Så er jeg hjemme igen. Og hvad fik jeg så ud af mit lange ophold på privathospital? Smukt beliggende ved Flensborg Fjord og med et stort træskib liggende pittoresk udenfor

af Hanne Svensson
Jeg kedede mig. Noget så forfærdeligt.
I det offentlige sygehusvæsen kan man knap nok nå at få ungen skidt ud og navlestrengen klippet, før man står på gaden igen. Men på privathospital får man fuld valuta for pengene.
Når jeg spurgte, om jeg ikke kunne tage hjem, og vente på svar på blodprøverne var svaret: 'Vi venter og ser, om du ikke får et anfald, mens du er her.' Et anfald? Havde de beholdt mig, et par dage mere, skulle de have set anfald!

Det koster det
Hvorfor er der forskel? Svaret ligger lige for - privathospitalet får penge, for hver dag jeg er indlagt.
Mine tre uger beløb sig til 80.000 kroner. Plus blodprøver, dna prøver med mere.
Ja, jeg er sgu blevet dna testet. Det er nok for at konstatere, hvad der gør en til kommunist.
Hvordan kan politikerne sige, at et sådant system er til borgernes bedste? Men det er måske ikke os, de mener med borgerne? Men 'bedsteborgerne'. Dem med deres på det tørre. Dem der tjener på vores sygdom, barndom, ungdom og til sidst vores alderdom.
Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad der gør mig anderledes genetisk. Jeg er ude af stand til at forstå, hvordan et sådant system kan være godt for et land og dets befolkning.

Dejlige DSB
DSB har formået at skabe en helt ny rejsekultur i Danmark. - Man kører tværs gennem landet stående. Selv gamle morlille må stå. Vi viger ikke fra sædet, når først vi har fundet et.
Denne form for transport foregår hver weekend. Frem og tilbage gennem Danmark. Ofte med de samme statister. Alle har de et fuldstændigt tomt udtryk i øjnene. Hjernen er logget af.
Ind imellem kører hjernen en test-kørsel. Så lyder det: 'Hvordan kan DSB gøre det her? Hver weekend! Og så til fuld pris! Hvorfor sætter de ikke ekstra vogne ind, når de ved det?'
Men så bliver hjernen logget af igen. Ren og skær overlevelse.
DSB har gjort det godt. De scorer kassen ved at transportere folk stående. Så kan der jo også være nogle flere. Det er den nye rejsekultur.
Det var bare det jeg ville sige.