekonferencen: 'Hvorfor kan mennesker ikke koeksistere? Hvis man satte 100 børn fra hele verden på en legeplads og så gav en opsynsmand et gevær og sagde: 'Så skaf os af med 10-12 af dem.' Hvordan kan nogen gøre det? Vi er alle mennesker med de samme behov, de samme lege og ønsker!'
Måske kunne filmen godt have dvælet lidt mere ved nogle af Pattis fine sange.
Men her er hemmeligheden, at Patti faktisk har solgt rettighederne til sin egen musik for år tilbage, til gengæld er filmen spækket med digte, så jeg straks får lyst til at finde frem til Patti Smits bøger og læse - i mit tempo!

Bearbejde grusomme erindringer
No budgetfilmen 'Munyurangabo' af Lee Isaac Chung handler også om at bearbejde fortidens traumer nemlig den barske og brutale stammekrig i Rwanda, hvor hutuerne slagtede tutsierne i 1994.
Her er det historiens kollektive traume, som bearbejdes i en enkel og vellykket personlig historie. To unge fyrer er venner en hutu og en tutsi. De stjæler en machete på et marked i Kigali (hovedstaden) og drager ud for at hævne tutsidrengens fars død.
På vejen besøger de hutudrengens familie, hvor de bliver længere end planlagt, og deres venskab sættes på en hård prøve. Der opstår både nye venskaber, der bliver luftet gamle fordomme, og vi oplever landsbyen meget tæt på.
Til slut drager Munyrangabo (tutsidrengen) alene ud på sin hævnakt, hvor han møder den fantastiske digter, Edouard B. Uwayo, der nærmest rapper et langt digt om fred og om at komme videre efter al den nød:
'...our beautiful Rwandawith beautiful rivers,beautiful pools and field,with roads and no famine...Tell me, will it remain
A cemetery without peace?'
Helt fantastisk og hele filmen værd - til slut flyder mod forventning ingen blod. Der er masser af improvisation i filmen, amatør skuespillerne spiller smaddergodt. 'At lave film skal være som at spille jazz', siger Lee Isaac Chung. 'Man skal være åben for en dynamisk proces.'

Glamour og filmbusiness
Det er en balanceakt at bevæge sig igennem festivalens mange tilbud.
En morgen ligger der en fin kuvert i mit 'pressefach', der inviterer mig til lunch sammen med 'The shooting stars'. Det er et hold lovende unge europæiske skuespiltalenter. Jeg går derhen. Alt er meget glat og strømlinet, men der et lille glas til, og jeg møder et par fotografer og journalister, jeg kender lidt. 'Vidunderligt fantastisk og var du til den og den fest?'
Jeg bliver pludselig i tvivl om jer stadig er til en filmfestival eller til et modeshow, så efter en bid frokost, (blandt andet derfor jeg kom) flintrer jeg videre til den næste film, men 'oh ve', to timers video om japanske krigsveteraner fra Anden Verdenskrig, det er en tand for meget, endnu engang retræte og jeg ender til en vidunderlig gammel Luis Bunuel film!

Bunuel i Mexico
Årets retrospektive er Luis Bunuel mest kendt for den 'Andalusiske hund', hvor der er et øje der bliver skåret over, eller fra filmen 'Frihedens spøgelse'. Men faktisk levede Bunuel mange år af sit liv i Mexico, hvor han lavede et utal af film, blandt andet 'La ilusin viaja en tranv’a' om to arbejdere der bortfører en sporvogn, der egentlig skal udrangeres, og tager den med ud på en forunderlig tur gennem Mexico City.
Jeg lægger mærke til, at filmen har et helt andet billedsprog end film nu til dags. Der er simpelthen nogle andre kamera indstillinger, dengang skar man ikke 'skuespillerne over på midten', som siden westernfilmene er blevet normalt, der er plads for øjet til at gå på opdagelse, skønt!
Bunuel er skør og 'fanden i voldsk', for eksempel kører vore helte alle slagterne til markedet tidligt om morgenen, så vi ser en sporvogn fyldt med kohoveder, grisetæer og lammerygge og hvem kommer så og stiger på? To nonner selvfølgelig, der straks samler ind til kirken mellem alle kadaverne!
Uret ringer, filmen er forbi, børnehaven lukker, og jeg melder mig ud af filmens verden indtil i morgen.

1000 unger i biffen
I dag er jeg med min datter Liv og hendes klasse i biffen. Der er altid super gang i den, når sådan mellem tre og ti skoleklasser samles i biografen, og er der noget bedre end at præsentere de små for, at 'film skal ses i biografen'?
'Kung fu kid' af Issei Oda fra Japan er ikke nogen lavbudget film, men skøn er den.
Filmen handler om den seks-årige Kung Fu, der med glamour har bestået sin 35 prøve og nu leder efter sin sidste modstander. Hvis han består denne prøve, får han magiske kræfter. Af mesteren bliver han sendt som en meteor til Japan, hvor han lander, og med det samme bliver adopteret af en familie.
Mens Kung Fu leder efter sin sidste fjende, finder han venner og lærer at forstå, hvorfor han skal kæmpe - ikke for at vinde - men for sine venner. En film fuld af aktion og spænding, der sker hele tiden noget. Moralen er fin og sender hilsen tilbage til japansk eventyrfortælling. 'Echt gut,' siger min datter Liv (som har skrevet denne filmbeskrivelse).

En rejse til Iran
Tre kvinder, tre generationer, vidt fra hinanden, knyttet sammen af knuderne på et persisk tæppe. Filmen '3 Zan' af kvinden Manijeh Hekmat handler om, hvor lidt de tre generationer kvinder i Iran forstår hinanden, overført handler filmen også om Irans historie. Bedstemoren er dement, som et symbol på vores historie i Iran, siger instruktøren Manijeh Hekmat: 'Vi kan eller vil intet huske.'
Teheran er globaliseret som alle andre storbyer i verden, hvor mobiltelefoner, køleskabe og mikrobølgeovne blomstrer. Men her er også kunstnere, det kan man se i de forskellige scener hvor moren - på jagt efter den forsvundne datter - besøger en musikgruppe, der øver i en kælder og en ven og maler super billeder.
Det er det persiske tæppe, der samler Irans historie, og da museet under hånden sælger et historisk vigtigt tæpper til udlandet, flipper filmens mellemste generation ud. Mens hun forsøger at redde tæppet, køre den demente mor til lægen og finde den forsvundne datter, forsvinder moren med det dyrebare tæppe!
Kaos er komplet, de tre kvinder finder aldrig sammen, men til slut har hver og en et persisk tæppe - fin film med mange bagtanker.

Og bjørnene fordeles
Det er næsten ikke til at tro, men hokuspokus er en filmfestival slut, og på Postdamer Platz rulles det røde tæppe ind igen og på ruden i VIP loungen skrabes flittigt WV logos og små Berliner bjørne af.
I wetbewerb (konkurrencen) er vi igen i Teheran med filmen 'Avaze Gonjeshk-ha' (The songs of a sparrows) af Majid Majidi. En mindre dybsindig film der også viser et sammenstød mellem det nye og det gamle Iran og det med masser af humor. Hovedrollen spillet af Reza Najie vinder sølvbjørnen for bedste mandlige skuespiller
Og der bliver fordelt flere bjørne.
Guldbjørn til 'Tropa de elite' af José Padiha. Den handler om de brasilianske elitetropper, der bekæmper drogenmafiaen, og om deres leder.
Sølvbjørn til dokumentarfilmen 'Standart operating procedure' af Errol Morris om amerikanernes torturmetoder i Bagdad fængslet Abu Ghraib.
Den mest fornemme jury i år er Børnefilmfestivalens (generations) jury. Den består nemlig af børn fra 11-14 år, og de har valgt en af festivalens efter min mening mest fascinerende og skræmmende film til modtager af glasbjørnen nemlig 'Buda Az Sharm Foru Rikht' (Buddha skammede sig i stykker) af den kun 19 år gamle Hana Makhmalbaf fra Iran.
Filmen handler om en seks-årigs piges kamp for at kunne komme i skole, om hvordan hun bliver drillet af drengene og skal lege 'stening', fordi hun ikke havde en kuglepen til sit skolehæfte men tog morens læbestift som blyant!
Filmen foregår i Afghanistan, der hvor de store buddhastatuer blev sprængt i luften og drengene er bare alt for gode til at lege krig.
Hana Makhmalbaf er meget rørt, da hun får sin pris. Hun håber filmen kan hjælpe fattige børn i verden, jo man har mange visioner, når man er 19 år, og det er også godt!
Filmen 'God man dog' af kvinden Singing Chen fra Taiwan, der er et fint og levende historiefletteri, vinder avisen Tagespigels læserpris, Den poetiske alvorlige og sjove historier om rig og fattig, kristen og buddhist blander sig sammen til sidst på spidsfindig måde. En rapsodi af guder, mennesker og hunde.
Tja så er der et år til at fordøje filmene og håbe på, at et par af dem finder vej til de små biografer, måske også til Danmarks Natfilmfestival hvem ved!
Selv vil jeg give dette års gyldne filmrulle til Patti Smith og Steven Sebring for et kreativt samarbejde og en meget fin film.